En bombe er detoneret i storklubben Manchester City.

Her melder man, at forsvarsspilleren Benjamin Mendy er blevet suspenderet.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

»Manchester City kan bekræfte, at Benjamin Mendy er blevet sigtet af politiet, og at han vil være suspenderet, mens en efterforskning står på,« melder klubben.

Benjamin Mendy (th.) står her med Ilkay Gündogan (i midten) og Riyad Mahrez.
Benjamin Mendy (th.) står her med Ilkay Gündogan (i midten) og Riyad Mahrez. ANDREW COULDRIDGE

Manchester City oplyser desuden, at man ikke kan kommentere yderligere på sagen, indtil den er overstået, da der er tale om et juridisk anliggende.

Ifølge mediet The Athletic, som henviser til en udtalelse fra politiet i Cheshire, er Benjamin Mendy sigtet for fire tilfælde af voldtægt og et tilfælde af seksuelt overgreb.

»Sigtelserne er relateret til tre sagsøgere, som er over 16 år og angiveligt har fundet sted mellem oktober 2020 og august 2021,« meddeler politiet i udtalelsen.

Det fremgår desuden, at Mendy er blevet varetægtsfængslet og skal for retten i morgen, fredag 27. august.

Benjamin Mendy kom til Manchester City fra Monaco i 2017 for knap 430 millioner kroner.

Men det er aldrig blevet den store succes for den 27-årige franskmand, der er blevet stoppet af adskillige skader.

På fire sæsoner har venstrebacken nået at spille 75 kampe for Manchester City, hvor han har scoret to mål og lagt op til 12.