Den norske sexskandale i fodboldklubben Brann ser ikke ud til at få en ende foreløbig.

For én af de spillere, der var med til den omdiskuterede fest for nogle uger siden, er nu blevet sigtet for at have voldtaget en kvinde, der var med til festen.

Det skriver norsk politi ifølge Dagbladet.

»Han er blevet anklaget i forbindelse med, at politiet brugte tvangsmidler mod ham for at sikre beviser i sagen,« skriver politiet i en pressemeddelelse og tilføjer:

Brann-træner Eirik Horneland har tidligere kaldt spillernes ageren for 'afskyelig'.
Brann-træner Eirik Horneland har tidligere kaldt spillernes ageren for 'afskyelig'. TATYANA ZENKOVICH

»Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke gå i detaljer om, hvilke oplysninger der kommer frem i sagen, udover at politiet har fundet grund til at undersøge, om kvinden har været udsat for legemsbeskadigelse.«

I pressemeddelelsen står der videre, at politiet har foretaget en række afhøringer i sagen.

Den mistænkte spiller i sagen er derfor også blevet afhørt to gange, men han nægter sig skyldig i anklagen.

Af hensyn til efterforskningen i sagen kan politiet på nuværende tidspunkt ikke komme med flere oplysninger, lyder det.

Det var natten til 10. august, at 12 af klubbens spillere havde festet til den lyse morgen på hjemmebanen, hvor der var inviteret adskillige unge kvinder med til festlighederne.

Den pågældende fest har efterfølgende trukket overskrifter i Norge og udviklet sig til en kæmpe skandale, da der ifølge norske medier var blevet dyrket sex i omklædningsrummene, efter flere af de yngre kvinder var dukket op til festen.

De involverede spillere har været ganske tavse om sagen, indtil ni af dem mandag aften undskyldte for deres opførsel i en fælles erklæring.

»Vi beklager, at vi udviste dårlig dømmekraft ved at samles på Brann Stadion natten til 10. august. Vi forstår fuldt ud, at det har skabt reaktioner, og vi beklager over for alle, der elsker Brann og norsk fodbold,« lød det.

Erklæringen var blandt andet underskrevet af danske Daniel A. Pedersen.

Inden dagens udmelding om voldtægtssigtelsen havde politiet allerede meldt ud, at man efterforskede to sager fra festen – en anmeldelse om vold samt én om et seksuelt overgreb.