Den mangeårige Tour de France-kommentator på TV 2 Jørn Mader er død.

Han blev 76 år gammel.

Det oplyser familien til TV 2.

I årevis var Jørn Maders stemme synonym med lyden af sommer og Tour de France, da han fra 1989 til 2003 kommenterede den franske grandtour for de danske tv-seere.

I alle årene dannede Mader et ikonisk makkerpar med Jørgen Leth.

Jørn Mader fortalte i sommer, at han var uhelbredeligt syg, og at hans hjerte kun pumpede på syv procents kraft.

Sidste år udgav den legendariske duo Mader og Leth en samtalebog og drog også på turné på trods af, at begges helbred havde set bedre dage.

»Folk er jo så bange for at tale om kærlighed i Danmark, derfor er det vigtigt at bruge sådan et ord,« sagde Leth dengang om venskabet.

Du kan læse et uddrag af bogen lige her.

Jørn Mader levede sine sidste år i Svendborg, hvor han også var fra.

Udover sit kommentatorarbejde for TV 2 var han også journalist hos Fyens Stiftstidende, Politiken og DR og forfatter til en række bøger.