Danmarks to største kommentatorlegender på Tour de France har sat hinanden stævne til en 'Sidste tour'.

Jørn Mader og Jørgen Leth mindes i en ny samtalebog deres tid som ikoner på TV 2 – i cyklingens danske guldalder.

Her kan du i kapitlet 'Spændingsfelter' læse om journalisternes til tider stormfuldte forhold, som tv-seerne også kunne bemærke.

'Sidste Tour' er netop udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Leth: »Når vi sidder her og taler, er det lige før, man kan bruge ordet kærlighed om vores forhold. Jeg har ofte sagt, at du har været mit længste ægteskab. Vi var i hvert fald som et par på en lang rejse. Jeg er glad for, at vi indrammer minderne om vores 15 år som cykelkommentatorer. Det må gerne stå som et monument.«

»Men et monument har knaster. Vi har haft rigtig mange sjove stunder sammen, men det er vigtigt også at fortælle om dårlige ting. Det hører med til historien. Ligesom det hører til et ægteskab. Der opstår ballade undervejs. Vi har jo talt lidt om, hvordan vi kunne blive irriterede på hinanden under Tour de France, men jeg synes, at vi må hive mere frem. Det skal vi. Vi må ikke frygte friktionen, selvom den er svær at tale om og skal manes frem.«

»Vi havde kriser. De opstår i ethvert kunstnerisk arbejde. Og på rejser. Man skal tage hensyn til hinanden. Finde ud af det. Man skal give noget, for at det fungerer, men man kan ikke give afkald på sig selv.«

»Det er ikke nemt. Rejser er et spændingsfelt. Det var Tour de France også. Og det var ingen ferie. Vi skulle jo præstere i fjernsynet hver dag. Hver sommer gik vi ind i et spændingsfelt, der varede i flere uger.«

Mader: »Man brydes, når man er så tæt sammen over så lang tid. Sådan er det. Især for så særegne og følsomme personer som os. Men vores venskab har aldrig været på spil. Du forfattede en god tekst i forbindelse med dit samarbejde med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig: at venner for evigt er knyttet af sødmefulde, men også sørgelige og besværlige oplevelser. Og at man ikke sparer hinanden.«

»Det er meget rammende for vores forhold og må også været synligt for andre. Jeg er af og til blevet stillet spørgsmålet – især af journalister: ”Var I aldrig uvenner?” Det synes jeg egentlig ikke, men der var en del træthed og slitage. Ikke andet.«

Leth: »Der har kun været enkelte episoder gennem årene, hvor vi har været åbenlyst gale på hinanden. Sådan erindrer jeg det.«

Mader: »Jeg kan huske min dag som æsel på Mont Ventoux. Vi måtte ikke køre bilen til toppen af det skaldede bjerg, fordi der ikke var plads til en stor vognpark deroppe. Så vi endte med at parkere langt nede, men for os var det for langt at gå. Så vi skar genvej op over kaklerne og stenene. Det var jo fint. Men jeg skulle også bære dine tasker. Jeg svedte, så det sprang, og blev lidt utidig, men du holdt fast i, at du ikke selv kunne bære dem.«

Jørgen Leth
Jørgen Leth Foto: Privatfoto
Vis mere

Leth: »Jeg har altid prøvet at slippe af med bagagen.«

Mader: »Ja, jeg har slæbt på mange af dine tasker gennem årene. Om det var i bjerge, gennem byer eller op ad trapperne på et hotel. Jeg skulle have haft et tillæg for tungløft. I de situationer kunne jeg godt ønske dig hen, hvor peberet gror. Men jeg fik som regel undertrykt irritationen, før den kammede over. Og fik sagt til mig selv, at nu skulle jeg opføre mig ordentligt.«

Leth: »Vi havde øje for hinanden. Det var unikt for vores samarbejde, hvordan vi kunne bruge vores blik til at styre stemningen i forskellige situationer. Bløde op. Om det så var i bilen eller på stilladset under en etape. Men kiggede vi for en sjælden gangs skyld ikke på hinanden, kunne det give ballade.«

»Ligesom dengang på Alpe d’Huez. Der så du slet ikke på mig, da vi begyndte at kommentere. Det er sikkert den største krise, vi nogensinde har haft til Tour de France. Den kunne vi slet ikke skjule.«

Mader: »Der var dårlig kemi. Det var i 1994, hvor italieneren Roberto Conti vandt etapen efter et langt og dristigt udbrud. Det var også året, hvor Marco Pantani kørte op ad Alpe d’Huez i hurtigste tid, 38 minutter. Tre år senere slog han i øvrigt sin tid med 25 sekunder på stigningens 14,5 kilometer, og rekorden står stadig. Men tilbage til vores bjergslag.«

»Det var langt henne i Touren, og vi var godt brugte på det tidspunkt. Jeg var en bølle den dag og talte brutalt uden at lade dig komme til orde i transmissionen. Når du forsøgte, var det med en skrøbelig stemme, veg og meget tynd. Jeg fortsatte bare.«

Leth: »Jeg var også meget vred.«

Mader: »Alt sammen på grund af en parkering, da vi ankom til Alpe d’Huez natten før etapen. Vi var hamrende uenige om, hvor på bjerget vi skulle parkere, og havde ophedede ordvekslinger i bilen. Du ville holde helt oppe ved hotellet i målområdet, så vi ikke skulle gå så langt, men jeg ville holde længere nede, så vi havde bedre mulighed for at komme forrest i bilkolonnen, når vi skulle væk fra bjerget næste dag.«

»Ellers kunne vi risikere at sidde fast i seks-syv timer. ”Vi kommer jo aldrig ned, hvis vi holder helt oppe ved mål, Jørgen!” Du stod fast, men jeg satte bilen, hvor jeg mente, at det var bedst, og det blev du siden meget glad for. Men de dårlige vibrationer tog vi med på kommentatorpladserne.«

Leth: »Du overtog fuldstændig fortællingen. Og jeg blev kyset væk. Når jeg ville sige noget, talte du flere gange bevidst hen over det. Jeg havde svært ved at få et ord indført. Det var ikke til at holde ud, og til sidst tænkte jeg: ”Nej, det vil jeg ikke finde mig i. Det vil jeg sgu ikke være med til.”«

»Så jeg rejste mig op, hev hovedtelefonerne af og forlod stilladset. Det var en umoden reaktion af mig. Vi var fandeme sure. Det var meget ubehageligt. Du blev ked af det, men jeg var stadig sur efter etapen.«

Mader: »Bagefter kunne jeg ikke finde dig, så jeg gik alene tilbage til hotellet, hvor vi skulle hente vores bagage. Jeg blev stående i foyeren for at vente på dig og tænkte: ”Det går ikke, det her. Nu er det for vildt. Vi er nødt til at få talt ud om det.”«

»Pludselig kom du brasende ind ad døren. Og straks du så mig, rystede du på hovedet og råbte: ”Det var mord! Mord for åben skærm. Du har slagtet mig. Jeg finder mig ikke i det!”  Så så du en tjener og råbte: ”To dobbelte gin og tonic!” Derefter kiggede du på mig og sagde: ”Sæt dig ned.” Det løsnede hele situationen. Vi smilte igen.«

Jørn Mader (th.) og Jørgen Leth i selskab med løbslederen Claude Sudre (tv.)
Jørn Mader (th.) og Jørgen Leth i selskab med løbslederen Claude Sudre (tv.) Foto: Privatfoto
Vis mere

Leth: »Vi hævede sjældent stemmerne.«

Mader: »Ah, der var vist et par gange. For eksempel da vi kørte fra Pyrenæerne til Bordeaux, 300 kilometer eller mere. Vi var helt færdige efter en bragende god bjergetape og nåede først frem til byen længe efter mørkets frembrud. Men vi anede ikke, hvor hotellet lå, og kunne ikke finde det på et kort.«

»Det var før, vi fandt på at praje en taxa og køre efter den. Så vi trillede rundt og rundt i Bordeaux. Længe. Men så fandt vi en nattevandrer, som du ville spørge om vej. Jeg trak bilen ind til fortovet, og du rullede vinduet ned og snakkede med ham. ”Hvad sagde han?” spurgte jeg. ”Det kan jeg ikke huske,” svarede du.«

»Og du havde lige rullet vinduet op! Så råbte trætte jeg: ”Nu må du kraftedeme tage dig sammen.” Der skulle meget til, før jeg tabte besindelsen, men lige der kogte det over. Det var så sindssygt, at vi brød ud i latter.«

Leth: »Hold nu kæft, mand. Der blev du tosset. Jeg synes dog, at du var i din gode ret. Det er et gennemgående træk ved dig, at du har meget stærke følelser. Men det kom oftest til udtryk som en tavs vrede, når du var pirrelig over et eller andet. Så lod du være med at tale til mig og gik ind i dig selv.«

»Det var for eksempel et drama mellem os, dengang vi fik besøg af folkene fra TV 2, der ville lave et indslag om os og filme os i forbindelse med en etape. Du var irriteret over deres tilstedeværelse. Det forstyrrede dig. Du ville ikke snakke med dem, men jeg snakkede med dem, og det gjorde det endnu værre.«

»Du sagde næsten heller ingenting til mig, men jeg kunne mærke din utilfredshed. Selvfølgelig fik vi rettet op på det hele igen, og det endte jo også smukt på hotellet, hvor du til kameraet gav dit enestående solonummer med en improviseret spurt.«

Mader: »Du sagde engang: ”Du har så meget vrede i dig, Mader.” Det tænkte jeg meget over, for inderst inde vidste jeg det jo godt. Jeg har altid haft noget trods i mig. Helt fra barndommen og teenageårene og livet igennem har jeg aldrig været plaget af det store selvværd. I mange af de første år havde jeg det bedst i alenehed. Men musikken, det at spille sammen med andre, fjernede meget af angsten og løste op for den sociale knude. Det var magi for mig.«

»Men når musikken sluttede, trak jeg mig igen ind i mig selv. Det var lidt det samme mønster, da jeg blev kommentator. Når jeg var på, var det 100 procent, men når det sluttede, listede jeg tilbage i stille. Min skrøbelighed gjorde også, at jeg reagerede voldsomt på ting, jeg syntes var urimelige. Men det var altid indadvendte reaktioner. Igen på grund af den manglende selvtillid.«

»Alt gik bedre, da jeg blev journalistelev på Fyens Stiftstidende. Især under mit fem-måneders ophold på Journalisthøjskolen i Aarhus, som var en del af læretiden. Det var damp på kedlerne i en flok, som blandt andre talte Hans Engell, Tyge Pedersen og Ruth von Sperling. Og jeg siger dig: Aarhus ryster endnu. For første gang var jeg rigtig mig selv. Jeg bestemte selv. Nu var det ikke min far, der fortalte mig, at jeg skulle være elektriker.«

»Jeg følte mig fri for første gang siden barndommen. Da jeg var fire, kom min lillebror Erik til verden. Dengang var min far på søen, som man sagde. Og da min mor arbejdede heltids hos en sagfører, gav det at få en lillebror en del pligter på sigt. Det var på med nøglen om halsen, købe ind og hente Erik fra børnehave. Så der blev mindre tid til fodbold, musikken og krongemme med pigerne.«

Leth: »Jeg kan ikke huske, at du har fortalt om det tidligere.«

Mader: »Da jeg var 14 år, gik min far, sømanden, i land. Det blev en voldsom omvæltning for mig. Alle regler blev ændret. Fra livet på havet kendte min far kun ét sprog. Og det gjorde ondt. Det var okay, at jeg spillede fodbold, men rockmusikken mødte ingen forståelse.«

»Min lillebror var spejder. Det kunne de bedre lide. Jeg var mere flagrende, hvilket gjorde dem nervøse. En aften, da jeg skulle spille med Peter Belli & The Teenbeats, fik jeg en hård besked, ja nærmest en ordre, med fra min far: ”Du er hjemme klokken 21, ellers vanker der.” Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. For det kunne jeg ikke. Vi skulle spille fra 20.30 til 22.30.«

»Da vi var færdige, fik jeg de andre i bandet til at pakke instrumenterne og spurtede hjem, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Da jeg kom halsende op ad stentrappen til vores hus, åbnede min far døren, og uden et ord pandede han mig en, så jeg trillede tilbage ned ad trappen. Det var ikke et enestående tilfælde. Jeg elskede min far højt, men i de første år, efter han gik i land, frygtede jeg ham.«

Leth: »Det var voldsomt. Traumatisk. Det giver mening, at du har båret rundt på en trodsighed.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

Mader: »Ja, al den trods. I forhold til os i Touren var den nogle gange grobund for en sær form for jalousi. Jeg følte, at jeg befandt mig i en have sammen med dig. Vores have, og jeg elskede det. Så jeg blev indimellem lidt småsur, når du var fraværende. Især umiddelbart efter etaperne, hvor jeg havde brug for at snakke om løbet og vores kommentatorarbejde. Lidt klynket måske.«

»Men vi – og især du – blev inviteret til frokoster, middage og kaffesnak og splitte mine bramsejl. Og du havde jo en lyst og en fantastisk holdbarhed i den henseende. Du sagde ja til alt. Meget af det handlede om dine gøremål uden for løbet, om bøger, film og så videre. Og i de situationer kunne jeg godt føle mig tilsidesat og trodsigt tænke, at så kunne det hele sgu også være lige meget. Meget barnagtigt.«

Leth: »Der var mange, der ville snakke med mig. Jeg havde vanskeligt ved at rive mig løs. Jeg kunne føle mig troløs, hvis jeg gik min vej, når jeg talte med kolleger fra danske aviser eller udenlandske journalister, som jeg stod med i målområdet for at lave interview. Hvor skulle jeg plante mig og min energi? Det var en svær balance.«

»Det hændte, at jeg blev hængende i samtaler, måske også for længe, men jeg var jo ikke færdig. Sådan havde jeg det. Jeg husker de følelser meget stærkt. Også dine. Jeg fornemmede godt, at du kunne føle dig overset. Så brokkede jeg mig nogle gange til mine venner: ”Satans også med Mader. Nu er han besværlig og jaloux.” Men andre gange syntes jeg, at det var hårdt af mig at efterlade dig i den tilstand.«

»Jeg kan få dårlig samvittighed over at tænke på det. For jeg ved, at jeg kan fylde meget. Og så bliver jeg irriteret på mig selv. Jeg har faktisk tænkt på det for nylig, fordi jeg lyttede til nogle podcast, hvor jeg inviterede almindelige mennesker på gåture for at tale om alt muligt.«

»Jeg synes, at jeg dominerer for meget. Der er trods alt også et andet menneske til stede, men jeg kan jo godt lide at fortælle. Jeg kan lide at have opmærksomhed og har tendens til at erobre den.«

Mader: »Det var jo heller ikke sådan, at jeg tænkte: ”Hvorfor mon de fleste vil snakke med Jørgen Leth?” Det var indlysende. Det kunne jeg sagtens forstå. Men jeg sad jo fuld af adrenalin i en stor ventesal og kunne ikke som du gå direkte fra mikrofonen og ud i en masse smalltalk. Vi havde jo lige kørt på den store klinge sammen og befandt os ofte i en rus lige efter. Og vi var jo et os. Så når du forsvandt, kunne jeg brænde helt sammen.«

»Efter timers venten kunne der godt blive lidt stille i bilen, men så faldt du som regel i søvn. Mere irritation. Så var der et par gange, hvor jeg skruede lidt op for musikken. Den lød i de situationer bedre end din snorken.«

Leth: »Noget jeg ikke kunne lide? Det er ondt.«

Mader: »Men du slog som regel bare øjnene op og spurgte: ”Hvad hører vi? Det er godt, det der.” Så var isen brudt. Og vi fortsatte med at høre James Taylor, Paul Simon, Lou Reed og så videre i den genre. Jeg troede i starten, at jeg kunne drille dig med at skifte fra jazz, men det var bestemt ikke tilfældet. Du var tilfreds med alt, så jeg lod musikken spille, og du faldt hen igen, mens jeg snoede bilen op og ned ad det ene bjerg efter det andet i den mørke nat.«

Leth: »Isen blev altid brudt på den ene eller anden måde, når vi havde været sure på hinanden. Vi skulle fortsætte samarbejdet og opnå nye ruser med cykelløbet. Vi var skidegode, selvom vi kunne have spændinger bag kulisserne.«

»Vi har faktisk ikke talt om de følelser før, selvom vi begge kan genkende dem nu. Det var en skjult ting, som forblev usagt mellem os. Jeg må indrømme, at jeg kunne blive vred, når du også ville være digteren som kommentator. Du ønskede dig sikkert samme frihed som mig.«

Jørgen Leth og Jørn Mader (th.)
Jørgen Leth og Jørn Mader (th.) Foto: Privatfoto
Vis mere

Mader: »Det har du aldrig sagt til mig. Men andre har. Og det kan jeg huske, at vi ikke kunne forstå. Jeg havde jo rigelig med frihed i sproget, som jeg så brugte til mere eller mindre muntre bemærkninger. Jeg har altid set op til dig som skribent og digter. Det var jo det, det hele handlede om, da jeg valgte dig som medkommentator.«

»Så hvorfor ødelægge den finhed, som netop blev understreget af vores forskellighed, med søgte efterligninger? Men selvfølgelig blev jeg inspireret. Det gjorde alle, der lyttede til dig. Og det løftede jo os begge.«

Leth: »Det var et makkerskab. Det meste af tiden komplementerede vi hinanden. Det synes jeg, trods alt, er bundlinjen i det. Vi ville hver især udfylde vores roller så godt som overhovedet muligt. Vi var helt utroligt ambitiøse omkring vores opgave som kommentatorer. Så kan man ikke undgå, at det slår gnister, men vi følte os tæt knyttet på en meget speciel måde.«

»Det er blevet skrevet, at vi var ”uløseligt forbundet”. Da jeg læste artiklen, kunne jeg godt se meningen. Der er noget om det. Jeg har tænkt på det siden. Jeg har ikke forstand på stjernetegn, men man siger jo, at det hænger sammen. Du er også tvilling, ikke?«

Mader: »Jo.«

Leth: »Vi kunne hele tiden mærke, hvad hinanden følte. Og det kunne også være en belastning. Hvis du ikke havde det godt, så vidste jeg det. Og jeg kunne tænke, at det var min skyld. Eller jeg kunne tænke, at det var urimeligt, at du havde det sådan. Men vi var ikke særlig gode til at få det sagt til hinanden. Det kunne skabe de tavse rum mellem os, hvor spændingen bare blev hængende i luften.«

Mader: »Det skyldtes, at vi er sensible. Når spændingen blev opløst, var alting springgodt igen.«

Leth: »Vi er ekstremt følsomme. Det kan være svært for andre at forstå den form for sensibilitet. Det virker sikkert mærkeligt. Men de mindste mislyde kan vokse sig store for sådan nogle som os. Det var da klart en udfordring, når vi rejste til Tour de France. Det kunne også komme til udtryk på hviledage.«

Mader: »Jeg synes, at det er enkelt.«

Leth: »Så fortæl din version.«

Mader: »Det var din dag.«

Leth: »Mener du det?«

Mader: »Du havde travlt med aftaler. Jeg brugte hviledagene til at ommøblere mine ting og sager.«

Leth: »Det er da også et ædelt projekt.«

Mader: »Ellers havde jeg slæbt mig ihjel. Væk med alt det, der ikke kunne bruges efter den første eller anden uge af Touren. Få orden i tingene. Jeg var praktisk orienteret, men du var også opmærksom på at komme til pressemøder og snakke med ryttere. Der var du pligttro, men jeg syntes måske, at det var ligegyldigt.«

»Holdene og rytterne sagde jo ingenting på de pressemøder. Vi fik mere information ud af dem ved at ringe selv eller gå en tur med dem. Jeg syntes, at vi havde brug for at slappe af og være mere alene sammen på hviledagen. Få snakket uden al den stress og støj.«

Jørgen Leth og Jørn Mader i kommentatorboksen
Jørgen Leth og Jørn Mader i kommentatorboksen Foto: Privatfoto
Vis mere

Leth: »Ja, set i bakspejlet var det en dum prioritering. Der er jo et eller andet galt med, at man skal arbejde på hviledagen. Men jeg kan også huske, at jeg kunne være bekymret for, hvordan den dag ville blive sammen med dig. Nogle gange kunne jeg føle, at du kørte dig selv ned i et hul.«

Mader: »Fordi jeg havde fået vin aftenen før? Jeg husker nu kun én gang, hvor det var slemt. Og af alle steder i Frankrig skete det i Lourdes.«

Leth: »Vi hadede byen, der er pilgrimsmål for hundredtusindvis af syge mennesker hvert eneste år, fordi den katolske kirke har gjort den verdenskendt for mirakuløse helbredelser. Det er et fromt og frygteligt sted. Et hospital under åben himmel.«

Mader: »Tusinder af syge mennesker søgte også den dag helbredelse i den hellige Massabielle-grotte. Det regnede tungt, og alt var meget deprimerende. Indtil jeg bestilte en flaske hvidvin til sorteringsarbejdet. Få minutter senere stod en nonne i døren med min yndlingsvin, De Ladoucette. At få så fremragende en Loire-vin i Lourdes, det var også et mirakel. Så jeg bestilte én til, og du kom.«

Leth: »Vi tog ud og spiste i byen. Jeg kom også i stemning, men alting lukkede tidligt i den franske provins. Så vi endte tilbage på hotellet. Jeg var drevet af at styre uden om mit værelse, for ellers kunne det blive svært at komme i seng. Det var bedre at komme ind på dit værelse, som jeg kunne forlade.«

»Jeg tænkte: ”Vi smager lige en flaske vin eller to, men så går jeg også.” Vi snakkede godt, og timerne gik. Men klokken tre om natten sagde jeg: ”Nå, Jørn. Nu forlader jeg dig. Jeg skal sove.” Det ville du slet ikke høre tale om.«

»”Du må ikke forlade mig. Det kan du ikke være bekendt. Hvis du går, så begynder jeg at ringe til dine venner.” Jeg sagde godnat og tænkte, at det bare var vrøvl. Næste dag fik jeg opkald fra flere venner, som du havde ringet til om natten: ”Hvad er det, der foregår?” spurgte de.«

Mader: »Jeg ringede jo ikke til nogen, jeg ikke kendte. Kun til dem, vi af og til talte med fra bilen for at høre, hvad de mente om dagens etape.«

Leth: »Vi skulle lige ælte os i deres ord. Det betød meget for os at vide, at vi havde været gode eller at få deres opbakning, hvis vi oplevede vanskeligheder eller fik kritik under løbet. Det virkede måske latterligt for andre i branchen, men det syntes vi ikke. Det var igen vores store følsomhed.«

Mader: »Hvis man lige ser bort fra vores forskellige syn på mine opkald i Lourdes, så synes jeg faktisk, at det var en af de bedre aftener. Men også en af de få med mere end en halv flaske vin. Det hørte trods alt til sjældenhederne.«

Leth: »Ja, det er en vigtig pointe. Vi holdt os i konsekvent i skindet, men aftenen før en hviledag var det muligt at drikke mere end et par glas vin til maden. Så kunne dine grænser godt forsvinde.«

Mader: »Kun mine? Jeg synes også, at jeg kan huske en aften, hvor dine grænser forsvandt. Du endte med at tale fuldstændig sort og nægtede at gå i seng. Og blev ved med at vrøvle om en kvinde, du var forelsket i.«

Leth: »Det er sandt. Jeg ved heller ikke lige, hvor jeg ville hen i den situation. Jeg talte i tåger.«

Mader: »Vi kan vist godt blive enige om, at vi har oplevet lidt af hvert sammen.«

Leth: »Jo.«

Mader: »Og langt det meste kunne vi heldigvis grine ad bagefter.«

Leth: »Det er okay med nogle skæverter, når det hele ender i kærlighed.«