Internettet gløder: Billedet af to danske stjerner går viralt
Et særligt foto blev delt onsdag aften – og nu går det helt amok på sociale medier.

Et særligt foto blev delt onsdag aften – og nu går det helt amok på sociale medier.


Et særligt billede af to danske drenge går i øjeblikket viralt på sociale medier.
På fotografiet, der får nettet til at gløde, ser man to unge drenge ligge i en køjeseng.
Den ene i en lyseblå T-shirt, og den anden med sit karakteristiske, lyse hår.
Billedet er taget i Belgien på en cykelrejse med Thy Cykle Ring i 2008.
I dag er de blevet superstjerner og tager Giro d'Italia med storm.
Der er selvfølgelig tale om Jonas Vingegaard og Michael Valgren.

Tusindvis har liket, kommenteret og tabt kæben over billedet af de to danskere, der nu har vundet fem etaper tilsammen i årets Giro.
»Billedet er taget i 2008, hvor de hygger om aftenen og lå i køjen og spiller computer,« fortæller formand i Thy Cykle Ring, Ole Iversen, til B.T.
På det tidspunkt var Michael Valgren 16 år gammel. Jonas Vingegaard var 11.
Cykelklubben var på tur for at se nogle af de ikoniske, belgiske stigninger. På billedet herover er de på Bosberg-stigningen.
»De faldt nemt ind i det sociale liv i klubben. Jonas var lidt mere tilbageholdende og stille i sin tilgang og et blankt papir, da han kom. Han var meget ung,« siger Ole Iversen og sætter ord på de to rytteres forhold dengang.
»Michael blev et af hans forbilleder og en rollemodel for ham. Vi havde ikke ret mange børneryttere dengang, der var seriøse med deres sport. Men det var Michael.«
»Jonas så jo bogstaveligt op til andre ryttere. Han lyttede til, hvad de sagde og så på, hvad de gjorde. Når nogen fra klubben vandt, sugede han til sig.«
»Michael var måske den, der viste mest power som ungdomsrytter. Jonas famlede sig mere frem. Han var meget spinkel og lille af sin størrelse. Det er jo så blevet hans styrke sidenhen. At han har poweren og størrelsen til at trykke mange watt pr. kilo.«

Onsdag tog Michael Valgren karrierens nok smukkeste sejr, da han vandt sin første grand tour-etape i Giro d'Italia.
Den kommer fire år efter et frygteligt styrt, der nærmest gjorde ham til cykelpensionist.
Valgren brød også ud i tårer, da sejren var i hus.
Og hos Ole Iversen var glæden også enorm, afslører han.

»Både min kone og jeg har været med hele vejen igennem, og vi blev virkelig rørt, da Michael vandt. Den Pokémon-plade, han jublede med, gjorde også det hele sentimentalt,« fortæller han.
»Den er et udtryk for, hvad han har været igennem. Det var det, alle håbede på og en kæmpe, kæmpe oplevelse.«
Michael Valgren har stadig sin gang i Thy Cykle Ring, hvor han ofte træner med.
Danmark har nu vundet fem etaper i årets Giro og en mand i den lyserøde førertrøje – og de har altså begge rundet cykelklubben.
»Det er en uendelig god følelse. De har vist efterhånden, at de er dygtige, og det ikke bare har været en enkelt sejr. Det er ikke blevet dagligdag for os, men det er jo en solid og ærlig levering fra de to,« siger Ole Iversen i bedste jyske facon.
»Det kan være tilfældighedernes spil, at der kommer to så dygtige, og det er det nok også lidt. Men vi er pissestolte af det.«