Vi har lige været vidne til en af de smukkeste, danske cykelfortællinger i nyere tid.

Her får du B.T.s dom fra 17. etape af Giro d'Italia, der blev vundet af Michael Valgren.

Wow, for et sus.

Neglene er væk, øjnene er våde og følelserne på overarbejde efter den perfekte etape, Michael Valgren satte sammen. Det var verdensklasse.

Med iver, flid, kløgt og timing som Anders Matthesen leverede han et modigt løb, og belønningen er den største, han kan ønske sig.

Det er helt ufatteligt, at det lykkedes ham at vinde sin grand tour-etapesejr i årets Giro d'Italia. Mange, rigtig mange, havde afskrevet ham for længst efter det uhyggelige styrt i 2022.

Glædestårerne må flyde hjemme i Thy – endda få måneder, efter han er blevet far for tredje gang. Et decideret mirakel.

Michael Valgren fejrer sejren i ensom majestæt efter en perfekt etape.
Michael Valgren fejrer sejren i ensom majestæt efter en perfekt etape. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix

En genfødsel. Vi troede, det var umuligt. Men det skete. Og så endda efter et uudholdeligt drama.

Fire år efter et styrt, der virkede til at aflive hans karriere på øverste niveau, lykkedes det Michael Valgren at opfylde en af sine største drømme.

Det har været imod alle odds med en krop, der var knust og ikke egnede sig til mere cykelsport på øverste niveau. 

Men han troede på det, og hvis nogen har fortjent det her, så er det 34-årige Michael Valgren.

På så mange måder en karrieredefinerende sejr, der slår det fast én gang for alle: det var blodet, svedet og tårerne værd.

1. Michael Valgren – EF Education EasyPost
2. Andreas Leknessund – Uno-X Mobility +0:03
3. Damiano Caruso – Bahrain-Victorious +0:06
4. Aleksandr Vlasov – Red Bull-Bora-hansgrohe ''
5. Einer Rubio – Movistar Team ''
6. Igor Arrieta – UAE Team Emirates-XRG +0:14
7. Gianmarco Garofoli – Soudal Quick-Step +0:52
8. David de la Cruz – Pinarello Q36.5 +1:08
9. Jhonatan Narvaez – UAE Team Emirates-XRG +1:44
10. Mark Donovan – Pinarello Q36.5 ''