Rørt dansk etapevinder takker familien efter Giro-triumf
Michael Valgren havde en Pokémon-perleplade fra sine børn med sig, da han vandt 17. etape af Giro d'Italia.

Michael Valgren havde en Pokémon-perleplade fra sine børn med sig, da han vandt 17. etape af Giro d'Italia.

Michael Valgren sendte en stor tak hjem til familien, efter at han onsdag triumferede på 17. etape af Giro d'Italia.
Da den 34-årige dansker kørte over målstregen, hev han en perleplade frem, som han søn havde lavet til ham. Den forestiller en såkaldt "pokéball" fra Pokémon.
Han havde haft den med et par gange tidligere for at bringe held og lykke, og med den på sig tog han sin første sejr i en grand tour.
Efter etapesejren var det også familien derhjemme, der fyldte mest for Valgren.
- Jeg ved, hvor hårdt det er at være hjemme for Sissel med tre børn, mens jeg render rundt her i Italien, hvor jeg får vasket tøj og får lavet mad. Når jeg kan give noget tilbage, så er det det hele værd, siger han til Eurosport.
Sejren kom efter en perfekt timet finale på en etape med mere end 200 kilometer, hvor der var et intenst og hårdt forfølgelsesløb blandt de forreste ryttere.
De sidste kilometer gjorde også virkelig ondt på EF-rytteren, men Valgren kæmpede videre og tog sin tiende sejr i karrieren.
Han vandt tidligere i år i Tirreno-Adriatico, og det var hans første sejr siden 2021. I 2022 pådrog han sig en alvorlig skade, og med Giro-sejren har han for alvor fået sin genoprejsning.
Efter etapen blev Valgren rørt og sendte endnu en hilsen hjem til familien.
- Jeg vil bare gerne sige tak, fordi de altid er der for mig og bakker mig op i det, jeg går og laver. Forhåbentlig kan jeg gøre dem stolte, siger han med tårer i øjnene til Eurosport.
Valgrens triumf var den femte danske etapesejr i årets Giro. Jonas Vingegaard (Visma), der fører løbet samlet, har vundet fire.
/ritzau/