Årets udgave af Giro d'Italia har taget en vanvittig udvikling, da et enormt coronakaos blev afsløret tirsdag morgen.

Et helt hold må trække sig fra løbet, mens to ryttere er testet positive for corona-virus. Den ene af dem var blandt Jakob Fuglsangs allerstørste konkurrenter til den samlede sejr.

Hollænderen Steven Kruijswijk fra Jumbo-Visma trækker sig fra løbet, mens også den australske stjerne Michael Matthews er smittet. Men den vildeste nyhed er nok, at hele Mitchelton-Scott må trække sig, da smitten har bredt sig på de indre linjer.

Meldingen om de positive tests skriver RCS og UCI i en pressemeddelelse, mens Mitchelton-Scott selv har været ude at annoncere, at man trækker sig fra årets Giro.

En af de helt store forhåndsfavoritter, Steven Kruijswijk fra Jumbo-Visma, udgår af Giro d'Italia.
En af de helt store forhåndsfavoritter, Steven Kruijswijk fra Jumbo-Visma, udgår af Giro d'Italia. Foto: DARIO BELINGHERI
Vis mere

Det skyldes, at fire fra holdets stab har afleveret en positiv coronatest.

I løbet af søndag aften og hviledagen mandag er feltets ryttere samt holdenes stabsmedlemmer blevet coronatestet, og resultatet vækker enorm bekymring.

Her blev det også afsløret, at to stabsmedlemmer - en person fra Team Ineos og en anden fra AG2R-La Mondiale - er smittet.

Senere tirsdag melder Team Sunweb, at den australske stjernerytter Michael Matthews også er smittet.

»Efter at have gennemgået en test på Giroens hviledag, er Michael Matthews blevet testet positiv for covid-19. Han har ingen symptomer og følte sig rask, da han fik testsvaret. Han er nu i karantæne.«

Corona-virussens tag på Giro d'Italia tager langsomt, men sikkert til, få dage efter forhåndsfavoritten Simon Yates måtte udgå, fordi han blev testet positiv for virussen.

Tidligere har Jakob Fuglsang fortalt til B.T., at han var nervøs for, om feltet ville nå hele vejen til mål i Milano. Det kan du læse mere om her.

Man tør næsten ikke tænke på, hvordan det kommer til at forløbe efter næste hviledag på mandag, når feltet endnu en gang skal testes. Hvis altså løbet når så langt.