For mange mennesker er lyden af Jørgen Leth direkte forenelig med lyden af Tour de France.
Den 81-årige kommentator har i en årrække været en del af TV2's dækning af de mytiske cykelløb. Men i år er det slut.
TV2 har torsdag offentliggjort, at de og Jørgen Leth ikke har kunnet nå til enighed om Leths rolle i dækningen af cykelløbet. Derfor skilles de i år.
Det har fået danskerne til tasterne, og langt størstedelen er triste og vrede over, at Jørgen Leth ikke mere skal være med på tv.
På TV2 Sports Facebook-side er der strømmet hundredvis af kommetarer ind allerede. Her følger et udsnit.
'Bliver aldrig det samme uden Jørgen. Sorry, men det gør det bare ikke. Han vil blive savnet.'
'Nu skal jeg ikke se et eneste sekund af Touren i år.'
'Vi vil have Leth tilbage på de franske landeveje!'
'Tag jer sammen. Leth skal være med, om så han skal skubbes i kørestol hele tiden.'
'Ingen Leth, ingen Tour.'
'Det kommer til at koste seere, det der, mange seere! Dumt TV2'
'KÆMPE KATASTROFE!'
B.T. har torsdag lavet et større interview med Jørgen Leth om hans farvel til TV2. Læs mere her.
Jørgen Leth dækkede Tour de France med Jørn Mader gennem 90'erne, indtil Mader blev fyret fra stationen i 2003.
Leth selv blev fyret i 2005 som følge af selvbiografien 'Det uperfekte menneske', der mødte stor kritik for passager, det omhandlede et forhold til 'kokkens datter'. Han blev genansat til Touren 2009.

TV2 har i sin forklaring af bruddet med Jørgen Leth fortalt, at de i år ønskede at tilknytte Jørgen Leth til stationens studie i Odense, hvor han vil kunne byde ind i studieproduktionerne og undervejs i etaperne.
Jørgen Leth har ikke ønsket at være i Odense, men i Frankrig, forklarer han på sin Facebook-side.
Allerede ved Tour de France sidste år fik Jørgen Leth en anderledes rolle, hvor han blev placeret uden for kommentatorboksen i Frankrig og bød ind med anekdoter og analyser undervejs.
Derfor var hans rolle sidste år ikke i samme omfang som tidligere, hvilket dengang også ledte til utilfredshed blandt danskerne.
