Lyt til artiklen

Danskerne har i 26 år været vant til at høre Jørgen Leths stemme fra kommentatorboksen i forbindelse med verdens største cykelløb. Men sådan har det ikke været i år i TV2s dækning af Tour de France.

81-årige Jørgen Leth har på grund af sin høje alder fået sin egen live-position, adskilt fra de andre kommentatorer, hvor han har bidraget med sin viden om kultur og historie – både om Frankrig og om cykelsport. Det har givet stor kritik fra folk, der savner den mere fremtrædende rolle, som Jørgen Leth har haft i flere år. Hos TV 2 har de bemærket kritikken.

»Vi har fra den ene yderlighed til den anden. Men jeg er positivt overrasket over, at der er en høj grad af forståelse for, at Jørgen Leth, sagt humoristisk, ikke er 70 år gammel længere,« siger chefredaktør på TV2 SPORT John Jäger og fortsætter:

»Der er grænser for, hvad vi kan udsætte ham for i den alder. Så er det bedre, at vi doserer sådan, at vi bruger ham, når han er bedst, og vi sørger for, at han er toppen, når han er på. Men vi kan ikke bede en mand på over 80 år om at arbejde 15-17 timer om dagen.«

Vil dø i boksen

Jørgens Leths passion for cykelsport og for at dække Tour de France er åbenlys. Tidligere har han selv gjort det klart, at han først forlader kommentatorboksen, når han falder om.

Dog er det John Jägers indtryk, at Jørgen Leth selv er fint tilfreds med den nye ordning.

»Alle de gange, jeg har talt med Jørgen om det nye setup, så har han givet udtryk for, at han er rigtig glad for, at vi er landet på et setup, hvor han stadig kan bidrage, selv om han har nået den alder, han har. Jeg har på intet tidspunkt hørt ham give udtryk for noget andet. Alle journalister, kommentatorer og eksperter har jo ligesom chefredaktører gode og dårlige dage. Det går jeg også ud fra er tilfældet med Jørgen. Både fagligt og menneskeligt er han glad for, at vi har kunnet lande på den her ordning,« fortæller John Jäger

Når det kommer til spørgsmålet om, hvor længe TV2 vil fortsætte med Jørgen Leth som en del af deres Tour de France-dækning, kan chefredaktøren ikke stille garantier. Men foreløbig er der godt nyt til fans af den 81-årige kommentator.

»Selvfølgelig er vi nødt til at føle os frem i forhold til brugen af ham. Men Jørgen Leth har meget at give til Touren. Jeg har ikke haft nogen MUS-samtaler med ham, hvor jeg har spurgt ham til, hvor han ser sig selv om 10 år. Jeg vil sige, at jeg har et ønske om, at han holder sig i topform så længe som overhovedet muligt. Så længe han er i topform og bidrager så meget til Touren, som han nu gør, så kan jeg love, at det er vores ønske, at han er med til at sørge for, at Tour de France er fedt at se på og lytte til.«

Husk, at du tirsdag skal følge med i den første af de store bjergetaper i årets Tour de France. Hvor gør du det? Lige her på B.T. Sport.

B.T. Sport skrev tidligere, at Jørgen Leth har kommenteret Tour de France i 34 år. Dette er forkert. Han har kommenteret Tour de France 26 gange (1990-2005 + 2009-2018), mens han i alt har dækket 34 Tour de France. Vi beklager fejlen.