Jørgen Leth er efterhånden fast inventar i TV 2's Tour de France-dækning. Men sådan bliver det ikke i 2019.

Torsdag meddelte TV 2, at de og Jørgen Leth ikke har kunnet nå til enighed.

På Facebook har Jørgen Leth efterfølgende sendt en personlig hilsen til de mange Tour-fans, der har fulgt med i løbet af årerne.

'Til mine trofaste fans,' indleder han og fortsætter:

'Når Tour de France ruller over skærmen til sommer, bliver det uden min stemme og tilstedeværelse som guide igennem landskabet.'

'For mig er selve essensen af arbejdet som Tour de France-kommentator, at være i Frankrig hvor det sker, og jeg så frem til at være med igen i år og langt ud i fremtiden. En vision jeg indtil for nylig delte med TV 2.'

'Jeg ville gerne have fortsat. Ingen tvivl om det. Men jeg bestemmer ikke hvad de bestemmer i Odense.'

'Tak, fordi i har fulgt med og støttet jeres trofaste kommentator gennem de mange herlige år. Jeg håber at i også i år tager tiden til at nyde det spektakulære løb.'

Jørgen Leth i og omkring Kongens Have den 4. april 2019.
Jørgen Leth i og omkring Kongens Have den 4. april 2019. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

'Jeg kommer til at følge med alligevel. Jeg vil sidde og kommentere et sted i skyggen. For mig selv og mine. Måske med et glas god vin og noget ost. Legal doping,' afslutter Jørgen Leth opslaget med.

Jørgen Leth og TV2 går hver sine veje, fordi de ikke kunne blive enige om, hvilken rolle Jørgen Leth skulle have under dækningen af Tour de France 2019. Det fortæller TV 2s sportschef Frederik Lauesen til B.T.

»Vi havde virkelig håbet, vi kunne blive enige med ham. Jørgen ville rigtig gerne være i Frankrig, hvilket er forståeligt nok, men det var ikke det ønske, vi havde.«

Jørgen Leth vendte i 2009 tilbage til TV 2's dækning af Tour de France, efter han blev fyret i 2005 som følge af sin kontroversielle bog 'Det uperfekte menneske'.