Tour de France uden Jørgen Leth bliver noget helt anderledes.

For det er en mand, som de fleste nok forbinder med det berømte cykelløb.

»Jeg tror, mange seere - og jeg selv som barn - er vokset op med hans stemme. Jeg har også selv nydt at være kollega med ham de sidste par år. Det har været en vild oplevelse for mig, der også så meget op til Jørgen,« siger Chris Anker Sørensen til B.T.

I år skal den 81-årige kommentator dog ikke med. Han har takket nej til et udspil, der lød, at han skulle dække cykelløbet fra Odense, og det gør da også, at årets løb bliver en smule anderledes.

Chris Anker Sørensen kommenterer selv Tour de France for TV 2.
Chris Anker Sørensen kommenterer selv Tour de France for TV 2. Nils Meilvang

»Det er helt klart en speciel oplevelse, men når det er sagt, kan jeg også fornemme, der har været en god dialog mellem cheferne og Jørgen, og så er de blevet enige om, det skulle være uden Jørgen,« siger Chris Anker Sørensen, der selv er kommentator på cykelløbet for TV 2.

Han fik selv nyheden kort før, det blev meldt officielt ud. Og adspurgt hvad den bedste anekdote han har hørt fra Jørgen Leth er, han han svært ved at nævne en.

Ikke fordi, de ikke er der. For det er de bestemt.

»Det er svært at sige. Der er så mange. Det er svært at udpege bare en enkelt. Jørgen har betydet sindssygt meget for cykelsporten og cykelinteressen i Danmark,« siger Chris Anker Sørensen og fortsætter:

»Bjarne Riis og alle de andre koryfæer skylder også Jørgen meget, for uden ham var der helt sikkert ikke kommet den cykelinteresse, der er i Danmark. Jeg synes, han med rette er blevet hyldet mange gange, og han bliver det nok også fortsat. Man kan også se på pressemeddelelsen, at cheferne også holder sindssygt meget af Jørgen, og det er også et menneske, der er svært ikke at hold af,« siger Chris Anker Sørensen.

Selom det måske bliver specielt for seerne at skulle undvære den stemme, de har været vant til i mange år, skal de ikke være bekymrede, lyder det fra Chris Anker Sørensen.

For sammen med resten af Tour-holdet - der udover ham selv inkluderer Rasmus Staghøj, Rolf Sørensen, Dennis Ritter og Brian Nygaard - vil han gøre alt for at lave en stærk dækning.

»Vi er mange andre gode folk, der nok skal få dem igennem Touren rigtig fint, så de skal ikke være så nervøse for det,« siger Chris Anker Sørensen.