Lyt til artiklen

Kirkeklokkerne ringede lørdag i dansk cykelsport.

For her blev stjerneparret 22-årige Emma Norsgaard Jørgensen og 22-årige Mikkel Bjerg nemlig gift efter mere end tre års forlovelse.

Det afslører førstnævntes storebror, Mathias, i et opslag på Instagram, hvor han har delt et billede af sig selv sammen med sin søster i brudekjolen.

I opslaget har Movistar-rytteren ligeledes nævnt det lykkelige brudepar samt datoen (lørdag, red.) for den store dag.

Og tager man et hurtigt kig rundt på de sociale medier, afsløres det hurtigt, at der var flere prominente cykelnavne med til brylluppet, der blev fejret på Hindsgavl Slot på Fyn.

Blandt andet var den tidligere Lotto Soudal-rytter Rasmus Byriel Iversen en del af festlighederne, og den tidligere sølv- og bronzevinder ved VM Matti Breschel var også at finde på gæstelisten.

Sidstnævnte indtog blandt andet rollen som dj til festen, hvis man skal tro det opslag på Instagram, som Rasmus Byriel Iversen efterfølgende har delt fra festen.

Det var i april 2018, Emma Norsgaard Jørgensen og Mikkel Bjerg blev forlovet.

Siden da er førstnævnte gået i sin storebrors fodspor ved også at skrive kontrakt med spanske Movistar.

Samtidig er Mikkel Bjerg, der tidligere har vundet VM i enkeltstart i U23-klassen hele tre år i træk, på kontrakt med det arabiske storhold UAE Team Emirates.