De danske sejre bliver bare ved og ved og ved – og mandag leverede en World Tour-debutant en stor sensation.

Unge Andreas Kron sørgede således for en vaskeægte drømmestart på livet som cykelrytter på højeste niveau.

Det danske kæmpetalent, som kører for Lotto-Soudal, vandt i en hektisk finale 1. etape af World Tour-løbet Volta a Catalunya.

Samtidig overtager den 22-årige dansker førertrøjen i det store etapeløb.

»Det er fantastisk. Det er mit første World Tour-løb. Vi kørte fantastisk som hold i dag,« siger Kron efter sejren.

Kron udnyttede sammen med Lennard Kämna, Luis León Sánchez og Rémy Rochas, at tempoet i feltet var lavt efter nedkørslen fra dagens store stigning, og stak afsted med cirka 25 kilometer til mål.

Kvartetten øgede langsomt afstanden, og til sidst stod det altså klart, at de fire udbrydere i front ville komme til at kæmpe om sejren.

Feltet var ganske vist vågnet op og kunne da også anes i det fjerne, da spurten blev indledt. Andreas Kron sad bagest, da det gik i løs, men gav altså dem alle baghjul og kom først over stregen.

Andreas Kron slog den stærke Astana-rytter Luis Leon Sanchez på stregen og sikrede karrierens vildeste sejr.
Andreas Kron slog den stærke Astana-rytter Luis Leon Sanchez på stregen og sikrede karrierens vildeste sejr. JOSEP LAGO

Danskeren slog den stærke Astana-rytter Luis León Sánchez på stregen.

Også Alexander Kamp og Michael Valgren viste storform og kørte sig begge i top-10 i det stærkt besatte felt.

22-årige Kron er i gang med sin første sæson hos Lotto-Soudal, der er en del af World Touren, cykelsportens højeste niveau. De seneste fire år har han kørt for det danske hold Riwal.

Med triumfen bygger Andreas Kron videre på en fantastisk begyndelse på 2021-sæsonen for de danske drenge.

I sidste uge tog Mads Würtz Schmidt karrierens største sejr i Tirreno-Adriatico, og dagen før sejrede Magnus Cort i Paris-Nice.

Også eksverdensmester Mads Pedersen tog tidligere på året en World Tour-sejr ved Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Mandagens sejr er Krons anden på professionelt niveau, men altså den første i et World Tour-løb.

Hans første sejr kom i september sidste år, da han vandt en etape i Luxembourg Rundt.

Volta a Catalunya består af syv etaper og slutter i Barcelona på søndag.