Et moderne tvist og en afstikker fra nationalfarverne.

Da den nye landsholdstrøje mandag blev offentliggjort, var der flere overraskelser, men specielt én ting fangede mange undrende danskeres blikke.

Den rødhvide trøje har nemlig fået sig et par blå striber – og det er der en god grund til.

»De færreste vil nok sige, at blå er en del af vores landsholdstrøjer. Men allerede på de forrige trøjer til VM i 2018, og i 1984, '86 og '92 var der blåt at finde på landsholdstrøjen,« siger Hummels marketingmanager, Morten Lund, til B.T. og fortsætter:

»Den blå farve er reference til et fagbrug. Det er fra de kongelige farver og de danske garder. Og så er det bare en god kontrast til rød og hvid.«

Inspirationen til den nye landsholdstrøje kommer fra den ikoniske trøje fra EM i 1984 med de hvide ærmer, der blev båret af landsholdslegender som Frank Arnesen, Michael Laudrup og Preben Elkjær.

DBUs nye landsholdstrøje bliver derfor et mix af nostalgi og et moderne tvist. Den har et særdeles rytmisk element, fra da Danmark 7. juni 2019 hjemme mødte Irland i et fyldt Parken. Her blev nationalmelodien optaget, og lydbølgerne fra fansenes sang er nu syet ind i Hummels helt nye EM-trøje.

»Ideen opstod for lang tid siden, men covid-19 gjorde, at vi var nødt til at vente med at offentliggøre det. Det er et forsøg på at inddrage fansene, og så har det jo lidt tilfældigt vist sig, at det er noget af det, vi higer mest efter i denne tid: at stå skulder mod skulder på et fyldt nationalstadion.«

»Og professionelle lydfolk stod bag optagelserne, som nok er den bedste optagelse af nationalsangen i Parken nogensinde,« siger Morten Lund

Som en lille gimmick til de danske fans er optagelsen nu blevet udgivet på musiktjenesten Spotify, så alle de danske roligans kan mindes de mere end 34.000 fans, der alle stolt sang med på 'Der er et yndigt land'.

Morten Lund håber samtidig, at den nye landsholdstrøje bliver taget godt imod af dem, den er tiltænkt til.

»Den er lavet til de danske fans, der nu også selv en del af den rødhvide landsholdstrøje.«