Danmarks VM-kampagne gik for alvor i gang mandag, da landsholdet mødtes for første gang inden kvalifikationen til turneringen i Qatar om halvandet år.

Et land, som har over 6.500 døde arbejdere i byggesektoren i de seneste 10 år, og som åbenlyst ser stort på menneskerettigheder.

Allerede inden første skridt til VM er taget, kom landstræner Kasper Hjulmand i noget af et uvejr på især de sociale medier i forbindelse med et interview i Tipsbladet, hvor han netop tog stilling til forholdene i den kommende værtsnation.

Kasper Hjulmand fortalte her, at han anerkender problematikkerne i et land som Qatar og ikke er blind for dem, og han vil også debattere og belyse det, men han mener, at det er urimeligt, at det er fodboldspillere som dem på landsholdet, der skal bære ansvaret for en eventuel dansk deltagelse i Qatar.

Kasper Hjulmand mødte pressen mandag.
Kasper Hjulmand mødte pressen mandag. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samtidig satte Kasper Hjulmand spørgsmålstegn ved, hvorfor fokusset ikke lige så vel er på store danske virksomheder, der laver forretninger i eksempelvis Saudi-Arabien, eller Caroline Wozniacki, der har spillet masser af kampe i Qatar.

Mandag formiddag uddybede Hjulmand sit syn på det hele, og han understreger, at Caroline Wozniacki blot blev brugt som et eksempel, og i samme moment slår han på det kraftigste fast, at han på ingen måde giver noget for de ytringer, der bliver udtrykt på sociale medier, ligesom han ikke mener, at medier som B.T. bør lave journalistik på baggrund af det.

»Det er problemet med jer, de etablerede medier. At I mener, at de sociale medier er virkeligheden. Jeg har efterhånden et problem med, at en ting er, hvad folk skriver på de sociale medier, men jeg synes, at det er et større problem, når etablerede medier bruger det som en virkelighed. Og jeg synes, at der er en træls tendens til, at det bliver skabt til virkelighed, når man refererer til sociale medier,« siger Kasper Hjulmand.

Men det er jo en ventil?

»Det er jo også der, at det bliver drejet til, at jeg lige pludselig er imod Wozniacki. Det er ikke det, jeg siger. Jeg kender hende for øvrigt og har skrevet sammen med hende. Det har ikke en skid at gøre med Wozniacki, men man kan ikke sige noget mere, uden at den lige bliver drejet.«

»Og jeg har et problem med, at det, folk mener på sociale medier, bliver taget som en reference og bliver en virkelighed. Det synes jeg, at man skal passe på med i denne debat, specielt når det er så ømtåleligt og nuanceret som det her. Og det er svært. Jeg er stadig i tvivl. Jeg forholder mig retten til at gå ind i det med åbne øjne, og det gør spillerne i øvrigt også. Men pas på med at gøre det til noget sort og hvidt og dømme folk på noget, der er så besværligt. Og pas på med at bruge sociale medier som noget, der er virkeligheden. Det er det ikke.«

Det er vel en del af virkeligheden, der sidder jo rigtige mennesker og mener de her ting?

»Nej, det er det ikke. Så lad os tage debatten på en anden måde, end det folk kaster op i et tastatur en gang imellem. Og jeg mener, det er helt rigtigt, at vi begynder at finde ud af, og det er ikke kun i fodbold, også i politik og alle mulige andre ting, at vi passer på med at tage de sociale medier for en virkelighed og træffe beslutninger og lave journalistik ud fra det. Jeg er helt med på, at vi skal have en åben debat, men vi skal virkelig passe på med, at det ikke bliver for unuanceret. For denne her er en svær én,« forklarer han og uddyber, hvorfor han synes det:

»Jeg har sagt hele vejen igennem, at jeg synes, den er svær. Og jeg forbeholder mig retten til at være i tvivl. Jeg prøver, hvad jeg kan, for at holde øjnene åbne. Der er ikke nogen endnu – selv dem, der lever af at fremme menneskerettigheder i verden – som siger, det er en mulighed, at vi skal boykotte. Så det, jeg har svaret, er, om jeg var overrasket over noget. Og det, jeg kan sige, er, at jeg er overrasket over, er, at jeg synes, det i hvert fald er forkert, at spillerne og jeg skal være dem, som skal stå forrest på vegne af hele Danmarks vegne i forhold til en boykot et sted.«

»Jeg kan sige, at jeg ikke ved nok om det. Jeg kan ikke se på verdenskortet og sige, at der kan vi tage til, og der kan vi ikke spille. Det er jeg ikke klog nok til. Det er der nogen, der er klogere end mig til. Jeg synes, at det er forkert at forlange af spillerne. Vi kan godt forlange, at vi tager stilling, og vi kan godt forlange af os, at vi forsøger at tænke os om, hvad vi kan gøre for at sætte lys på menneskerettigheder, og hvad vi kan bruge os selv til i denne sammenhæng. Så vi ikke bare går ind blinde.«

Thomas Delaney er også træt af, at VM bliver afviklet i Qatar.
Thomas Delaney er også træt af, at VM bliver afviklet i Qatar. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Så det er egentlig det, jeg har sagt. Det her med, at jeg synes, det er unfair, at vi er de eneste i Danmark, der skal tage stilling til det,« lyder det fra Kasper Hjulmand, som understreger, at hele debatten fylder meget hos ham, og han allerede på denne landsholdstur, hvor holdet de kommende dage møder Israel, Moldova og Østrig, vil holde møder med spillerne om det.

Thomas Delaney, der er en del af anførergruppen på landsholdet, fortæller, at det allerede er et udbredt emne blandt spillerne, og han er på linje med sin landstræner i forhold til spillerne og deres 'rolle' i det her.

»Jeg er da ærgerlig over det. Jeg føler jo lidt, at når vi bliver spurgt om de her ting, så bliver der et eller andet sted banket på den forkerte dør. Vi ville da gerne være fri for det her. Det er ikke sådan, at vi har ønsket at spille i Qatar, og der er mange grunde til, at det ikke burde spilles der. Både sportsligt, økonomisk og menneskeligt, og så føles det alligevel som, at vi skal stå her og stå på mål for den beslutning. Det er selvfølgelig ikke sjovt. Det er det ikke,« siger Thomas Delaney og tilføjer om samtalerne spillerne imellem.

»Selvfølgelig snakker vi om det. Jeg følger da også med i, hvad Amnesty laver, og The Guardian havde en rapport og sådan noget. Det bliver vi jo nødt til, og så må vi tage det, som det kommer. Der sker meget i denne tid, og jeg er også med på, at der begynder at komme en endnu større diskussion omkring det her,« forklarer han og siger om holdningerne til Qatar:

»Det er jo en personlig ting. Vi kommer ikke til at se propaganda fra spillertruppen i en retning. For mig er det rigtig vigtigt, at alle er klar over, hvad det er, der foregår, og hvilke problemer der er, og så må vi se, hvor diskussionen bærer det her.«