Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, er normalt en smilende og hyggelig mand. Men der gemmer sig et godt temperament bag det venlige ydre.

Det viste Brøndby-bossen i søndagens Superliga-kamp mod AGF på Brøndby Stadion.

Undervejs i kampen reagerede Niels Frederiksen højlydt på en situation på banen, og det affødte et 'hold nu kæft, mand' fra AGF-bænken.

Og det var alligevel for meget for den 50-årige odenseaner – der straks konfronterede afsenderen. Brøndbys eget kamera fangede situationen.

»Prøv lige og hør her. Hvis I skal have lov at råbe – og det må I gerne – så må vi kraftedeme også have lov at råbe,« lød det med hævet stemme fra Niels Frederiksen, inden han kontant afslutter:

»Så hold din kæft!«

Brøndbys kamp mod AGF endte i øvrigt 1-1.

Niels Frederiksen har været en kæmpe succes i Brøndby, og han forlængede i januar sin kontrakt med klubben – så han nu som minimum er i klubben frem til sommeren 2023.