Han imponerede alt og alle, da han forleden vandt første etape.

Men torsdag er der desværre dårligt nyt fra danske Andreas Kron. Det store talent har nemlig måttet udgå af Catalonien Rundt på grund af sygdom.

Det oplyser Lotto Soudal på Twitter.

'Desværre må Andreas Kron trække sig, fordi han er blevet syg. Rigtig god bedring, Andreas,' lyder det i opslaget fra cykelholdet, som ikke uddyber, hvad danskeren fejler.

Den ærgerlige melding kommer efter en ellers flot start fra Andreas Kron, der også kunne prale med at have kørt en dag i førertrøjen. Han vandt første etape af Catalonien Rundt efter en hektisk afslutning.

»Det er fantastisk. Det er mit første World Tour-løb. Vi kørte fantastisk som hold i dag,« sagde 22-årige Kron i den forbindelse om sejren.

22-årige Kron er i gang med sin første sæson hos Lotto-Soudal, der er en del af World Touren, cykelsportens højeste niveau. De seneste fire år har han kørt for det danske hold Riwal.

De danske cykelryttere har generelt fået en god start på 2021-sæsonen.

I sidste uge tog Mads Würtz Schmidt karrierens største sejr i Tirreno-Adriatico, og dagen før sejrede Magnus Cort i Paris-Nice. Også eksverdensmester Mads Pedersen tog tidligere på året en World Tour-sejr ved Kuurne-Bruxelles-Kuurne.