Chris Anker Sørensen mistede livet i en trafikulykke i Belgien i lørdags, men den tidligere cykelrytter bliver ikke glemt i sin barndomsby, Hammel.

Hammel Cykle Klub hylder i den kommende weekend bysbarnet med en fælles cykeltur, fortæller formand Lars Toft Pedersen til DR.

»Chris har været synonym med Hammel Cykle Klub. Når man siger, at man er herfra, så siger alle, om det ikke er der, 'Oksen fra Hammel' er fra? Det bliver man altid spurgt om,« siger Lars Toft Pedersen med henvisning til Chris Anker Sørensens kælenavn.

Deltagerne skal lørdag cykle 60 kilometer på en rute, der er blevet døbt 'Chris Anker-ruten'.

Hammel Cykle Klub hylder Chris Anker Sørensen i weekenden. (Arkivfoto) Joel Saget/Ritzau Scanpix
Hammel Cykle Klub hylder Chris Anker Sørensen i weekenden. (Arkivfoto) Joel Saget/Ritzau Scanpix Foto: (Arkivfoto) Joel Saget/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ruten kommer blandt andet til at føre rytterne over Pøt Mølle-bakken, som Chris Anker Sørensen selv har besteget utallige gange.

Chris Anker Sørensen var i Belgien som ekspert for TV2 ved VM i cykling, da han var ude at sondere terrænet på sin cykel i lørdags.

Han blev ramt af en bil og døde af sine kvæstelser.

Det har ramt den danske og internationale cykelverden hårdt, og Chris Anker Sørensen har fået utallige hilsner med på vejen efter sin død.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det har man også bidt mærke i hos Hammel Cykle Klub, hvor Chris Anker Sørensen jævnligt kom på besøg.

Interessen for at deltage i lørdagens løb har således været stor.

»Opbakningen bekræfter os i, at den opfattelse, vi har af Chris, er rigtig mange steder. Det er ikke bare i Hammel, men i hele landet og uden for landets grænser, at han vil blive savnet,« siger Lars Toft Pedersen.

De deltagende ryttere i lørdagens mindeløb triller ud på ruten klokken 10.00 fra Hammel Cykle Klubs klubhus.

/ritzau/