Næsten uhørt.

Sådan kan man beskrive det danske herrelandshold forud for 267 udmarvende belgiske kilometer, der skal afgøre, hvem der bliver verdensmester i cykling.

For den danske ottemandstrup er måske den stærkere nogensinde set med danske briller, og en håndfuld brølstærke ryttere kan have legitime ambitioner om at iføre sig den mytiske regnbuetrøje på søndag.

Men det har også gjort, at landstræner Anders Lund har måttet ryste posen anderledes, end han plejer. Og tage alternative midler i brug.

Garvede kræfter som Christopher Juul-Jensen og Michael Mørkøv er blevet hjemme i Danmark, og derfor er der også en væsentlig detalje, der ikke er, som den plejer.

En detalje, der er essentiel til verdensmesterskaberne: en såkaldt vejkaptajn.

Men sådan en har landstræneren slet ikke taget med i år.

»Jeg havde en masse tanker om, hvorvidt det er det rigtige,« forklarer Anders Lund.

Det danske herrelandshold har sjældent set så stærkt ud som ved årets VM. Fra venstre til højre Anders Lund (landstræner), Mads Pedersen, Mads Würtz Schmidt, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Mikkel Honoré, Michael Valgren og Mikkel Bjerg. Andreas Kron sidder bag ved den danske landstræner.
Det danske herrelandshold har sjældent set så stærkt ud som ved årets VM. Fra venstre til højre Anders Lund (landstræner), Mads Pedersen, Mads Würtz Schmidt, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Mikkel Honoré, Michael Valgren og Mikkel Bjerg. Andreas Kron sidder bag ved den danske landstræner.
Vis mere

Vejkaptajnen er ofte en af de ryttere på holdet med mest erfaring, som har det endelige ord, når der skal træffes beslutninger i kampens hede på landevejen.

Rollen er endnu vigtigere i VM-sammenhæng, da rytterne kører uden radio, og dermed ikke kan kommunikere med landstræneren i bilen eller holdkammerater, medmindre vedkommende er i tæt fysisk afstand.

»Der er nogle vejkaptajnsemner, som er blevet hjemme og ikke blev udtaget. Det var en beslutning, som i sidste ende handlede om, at jeg byttede effekten af en vejkaptajn ud med øjeblikkelig form og offensiv kraft, som vi kunne bruge,« siger Anders Lund.

»Der er ikke nogen, der har det sidste ord derude. Det gør, at vores aftaler skal være ekstra tydelige inden løbet. Men det betyder ikke, at der ikke er erfaring på holdet. Selvom det er et ungt hold, så er det ret erfarent. Så jeg er ret sikker på, at de nok skal finde ud af, hvad de skal.«

Årets VM-trup består af Andreas Kron (Lotto Soudal), Mads Pedersen (Trek-Segafredo), Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick-Step), Magnus Cort (EF Education-Nippo), Mikkel Honoré (Deceuninck-Quick-Step), Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates), Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation) og Michael Valgren (EF Education-Nippo), hvoraf sidstnævnte er alderspræsident.

Han er bare 29 år gammel.

Forud for VM-løbet har landstræner Anders Lund også udtalt, at han aldrig tror, der har været så høje forhåbninger til et dansk herrelandshold i linjeløb.

Det kan du læse mere om her.