Badmintonspillerne Mathias Christiansen og Alexandra Bøje spillede søndag finale ved Super 750-turneringen French Open.

En sejr ville være karrierens største, men danskerne tabte desværre med 2-0 i sæt til Yuta Watanabe og Arisa Higashino fra Japan.

Mixeddouble-parret fik en udmærket start på første sæt, hvor de kom foran med 4-3. Herefter gik gassen desværre af den danske ballon, og japanerne vandt sættet med hele 21-8.

Andet sæt var lige til at begynde med, og Mathias Christiansen og Alexandra Bøje fulgte med indtil 7-7. Herefter trak favoritterne fra Japan igen fra.

Sættet endte 21-17 i Yuta Watanabe og Arisa Higashinos favør. Danskerne kæmpede bravt og overlevede de første to af fem matchbolde.

Trods nederlaget havde danskerne overskud til lidt smil ved den efterfølgende præmiecermoni. Yuta Watanabe og Arisa Higashino har tidligere på sæsonen vundet Denmark Open.

Japanerne brugte tidligt søndag aften blot 34 minutter på at besejre deres modstandere fra Danmark.

Nederlaget ændrer dog ikke ved, at det har været en af karrierens største bedrifter at nå frem til en finale på dette niveau.

Det var parrets første finale som par i en turnering på Super 750-niveau, der rangerer lige under de største turneringer som eksempelvis All England.