Holder du med Brøndby, Liverpool og det danske landshold, er du for det første næppe alene i landet. Og for det andet skal du betale store penge for at følge dine favorithold på tv-skærmen.

Med YouSees prisstigning på samtlige tv-pakker er det ikke blevet billigere at se fodbold, og i en mail om prisstigningerne var netop dyre sportsrettigheder en af begrundelserne for at tage flere penge for tv-pakkerne.

Og skulle du sidde og fifle rundt med både flow-tv og streamingtjenester og efterhånden have mistet overblikket, kan man ikke klandre dig.

For det er en jungle, men med de rigtige valg kan man spare flere hundrede kroner om måneden – eller op til små 4.000 kroner om året – og stadig være helt tæt på sine favorithold i Superligaen, Premier League og Champions League.

Det er nemlig blevet noget mere besværligt eksempelvis at følge sit favorithold i Superligaen, siden Discovery forsvandt fra YouSee-pakkerne.

Superliga-rettighederne er fordelt hos Nordic Entertainment Group, også kaldet NENT, og Discovery, og derfor skal du den ene weekend bruge 3+ for at se dit yndlingshold, mens de ugen efter muligvis spiller på Canal 9.

Og de to kanaler findes ikke samlet i mange tv-pakker – tværtimod.

Her er derfor guiden til den billigste og nemmeste vej til at se samtlige fodboldkampe – fra Superliga og Premier League til Champions League og landsholdene – i tv:

Den korte forklaring:

Billigst: YouTv + Discovery = 428 kr. om måneden

Nemmest: Norlys = 517 kr. om måneden

Dyrest: Stream-abonnementer = 747 kr. om måneden

Den lange forklaring:

Streamingtjenester

Forskellige streamingabonnementer

  • Viaplay Total: 449 kr. om måneden
  • TV 2 Favorit + Sport: 169 kr. om måneden (med reklamer)
  • Discovery Sport: 129 kr. om måneden

I alt: 747 kr om måneden

YouTv + Discovery

  • TV 2 Sport, TV 2 Sport X, 3+, TV3 Sport, Xee, TV3 Max
  • Mix10: 299 kr om måneden
  • Discovery+: 129 kr. om måneden

I alt: 428 kr om måneden

Allente (tidligere Canal Digital)

  • TV 2 Sport, TV 2 Sport X, Kanal 5, Canal 9, Eurosport, 3+, TV3 Sport, Viaplay Total
  • Stream Premium: 659 kroner om måneden

I alt: 659 kr. om måneden

Flow-tv:

YouSee + Discovery:

  • TV 2 Sport, TV 2 Sport X, 3+, TV3 Sport, Xee, TV3 Max
  • Bland selv 10: 499 kr. om måneden (stiger til 529 kr. i 2022)
  • Discovery+ til 129 kr. om måneden

I alt i 2022: 658 kr. om måneden

Norlys

  • TV 2 Sport, TV 2 Sport X, Kanal 5, Canal 9, Eurosport, 3+, TV3 Sport, TV3 Max, Xee
  • 10 valgte kanaler: 517 kr. om måneden

I alt: 517 kr. om måneden

Allente – via parabol

  • TV 2 Sport, TV 2 Sport X, Kanal 5, 3+, TV3 Sport, TV3 Max, Viaplay Total
  • Premium: 659 kr. om måneden

I alt: 659 kr. om måneden