For første gang taler den ældste Ingebrigtsen-søn nu om det grimme familiedrama, der i snart et år har haft hele Norges opmærksomhed.

I oktober smed de verdenskendte løbebrødre Jakob, Henrik og Filip Ingebrigtsen en bombe, da de offentligt beskyldte deres far for vold og trusler.

Nu deler deres storebror, 36-årige Kristoffer, sin historie i et stort interview med norske Aftenposten.

Her fortæller han i detaljer om barndommens traumer – men også om, hvordan han som voksen har forsøgt at beskytte sine i alt seks søskende.

Far Gjert (i blåt) var træner for Henrik, Filip og Jakob Ingebrigtsen indtil 2022.
Far Gjert (i blåt) var træner for Henrik, Filip og Jakob Ingebrigtsen indtil 2022. Lise Åserud/NTB/Ritzau Scanpix

Far Gjert Ingebrigtsen blev i april tiltalt for at have mishandlet sin datter, Ingrid. Blandt andet skal han have slået hende i ansigtet med et håndklæde.

Til Aftenposten fortæller Kristoffer Ingebrigtsen nu om efterspillet til netop dén episode.

Det var i vinteren 2022, at han blev ringet op af sin bror, Henrik. Det havde – igen – slået klik for faren, der var alene hjemme med deres søster, Ingrid, lyder det. Hun var 15 år dengang.

Kristoffer Ingebrigtsen, der blot bor et par gader væk, frygtede det værste, da han begav sig mod forældrenes hus i byen Sandnes.

»Jeg tog min jagtkniv i hånden og tænkte: 'skal jeg putte den i lommen? Nej, det er for risikabelt.' Så jeg hentede mit boldtræ,« fortæller Kristoffer Ingebrigtsen til Aftenposten.

»Jeg så Gjert gå ind og ud af huset. 'Hvad fanden har du gjort?!' skreg jeg efter ham og skubbede ham i brystet, så hårdt jeg kunne. Gjert benægtede alt, men jeg sagde 'nok er nok. Det får konsekvenser'.«

Efterfølgende boede lillesøster Ingrid hos Kristoffer i en periode.

To år senere, i foråret 2024, blev Gjert Ingebrigtsen tiltalt for at have overtrådt en paragraf i den norske straffelov, der gælder 'mishandling i nære relationer'.

Ingrid Ingebrigtsen med en ven til Jakob Ingebrigtsens bryllup.
Ingrid Ingebrigtsen med en ven til Jakob Ingebrigtsens bryllup. Annika Byrde/NTB/Ritzau Scanpix

Selvom alle syv børn har haft status som forurettet i politiets efterforskning, er resten af sagerne henlagt på grund af manglende beviser eller forældelse.

Gjert Ingebrigtsen nægter sig skyldig og har tidligere kaldt sagen en enorm belastning.

Det var i oktober, at OL-guldvinder og verdensrekordholder Jakob Ingebrigtsen og hans to løbebrødre Henrik og Filip i VG beskyldte deres far for vold og trusler.

Forleden blev førstnævnte afhørt af norsk politi i fire timer.

En femte søn, Martin Ingebrigtsen, er tidligere kommet farmand til undsætning. Han genkender ikke den frygt, hans brødre fortæller om.

Gjert Ingebrigtsen blev i 2018 kåret som 'Årets Sportstræner' i Norge, og familiens succes har været omdrejningspunkt i NRK-hitserien 'Team Ingebrigtsen'.

Glansbilledet krakelerede, da brødrene stoppede trænersamarbejdet med deres far i 2022. Han har siden været træner for deres konkurrent og landsmand Narve Gilje Nordås.