Lewis Hamilton vandt søndag Formel 1-grandprixet i Italien på Monza-banen, da holdkammeraten og rivalen Nico Rosberg måtte udgå kort før slut med en motor i brand, mens Vettel heller ikke kunne nå briten.
Men Hamiltons sejr kan blive taget fra ham, for de to Mercedes-racere undersøges nu på grund af for lavt dæktryk. Og viser det sig, at det forholder sig således, kan Hamilton altså blive pålagt en tidsstraf, som kan koste sejren.
Netop derfor kørte Hamilton igennem på de sidste omgange, så han endte med at vinde med et forspring på 25 sekunder til Vettels Ferrari.
»Vi forstår det helt ærligt ikke. Vi er blevet indkaldt af løbsledelsen, så vi tager derind og forklarer det. Jeg ved bare, at vi satte trykket fuldt overvåget af Pirelli-ingeniøren. Han var tilfreds med dem, da det blev gjort,« siger Mercedes’ tekniske chef Paddy Lowe til Sky Sports.
Hamilton fører efter sejren på Monza-banen VM-serien med 252 point indtil en eventuel straf. Rosberg er på andenpladsen med 199 point. Der resterer syv grandprixer i sæsonen.
