F1-holdet Haas er tæt på at kunne annoncere sine kørere, og teamchef Günther Steiner roser Kevin Magnussen for hans evner på banen.

Det nye amerikanske Haas-team er i seriøse forhandlinger med potentielle 2016-kørere, men teamchef Günther Steiner vil ikke bekræfte, at Kevin Magnussen er en af de kørere, han taler med.

»Jeg vil ikke nævne navne, men du kan selv regne ud, hvem det handler om,« siger han med et smil til BT i paddocken i Monza.

For få uger siden nævnte Steiner, at han arbejdede ud fra en liste med ti kørere. I mellemtiden er Nico Hülkenbergs navn strøget af listen, fordi tyskeren har forlænget sin aftale med Force India.

»Alle kørere, der har aktuel Formel 1-erfaring, er på vores liste!,« siger Steiner.

Men formuleringen med 'aktuel' F1-erfaring reducerer feltet af potentielle Haas-kørere betydeligt.

»De skal have erfaring med de aktuelle turbomotorer og 'energi-genvindings-systemer'. De nye motorer har også betydning for dækkene, så det skal være kørere, der var med sidste år,« forklarer Steiner.

Selvom navne som Max Chilton og Kamui Kobayashi i princippet opfylder kravene, regner man i paddocken i Monza med, at fire kørere netop nu kæmper om de to Haas-sæder: Jean-Eric Vergne (kørte i 2014 for Toro Rosso), Esteban Guteirrez (2004: Sauber), Romain Grosjean (nuværende Lotus-kører) og Kevin Magnussen (2014: McLaren). De to førstnævnte er i dag testkørere for Ferrari, og det italienske team vil som led i motoraftalen med Haas placere en af dem i det amerikanske team.

»Vi vælger kørere ud fra talent - ikke andet,« slå Steiner fast og fortsætter:

»Kevin er en god kører. Han blev ikke på nogen måde overskygget af Jenson Button sidste år. Og vi ved, hvor god Jenson er - han har kørt Formel 1 i 15 år og er tidligere verdensmester.«

»Jeg ville ønske, at vi kunne annoncere vores kørere i morgen, men det er ikke helt så nemt: Vi vil som sagt finde de bedst mulige kørere, og det kan være svært. Men det er planen, at annoncere begge kørere i denne måned. Vi er ikke langt fra at tage en beslutning - vi har reduceret antallet af kandidater, og nu forhandler vi seriøst. Men man kan nå gennem 99 procent af forhandlingerne, og så tager den sidste procent pludselig lang tid.«

Selvom Haas-kørerne kommer på plads om få uger, og teamet som debutant ikke er omfattet af det nuværende testforbud, kommer bilerne ikke på banen i 2015.

»Vi får som bekendt motoren og en stor del af vores komponenter fra Ferrari, og de er ikke klar før næste år. Derfor er planen at være med, når den første vinter-test begynder i marts,« siger Steiner til BT.