Lewis Hamilton skulle opholde sig et par timer i uvidenhed, men så fik han alligevel lov at beholde sin sejr i det italienske Formel 1-grandprix.

Inden løbet på Monza-banen var briten og holdkammeraten Nico Rosbergs dæk blevet målt til et for lavt dæktryk. Derfor blev der iværksat en undersøgelse for at finde ud af, om Hamilton efterfølgende skulle have en tidsstraf.

Han slipper dog med skrækken, for FIA har besluttet ikke at straffe de to Mercedes-biler. Dermed kan Hamilton glæde sig over, at han altså udbyggede forspringet til Nico Rosberg, så Hamilton nu er 53 point foran holdkammeraten.