Kevin Magnussens Formel 1-fremtid afgøres formentlig hos det økonomisk plagede Lotus-team.
Racerkøreren Kevin Magnussen står lige nu uden en Formel 1-kontrakt til den kommende sæson. Og den 22-årige dansker må derfor fortsat stå og spejde nervøst mod Formel 1-pitten, hvor kabalen, der kan sende ham ind i varmen igen, måske afgøres et helt tredje sted.
Nærmere bestemt hos Lotus-teamet, hvor en truende konkurs kan ødelægge Kevin Magnussens mulige fremtid i det nye Formel 1-team, Haas.
Problemet for Kevin Magnussen synes at være, at Haas har franskmanden Romain Grosjean øverst på teamets ønskeliste. Og da den ene bil hos teamets allerede er reserveret til en af Ferraris nuværende reserver Esteban Gutierrez eller Jean-Eric Cergne, jamen så er der kun et enkelt sæde tilbage at kæmpe om hos Haas for Kevin Magnussen og andre håbefulde racerkørere med Formel 1-ambitioner.
Men hvorfor melder Romain Grosjean ikke bare ud, hvad han vil i den kommende sæson, kunne man fristes til at spørge?
Årsagen til franskmandens og Haas manglende afklaring skal ifølge diverse motorsportsmedier være, at Romain Grosjean først vil se, hvad der sker med hans arbejdsgiver Lotus. Teamet er pt. i voldsomme økonomiske problemer, og der spekuleres i, at det kan være truet på dets eksistens efter sæsonen.
Men en redning kan være på vej. Således skulle Renault være interesseret i at overtage aktiemajoriteten i Lotus-teamet og gøre det til Renaults eget Formel 1-team - som man ser med Ferrari og Mercedes. Sker det, vil det være et drømmescenarie for en fransk kører som Romain Grosjean, der vil blive teamets altoverskyggende stjerne. Men mislykkes Renault med at overtage Lotus, så vil Romain Grosjean sandsynligvis smutte til Haas.
Og det er derfor, at Kevin Magnussens Haas-pine trækkes i langdrag, hvor teamet lige nu tidligst forventer at have afklaring på kørerne inden 1. oktober.
Men fortsætter Romain Grosjean hos Lotus/Renault, er opfattelsen blandt flere eksperter, at Kevin Magnussen er nummer to på Haas ønskeliste, og dermed skifter til amerikanerne hvis ellers parterne kan blive enige om en aftale. Det bliver i hvert fald ikke McLaren, der vil stå i vejen for danskerens mulige skifte.
Teamchef Eric Boullier har netop udtalt, at McLaren lader Kevin Magnussen gå, hvis han står med en anden chance på hånden.
Kevin Magnussen har dog stadig en chance for at gøre et overraskende comeback hos McLaren. Det sker, hvis enten Jenson Button eller Fernando Alonso ryger ud. Det er især Jenson Buttons situation, der virker usikker. Britens kontrakt med McLaren udløber efter sæson, men McLaren har en option på at forlænge ham med endnu et år.
Den manøvre skulle angiveligt samtidig kaste en lønforhøjelse af sig til Jenson Button, der lige nu tjener lidt mere end 80 millioner kroner. Men forlænges han, stiger lønnen til over 100 millioner kroner. Sammenlignet anslås det, at Kevin Magnussen ville kunne hyres for omkring ti millioner årligt. Og det tiltaler McLaren at sparre på budgettet, der er udfordret af dårlige resultater og sponsorflugt.
Hos McLaren forventes det også, at teamet træffer en beslutning i begyndelsen af oktober måned. Derfor må Kevin Magnussen fortsat - igen - væbne sig med tålmodighed og håbe på det bedste.
