Dagens sommerlæsning: 'Ulvekvinten' - en roman om, hvad kærlighed også er

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Da Zoes liv går i sort, forandres alt, også for hendes nærmeste. De prøver alle at hjælpe, men hvor meget kan andre faktisk gøre, når et liv virkelig er gået i stykker.
Ulvekvinten er en roman om, hvad kærlighed også er.

FREDERIK

Da man opfandt klaveret, troede man, at det endelig var lykkedes at forklare og genskabe alle naturlige lyde i verden. Man stemte simpelthen klaveret efter et meget præcist system. Det er fuldstændig som matematik, siger hun.

Det siger hun altid, fordi han er god til matematik.

Engelsk er som matematik. Klaveret er som matematik.

Selv hans farmor er som matematik.

Han er bedre til matematik end hende.

Zoe slår et par toner an, mens hun ser på ham.

Han sætter fingrene på tangenterne og slår de samme toner an nogle oktaver oppe. Han følger hendes hænder, der flytter sig langsomt og sikkert rundt. Som et hurtigt ekko finder han de samme toner og slår dem an.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra: 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl

Du får også et boguddrag fra:

• ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz

• ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen

• 'Brændte sjæle' af Inger Wolf

• ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman

• ’Guldalderen’ af Søren Paaske

• 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud

• 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen

• 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy

• ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork

• ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'

• ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’

• 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'

• ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

• Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

• ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

• 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

• ’Blitz’ af Agnete Friis

• ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

• ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

• 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Da Zoes liv går i sort, forandres alt, også for hendes nærmeste. De prøver alle at hjælpe, men hvor meget kan andre faktisk gøre, når et liv virkelig er gået i stykker.
Ulvekvinten er en roman om, hvad kærlighed også er.

FREDERIK

Da man opfandt klaveret, troede man, at det endelig var lykkedes at forklare og genskabe alle naturlige lyde i verden. Man stemte simpelthen klaveret efter et meget præcist system. Det er fuldstændig som matematik, siger hun.

Det siger hun altid, fordi han er god til matematik.

Engelsk er som matematik. Klaveret er som matematik.

Selv hans farmor er som matematik.

Han er bedre til matematik end hende.

Zoe slår et par toner an, mens hun ser på ham.

Han sætter fingrene på tangenterne og slår de samme toner an nogle oktaver oppe. Han følger hendes hænder, der flytter sig langsomt og sikkert rundt. Som et hurtigt ekko finder han de samme toner og slår dem an.

KØB BOGEN HER:'ULVEKVINTEN' AF TRISSE GEJL

– Men det viste sig, at man aldrig kan efterligne naturens klange helt. For der findes en slags … naturlig falskhed, der ødelægger hele systemet, hvis man prøver at integrere den. Her, siger hun, – efter denne kvint, og hun sætter to fingre på tangenterne.

Det lyder ikke falsk, synes han.

– Man kaldte den ulvekvinten, siger hun. – Fordi man syntes, den lød lige så rædselsfuld som ulve, der hyler i kor.

Han er ikke sikker på, han hører det, hun vil have ham til at høre.

Hun slipper tangenterne og rækker ud efter sit rødvinsglas, der står på klaveret. Hun holder det svævende foran ansigtet.

– Det er ret fint, ikke?

Så sætter hun glasset til læberne.

Han nikker.

Hun sætter glasset fra sig og spiller et stykke, han kender, men ikke kan huske, hvad hedder. Det er sådan noget, hun gør. Lige spiller noget, der lyder godt.

Han henter et glas saftevand og sætter det på klaveret. Det måtte han ikke, da han var mindre. Nu siger hun ikke noget.

– Når man så komponerede musik ud fra systemet, skulle man bare undgå ulvekvinten, siger hun og hopper en kvint op. – Den er ubrugelig, den ødelægger ethvert stykke musik. Den er naturlig, men falsk. Det er meget frustrerende.

– Så lavede man nye stemningssystemer. Det, vi bruger i dag, stammer helt fra 1600-tallet. Nu forsøgte man at fordele denne falskhed, ulvekvinten, over så mange kvinter som muligt. Du kan altså godt flytte rundt på den falske kvint, du kan udtynde den, men du kan aldrig komme af med den. Med det resultat at al musik, vi hører i dag, er en lille smule falsk, siger hun, mens hun fortsætter en langsom melodi.

– Men vi kan ikke længere høre det, for vi har vænnet os til det. Det er ligesom en kabale, Frederik, stemningssystemer kan aldrig helt gå op.

Hun ser glad ud. Hun kan godt lide, at det ikke kan gå op.

– Kabaler kan godt gå op, siger han.

– Nå ja, siger hun. – Men så forestil dig en kabale, der ikke kan gå op.

Det kan han godt forestille sig. Han ser på hende. Hun ser altid tilbage med et særligt blik, når hun spiller samtidig. Som om han både er der og ikke er der.

– Så Frederik, siger hun og standser. Hun tager vinglasset igen og tømmer det en hurtig slurk.

– Når vi gennem mange hundreder af år komponerer efter klangsystemer, må vi vælge mellem pest eller kolera. Enten

komponerer vi efter det ældste princip, der samler falskheden ved syvende kvint, og sørger for at komponere udenom den lyd. Vi skaber den ikke, vi hører den ikke længere, vi udrydder den på samme måde, som hvis vi ikke længere brugte farven … olivengrøn. Så ville vi til sidst ikke kunne se den. Eller også komponerer vi efter det nyeste princip, der fordeler den falske kvint over hele klaveret. Man kan sige, at vi så har valgt at sløre et umiddelbart link mellem musikken og naturen. Alt, vi spiller, er derfor en smule falsk, men heller ikke det hører vi længere.

Hun sidder lidt og ser på tangenterne.

– Forstår du det, Frederik?

Han nikker.

– Og det har vi slået os til tåls med, det er prisen for at have en klang, der er næsten perfekt. Det er musikkens paradoks. Nu genskaber vi glad og uvidende en falsk verden.

Hun rejser sig og går ud i køkkenet.

– Er det ikke ligesom pi? råber hun. – Eller skudår, ellers går tiden ikke op?

Det ved han ikke. Han ser på tangenterne. Prøver at klemme øjnene lidt sammen for at se dem anderledes, for at se den lille falskhed. Hun åbner en flaske vin, han kan høre suget fra proppen. Så kommer hun ind igen og sætter sig ved klaveret.

Hun spiller en lille melodi.

– Du kan også tænke på urskiven, siger hun og viser ham sit ur. – Der er tolv kvinter på klaveret, der er tolv tal på urskiven. Hvis mellemrummet mellem hvert tal var en kvint, ville kvinterne først stoppe et sekund efter tolv. Du vil aldrig ramme tolv helt rent. Det duer jo ikke, vel? For hvis vi bare fortsætter, så bliver klokken næste gang lidt mere over tolv. Og næste gang lidt mere.

Han ser på uret og nikker. Klokken er fem minutter i tolv.

– Så vi snyder lidt og laver alle kvinterne en lillebitte smule falske, så vi rammer tolv rent hver gang. Vi kan bedst lide, at tingene passer til det, vi kan forstå.

Hun ser lidt på ham. Så smiler hun.

– Det er et symfonisk problem, ikke et melodisk, siger hun så. – Og mennesket vil gerne lave store symfonier, ikke bare små melodier. Så vi har været nødt til at bøje naturen mod os i stedet for at bøje os for den. Forstår du det?

Han nikker.

– Det er godt nok abstrakt det der, lyder Thomas’ stemme.

Han står i døren ind til stuen med frakke på. Han må lige være kommet hjem. De har i hvert fald ikke hørt ham.

– Hvis vi havde bøjet os for naturen, havde vi ikke overlevet som art, siger han.

Hans stemme er irriteret. – Hvorfor er du ikke i seng, Frederik?

Frederik går ud og børster tænder. Vasker hænder. De taler hurtigt derinde. Han vidste det jo godt. Så trækker han ud

i toilettet.

Hvis alle instrumenter er lavet i et forsøg på at kunne spille

naturens toner, hvilket instrument skal så lyde, som når man trækker ud i toilettet?

Han ved godt, det ikke er nu, han skal spørge.

Han går ind på sit værelse og tager nattøj på. Han glatter lagenet og ryster dynen, før han lægger sig ned under den.

Han kan ikke høre, hvad de siger, men hans far er sur. Han taler med den der brummen. Han ved godt, han er kommet for sent i seng. Nu går hun ud i køkkenet.

– Derfor behøver du ikke ødelægge det, siger hun.

– Du er fuld, Zoe, siger Thomas.

Han kan høre køleskabet blive åbnet. Elkedlen tændt.

– Du er fuld, Zoe, efteraber hun.

– Han har jo ikke en chance for at forstå det der. Klokken er tolv om natten, og du sidder dér med ham og har lige åbnet

en ny flaske vin. For fanden, han er ni år.

Han er rigtig vred nu. Det er hun også. Døren ind til stuen smækker med et brag.

– Du undervurderer ham, råber hun.

Lidt efter kommer Thomas ind. Han sætter sig på kanten af sengen og stopper dynen ned om Frederik. Han sidder lidt. Så sukker han.

– Så klog behøver man ikke være klokken tolv om natten, siger han og stryger en finger over Frederiks kind.

– Jeg kan altså godt forstå det, hvisker han.

Thomas sidder lidt.

– Så er du en meget klog dreng, hvisker han tilbage. – Sov godt.

Han ligger længe i mørket og venter på, at hun skal komme.

Det gør hun altid.

BEATE

Hun logger ind og tjekker mails. Der ligger en forespørgsel fra Ordrupgaard. Om hun vil fotodokumentere tilblivelsen af en skulpturudstilling. Den skal skabes på stedet. Kæmpestore klodser af granit skal landes med en kran, og så hugger billedhuggeren dem ud over en periode på en måned.

Det er den slags jobs, hun gerne vil have, så hun takker ja.

Hun har også brug for pengene. Måske er hun nødt til at få en lejer. Hele den ene ende af lejligheden står alligevel tom.

Der ligger også en kort besked fra Zoe. Den er en dag gammel. Hun undskylder, hun aldrig svarede. Hun er lidt stresset. Sover elendigt om natten. Men vil gerne ses.

Der er ikke en lyd fra Jonathan.

Hun lukker ned og sender Zoe en sms: Kigger forbi og ser, om du er hjemme.

Da hun triller ind til kantstenen, kan hun høre klaveret ud gennem de åbne vinduer. Det lyder ikke som en egentlig melodi, nærmere noget atonalt.

Zoe sidder med ryggen til i nattøj og spiller de samme få toner igen og igen. Af og til ser hun op på iPad’en, der står i nodestativet.

Hun ser lille ud, hun ligner et barn, som hun sidder der med bare tæer på pedalerne.

Beate går hen, og en pludselig omsorg får hende til at stryge veninden over håret.

Zoes hænder standser midt i en bevægelse, og hun vender sig og ser op på hende med et mørkt blik. Så smiler hun, forvandler sig til sig selv og rejser sig.

– Du er kommet hjem, siger hun og omfavner hende. – Jeg har savnet dig.

Zoe går ud i køkkenet og sætter vand over. Åbner kaffedåsen, men beslutter sig åbenbart for te. Åbner et par dåser og ser ned i dem.

– Hvordan var det? spørger hun og vender sig om med en dåse i hver hånd. De sitrer en smule.

– Det var rædselsfuldt, siger Beate og trækker en køkkenstol ud.

Der står en halv flaske rødvin på bordet og et fyldt glas.

– Vil du hellere have vin? spørger Zoe og følger hendes blik.

Beate ryster på hovedet.

– Undskyld, jeg ikke skrev tilbage, siger Zoe.

– Det gør ikke noget.

– Jeg er ked af, at jeg ikke skrev tilbage, gentager Zoe.

– Har du hørt fra ham?

– Han tager telefonen, hver gang jeg ringer.

– Så må du lade være at ringe til ham, siger Zoe.

Hun står med tekanden i hænderne og ser ud ad vinduet. Håret dækker det meste af ansigtet.

– Jeg har fået et rigtigt dokujob, siger Beate. – Jeg skal fotografere en kunstner.

Zoe siger ikke noget. Står bare med ryggen til.

– Billederne bliver en del af selve udstillingen, fortsætter Beate.

Zoe sætter kanden fra sig på køkkenbordet. Vandet har for længst kogt.

Køleskabet summer. En bil kører forbi udenfor.

– Zoe, er der noget galt?

Hun ryster på hovedet og hælder vand i tekanden.

– Er du ved at skrive noget nyt? spørger Beate og nikker ind mod klaveret.

– Jeg prøver at finde et fokus, siger Zoe og vender sig om.

– Jeg har tankemylder, Beate. Jeg kan ikke sove.

Hendes øjne skinner.

– I går lagde jeg mig ind til Frederik. Han sov. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kan beskytte ham. Jeg ville række armen frem og stryge ham over ryggen. Men pludselig var der så langt. Jeg var bange for at komme til at ødelægge noget derinde.

Beate betragter hende. Hun har mørke rande under øjnene.

– Hvordan kan du sige sådan? Du er hans mor.

Zoe sukker og vender sig mod køkkenvinduet igen.

– Jeg vil bare gerne nå at ødelægge så lidt som muligt, siger hun stille.

En isbil triller forbi derude med sin klokke. Nogle børn råber og løber ned ad vejen.

– Du trænger til søvn, Zoe. Kan du ikke få noget at sove på?

Hun siger ikke noget. Så peger hun ud ad vinduet.

– Prøv at se, siger hun.

Solen flimrer ind gennem tulipantræet.

– Se telefonledningerne.

Beate ser på telefonledningerne.

– Hvad ser du? spørger Zoe.

– Jeg ser telefonledninger.

Zoe sukker.

– Du er fotograf, kom nu, hvad ser du?

Beate kigger igen.

– Jeg ser fem vandrette linjer i luften med en masse gråspurve ujævnt fordelt på og så et grønligt lys fra tulipantræets blade.

– Det er nodelinjer, siger Zoe. – Det er et helt usandsynligt tilfælde. Fem linjer med lige stor afstand fuldstændig som i et nodehæfte.

Hun går i stå. Står og stirrer ud ad vinduet.

– Zoe, er du okay?

– Og fuglene er noder, siger hun så. – Øjeblik.

Hun forsvinder ind i stuen og kommer tilbage med iPaden og holder den i luften foran sig. Hun tager et billede.

– Se, siger hun og viser Beate billedet. Så bladrer hun. – I går så det sådan her ud. I morges sådan her. Det ændrer sig hele tiden.

iPaden er fuld af fugle på telefonledninger. Beate ser på sin veninde. Hun drikker for meget. Eller også er det manglende søvn. Et næsten fortvivlet spørgsmål bliver hængende i Zoes blik.

Beate tager iPaden og bladrer gennem billederne.

– Kan du ikke vise mig det? spørger hun.

Zoe starter altid med noget melodisk, noget velkendt, et lille beat, noget Mozart, et eller andet rart. Så standser hun. Sætter iPaden i nodestativet og spiller et sært umelodisk stykke. Bladrer i iPaden. Spiller et nyt. Og et nyt.

– Det er bare et spørgsmål om, hvordan man sætter det sammen, siger hun. – Morgenfugle. Aftenfugle. Eftermiddagsfugle.

Zoe vender sig om og ser på hende.

– Jeg er nødt til at have et fokus, siger hun. – Hvad tænker du?

Beate tænker alt muligt. Hun tænker på, hvor Thomas er. Hun tænker på, hvorfor Zoe er blevet så tynd.

Hun går ud og henter tekanden og kopperne og skænker op til dem begge. Det er klart, kogt vand, der kommer ud.

Hun sætter kanden på bordet.

– Spil det igen, Zoe, siger hun.

Zoe spiller. De begynder at klippe stykkerne sammen på iPaden. Laver længere frekvenser. Beate sætter sig på klaverbænken ved siden af hende. Hun styrer klipningen. Zoe spiller stykkerne ind. De flytter rundt. Laver små, gentagne sekvenser.

Det begynder at ligne musik.

Først nu ser hun sårene på Zoes fingerspidser.

FREDERIK

Han ved godt, at han nok ikke skal ringe til farmor. Det vilgøre det hele meget værre.

Man kan også bare skrue op. Det gør han.

Han kan stadig høre det. Men nu er det, som om det er inde i en dyne.

Han har mobilen i hånden. Den er fuldt opladet.

Han tror, han er ved at falde lidt i søvn, men det er næsten umuligt ikke at høre rabalderet af glas. Han skruer op, men det var der stadig lige før. Nu ved han ikke rigtig, hvad han skal gøre. Han slukker for musikken. Der er stille. Han lytter.

Han ved, at det var der.

Måske er der en lille lyd nu. Men han er ikke sikker. Måske er der slet ingen lyd.

Han ser op på uroen, hvor Bamse og Kylling og Ælling var.

Nu er der kun de hvide pinde tilbage, men de drejer stadig en gang imellem i trækken fra vinduet. Hun hev dem af. Han skulle ikke have sagt noget.

Han lytter. Tror, han kan høre lidt, men det er vist bare en raslen i bladene udenfor.

De skal have engelsk og matematik i to timer og så natur og teknik.

Det har han lavet.

Han vender sig om. Lægger en hånd på væggen. Den er kølig. Den nubrede overflade er rar at mærke i håndfladen.

Han har sovet. Han kan mærke, at hun er kommet ind i værelset. Han kan høre hende trække vejret. Han ligger helt stille. Hånden mod væggen.

Så lægger hun sig ned i sengen. Han kan mærke varmen fra hendes krop, selvom hun ikke rører ved ham. Det er rart.

Han ligger stille og prøver at sove igen.

Da vækkeuret ringer, er hun der ikke mere. Der er tomt, og solen skinner ind gennem de hvide gardiner. Han kigger på syv sokker på gulvet.

Han står op. Han tisser, så stille han kan. Han styrer strålen op ad kummens sider. Så går han ud i køkkenet. Åbner køleskabet. Tager mælk ud. Henter havregryn. En tallerken.

Han sætter det hele på bordet. Så går han tilbage og henter en ske. Trækker en stol hen for at nå sukkeret. Så sidder han der. Han ved ikke rigtig, hvad det var. Måske var det ikke noget. Han lægger mobilen ved siden af sig og spiser. Han havde ikke noget for i engelsk.

Han leder efter den ottende sok under sengen. Han finder den fuld af nullermænd. Ryster den. Piller det af. Nu har han to ens, han godt kan lide. Han sætter sig på kanten af sengen og tager dem på.

Han ved godt, at døren til stuen går op og i hele tiden.

Små bump mod karmen.

Han ser ud. Solen skinner. Han tager sandaler på.

Der er ikke nogen madpakke. Han skærer en skive brød og et stykke agurk og kommer det i en frysepose.

Først nu skubber han døren til stuen forsigtigt op. Det er, som om den har ventet på ham, lader sig suge indad. Det er en af ruderne i terrassedøren. Der ligger glasskår over det hele. En kold vind står ind. Hun ligger i sofaen. Hun har et tæppe over sig. Han ved ikke, om hun sover.

Så tager han sin taske og lader hoveddøren falde i med et lille klik.

Klokken ti minutter i to klatrer han op i træet og giver sig til at vente. Dem fra tredje klasse spiller rollespil nede på lege pladsen. Det er som en hule heroppe. Man kan ikke ses nedefra.

Først fire minutter over to ringer den.

– Hej, Frede, siger hans far.

– Hej.

– Går det godt?

– Ja, siger han.

– Hvad laver du?

– Jeg spiller rollespil.

– Er det sjovt?

– Ja.

– Er mor hjemme?

– Det ved jeg ikke.

– Nåh nej, du er jo ikke hjemme. Går det godt?

– Ja, gentager han.

– Hvad har I fået at spise?

Han tøver.

– Pizza? siger han så.

– Jeg kommer hjem i overmorgen.

– Okay.

– Skal jeg ringe igen i morgen?

– Ja, siger han.

– O.k., hav det godt så længe, siger hans far.

– Hvornår ringer du? spørger han, men forbindelsen er allerede afbrudt.

Han går rundt om huset, om til havedøren. Den er lukket, og der er ikke hul i nogen rude mere. Han kan ikke se hende derinde. Så går han om til hoveddøren og låser sig ind. Hun er der ikke. Han ser den tomme sofa. Tæppet ligger på gulvet.

Han sætter sin computer på spisebordet i stuen og tænder den. Jonas fra Sverige er online. De er på hold sammen.

Senere hører han nøglen i døren. Han vender sig ikke om, men han kan høre poser. Hun sætter ting i køleskabet. Ryster poserne og folder dem sammen. Lægger dem ned i nederste skuffe. Hun fylder vand i kedlen, tænder den. Så tager hun tedåser ned. Hun stiller sig i døren ind til stuen. Nu vender han sig om. Hun har en tedåse i hver hånd.

– Hej, siger hun.

– Hej.

– Vil du have te?

– Ja tak, siger han.

Hun kommer hen til ham og holder først den ene og så den anden dåse under hans næse.

– Uhm, siger han, – den der.

Han vidste, hun ville blive almindelig igen.

Hun dækker op på bordet og sætter sig overfor ham. Hendes ansigt stikker op over computerskærmen. Hun har også købt kage. Skubber tallerkenen hen mod ham.

– Skal jeg slukke nu? siger han.

– Det behøver du ikke.

Så sidder de der. En masse af hans medspillere er blevet skudt i et bagholdsangreb.

Hun henter teen, da den har trukket. Skænker op til dem begge to. Hun henter sukker til ham. Og en teske.

Så sætter hun sig igen.

– Undskyld, Frederik, siger hun.

Han kigger op over skærmen og blinker. Hun ser ud, som om hun vil sige noget mere. Så tager hun tekruset i stedet.

Hendes hænder ryster lidt.

– Det er okay, siger han og ser ned og skyder to på taget.

– Jeg har det ikke så godt for tiden, siger hun. – Det går over.

– Ja, hvisker han og forfølger en snigskytte.