Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Mellemøstens kvinder er under pres. Mona Eltahawy skriver om, hvordan kvinder i den arabiske verden har haft to revolutioner, de skulle udkæmpe – én sammen med mændene mod de undertrykkende regimer, og en anden mod hele det politiske, økonomiske og sociale system. Hendes bog er en bøn om et politisk oprør på kvindernes vegne. En opfordring til at konfrontere den giftige sammenblanding af kultur og religion, som kun få tør blande sig i.

Bogen er skrevet som en blanding af Eltahawys personlige beretninger og de personlige fortællinger fra kvinder, hun har mødt i både Mellemøsten og USA.

I dette bogudrag fortæller hun blandt andet om genital lemlæstelse af piger. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvordan kvinder der selv er blevet omskåret, nu på samme måde lemlæster deres egne døtre. Hvordan overlever en pige dette barbari med sin tillid til andre mennesker i behold, især når hendes egen mor var til stede uden at beskytte hende?

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ' Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'.

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

  • ’Blitz’ af Agnete Friis

  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Mellemøstens kvinder er under pres. Mona Eltahawy skriver om, hvordan kvinder i den arabiske verden har haft to revolutioner, de skulle udkæmpe – én sammen med mændene mod de undertrykkende regimer, og en anden mod hele det politiske, økonomiske og sociale system. Hendes bog er en bøn om et politisk oprør på kvindernes vegne. En opfordring til at konfrontere den giftige sammenblanding af kultur og religion, som kun få tør blande sig i.

Bogen er skrevet som en blanding af Eltahawys personlige beretninger og de personlige fortællinger fra kvinder, hun har mødt i både Mellemøsten og USA.

I dette bogudrag fortæller hun blandt andet om genital lemlæstelse af piger. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvordan kvinder der selv er blevet omskåret, nu på samme måde lemlæster deres egne døtre. Hvordan overlever en pige dette barbari med sin tillid til andre mennesker i behold, især når hendes egen mor var til stede uden at beskytte hende?

KØB BOGEN HER: 'JOMFRUHINDER OG HIJAB' - HVORFOR MELLEMØSTEN HAR BRUG FOR EN SEKSUEL REVOLUTION

Vores mødomme tilhører ikke os, de tilhører vores familier. Det gik op for mig en aften i Amsterdam, hvor jeg havde deltaget i et arrangement om muslimske kvinders rettigheder. I en samtale, sandsynligvis den første samtale om sex, jeg nogensinde havde haft med mine arabiske eller muslimske medsøstre, fortalte en hollandsk-marokkansk kvinde mig og en gruppe af sine veninder: “Første gang, jeg dyrkede sex, var det, som om min mor, min far, mine bedsteforældre, hele boligkvarteret, Gud og alle englene så på.” Alle brød ud i latter. Det var en lettelse at tale med kvinder, som stadig kendte til byrden af jomfrudom og den skyld, der var forbundet med at frigøre sig fra den. Kvinder som ikke dømte hinanden. Det var en lettelse at tale med kvinder, som aldrig kunne finde på at sige:“Hvorfor gjorde du ikke modstand?” som sygeplejerskenpå skadestuen, da jeg fortalte hende, at jeg havde været udsat for et seksuelt overgreb.

Jeg “modstod” faktisk i lang tid – for lang tid, synes jeg nu, når jeg ser tilbage. Jeg vogtede over min mødom som en god jomfru, indtil jeg var 29. Jeg accepterede og efterlevede, hvad jeg havde lært af min familie, som igen havde lært det af deres forældre: ingen sex før ægteskabet. Når jeg i dag tænker på, hvor længe jeg ventede med at dyrke sex, bliver jeg trist på mit yngre jegs vegne og trist over, at jeg ventede så længe med at opleve og nyde noget, der giver mig så stor glæde. Men dengang, i alle de år, hvor jeg ventede og ventede, blev jeg bange bare ved tanken om førægteskabelig sex. Jeg var blevet belært af min familie, af skolen, af religionen, af samfundet, og jeg adlød. Jeg var blevet grundigt dresseret, og jeg var en “pæn pige” til det sidste. På trods af min feministiske udvikling var min mødom fredet. Jeg havde problemer med mit tørklæde, men ikke med min mødom. Hvorfor? Hvorfor adlød jeg? Og hvorfor ventede jeg så længe, før jeg omsider blev ulydig?

Disse spørgsmål blev ved med at dukke op i Oklahoma, af alle steder. Og i et klasseværelse på University of Oklahoma, hvor jeg i 2010 underviste i køn og nye medier i Mellemøsten, fortalte jeg for første gang om mit opgør med jomfruelighedens gud. Hvordan diskuterer man jomfruelighed med et hold amerikanske universitetsstuderende, uden at samtalen forekommer irrelevant for dem eller, værre endnu, som et forsøg på at få en anden kultur til at virke eksotisk? Kvinder, sex og kultur danner en Bermuda-trekant, hvor den åbne samtale har det med at løbe løbsk, enten på grund forsvarsmekanismer (når de studerende føler sig tvunget til at forsvare en kulturel praksis) eller overlegenhed (når de føler sig tvunget til at fremstille deres kultur som hævet over de kulturelle problemer, der bliver talt om).

Det personlige er ikke kun politisk: Det nedbryder også denne Bermuda-trekant. Jeg fik en virkningsfuld påmindelse om, hvor meget nemmere det er at diskutere problemer i USA, når man gør det personligt, efter jeg havde vist mit hold den libanesiske film Caramel, hvor instruktøren Nadine Labaki spiller indehaveren af en frisørsalon i Beirut, hvis veninder og kolleger repræsenterer et bredt udsnit af de libanesiske kvinders verden.

En af veninderne får rekonstrueret sin mødom, lige før hun skal giftes med en mand, som hun frygter vil vrage hende, hvis han opdager, at hun ikke er jomfru. I begyndelsen var der nogle af de studerende, der udtrykte forbløffelse over, at kvinden ikke kunne fortælle om sin seksuelle baggrund til sin kommende ægtemand, mens andre undrede sig over, hvorfor det var så vigtigt, at hun ikke længere var jomfru. Jeg mindede holdet om, at jomfrudom også i USA var meget vigtigt helt frem til 1960’erne.

“Har I hørt om kyskhedsballer?” spurgte en ung kvinde på holdet og refererede til de fester for fædre og døtre i USA, hvor teenagepiger lover at forblive jomfruer, indtil de bliver gift. Sådanne baller er med til at understøtte kyskhedskulturen i USA.

Godt! tænkte jeg. Nu var der også jomfruelighed i USA. Jeg havde ganske vist læst om kyskhedsballer i forskellige avisartikler, men de virkede lige så fremmedartede på mig og på klassen som rekonstruktioner af mødomme.

Og så bankede virkeligheden på. “Jeg vil gerne fortælle, at jeg har underskrevet et kyskhedsløfte sammen med min far,” sagde en af de studerende.

Jeg kunne ikke have planlagt det bedre selv. Hendes mod til at fortælle det mindede os alle om, at jomfrudom ikke kun var et begreb i Libanon eller i avisartikler. Fænomene eksisterede lige midt i klassen. Den slags oplevede jeg tit i Oklahoma. Jeg laver ofte sjov med, at det føltes som at komme til Mellemøsten: Her var der en lignende sammenblanding af religion og konservativ politik. Når jeg så, hvordan det var lykkedes den religiøse højrefløj i USA at udhule kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, især i Sydstaterne, slog det mig, hvor vigtige og tapre feminister og abortrettighedsaktivister er i disse stater.

Nogle af de andre studerende listede rundt om emnet og stillede forsigtige spørgsmål til den studerende, som havde fortalt om sit kyskhedsløfte.

“Jeg har respekt for, at du mener, at du har truffet et frit valg,” sagde en af de studerende til hende. “Men [den amerikanske dramatiker] Eve Ensler har sagt, at når man underskriver en kontrakt med sin far, bliver ens seksualitet taget fra én, indtil man overdrager den til sin mand, når man bliver gift.

” Undervisning er som alkymi. Man tager nogle studerende, tilsætter nogle svære emner, og man kan ikke undgå at blive forbløffet over resultatet. Jeg forsøger at gøre min undervisning så personlig som muligt. Jeg fortæller om mine egne erfaringer for at gøre de emner, vi taler om, levende, og det mindste, jeg kunne gøre, var at takke for den generøsitet og ærlighed, vi alle havde været vidne til – og udtrykke forståelse for den konservative indstilling, jeg også selv havde haft engang – og fortælle holdet, hvor længe jeg selv havde ventet før min seksuelle debut. Der var ikke nogen kyskhedsløfter i min fortid, men der var engang, hvor også jeg troede, at jeg skulle vente med at dyrke sex, til jeg blev gift – men så trak det ud med at blive gift, og jeg blev træt af at vente.

Da jeg var yngre, var der ingen, jeg kunne tale om den slags med. Min skyldfølelse blev forstærket af tabuet, og i lang tid kunne jeg kun tale om sex med mine ikke-muslimske veninder.

Nu er jeg blevet mere modig, selv om det ikke altid bliver gengældt eller værdsat. På en konference for muslimske kvinder fortalte jeg, hvor svært det havde været at håndtere skyldfølelsen i forbindelse med førægteskabelig sex, hvorpå en anden muslimsk kvinde hårdt og kontant sagde til mig, at Koranen helt tydeligt siger, at “utugtige passer til utugtige”, så der var nok en “utugtig” til mig derude et sted.

Charmerende.

Igennem årene har jeg været drevet af en umættelig trang til at fortælle om min skyldfølelse for at kunne frigøre mig fra den, og jeg har opdaget, at jeg er blevet mere hårdhudet. Jeg blev mere ukuelig i Oklahoma. Men nogle aftener, når jeg var alene på mit hotelværelse, græd jeg over smertefulde minder, nogle af dem helt op til tyve år gamle.

Mandsdominerede religioner og kulturer, som tilgodeser den mandlige seksualitet nærmest uden at ænse kvinders lyst, er svære nok at udholde i forvejen, uden at man også skal fordømmes af sine medsøstre. Jeg ved godt, hvor denne fordømmelse kommer fra. Jeg kender godt behovet for at rette ind. Det behov er med til at internalisere kvindehadet og undertrykkelsen, og det i så høj grad, at mødre vil nægte deres døtre den samme nydelse og lyst, som de selv blev nægtet, og vil kalde dem “ludere”, hvis de efterspørger den. For at overleve kontrollerer mødre deres døtres kroppe og deres egen og undertrykker lysten af hensyn til “æren” og familiens gode navn.

Jomfruelighedens gud er populær i den arabiske verden. Det spiller ingen rolle, om man er troende eller ateist, muslim eller kristen – alle tilbeder jomfruelighedens gud. Der bliver gjort alt, hvad der er muligt for at holde mødommen – dette meget skrøbelige fundament, som jomfruelighedens gud hviler på – intakt. På dette alter ofrer vi ikke kun vores døtres kropslige integritet og ret til nydelse, men også deres mulighed for at opnå retfærdighed i forbindelse med seksuel vold. Nogle gange ofrer vi endda deres liv: I “ærens” navn myrder nogle familier deres døtre for at stille jomfruelighedens gud tilfreds.

Hver gang det sker, knuser det drømmen om en verden, hvor piger og kvinder er andet og mere end deres mødom. Hvis de kunne, er jeg sikker på, at mange i vores samfund – familier og gejstlige – ville snøre pigernes ben sammen indtil bryllupsnatten. I nogle lande gør samfundet det næstbedste, nemlig at skære fuldkommen sunde dele af pigernes kønsdele af (dem der skal give nydelse) for at tøjle seksualiteten, indtil pigen og hendes intakte mødom bliver overdraget til en ægtemand.

Genital lemlæstelse af piger, female genital mutilation (FGM) – nogle gange fejlagtigt omtalt som “omskæring af piger” – “omfatter alle indgreb, der involverer delvis eller total fjernelse af de ydre kvindelige kønsdele eller anden skade på de kvindelige organer af ikke-lægelige grunde,” ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO. Den primære motivation bag FGM er at kontrollere kvindelig seksualitet. Man mener, at indgrebet reducerer en piges kønsdrift, hvorved man sikrer hendes jomfruelighed og, senere, hendes trofasthed i ægteskabet. Indgrebet har ingen sundhedsfremmende virkning for piger og kvinder. Tværtimod kan det forårsage alvorlige blødninger og vandladningsproblemer, og senere kan det medføre cyster, infektioner, barnløshed og komplikationer i forbindelse med fødsler.

FGM reducerer ikke den seksuelle lyst, men den gør det mindre sandsynligt, at ofrene mærker ophidselse, bliver våde eller får orgasme og bliver tilfredsstillet under sex, ifølge en undersøgelse fra 2008 foretaget af Kong Abdulaziz-Universitetshospitalet i Jeddah. Ifølge UNICEF har mere end 125 millioner nulevende piger og kvinder i de 29 lande i Afrika og Mellemøsten, hvor FGM primært finder sted, fået deres kønsdele lemlæstet.

Det anslås, at 30 millioner piger er i fare for at få foretaget FGM i det kommende årti. FGM bliver hovedsageligt udført på små piger i perioden fra spædbarnsalderen og op til femtenårs-alderen. Efter årtier med misforstået angst for at “støde” en kulturel skik – hvorved man har undladt at værne om pigernes kropslige integritet – bliver FGM nu betragtet som en krænkelse af pigers og kvinders menneskerettigheder af et enstemmigt kor af internationale traktater, regionale traktater og politiske erklæringer.

I 1997 udsendte USA og WHO en fælles erklæring, hvori de bakkede op om afskaffelsen af FGM. Igennem det næste årti var der forsøg fra lokale foreninger og menneskerettighedsorganisationer på at udrydde FGM i både lovgivning og praksis. Baseret på det, man havde lært gennem disse forsøg, udsendte FN’s Generalforsamling i december 2012 en stærkere fordømmelse af FGM og opfordrede sine medlemslande til formelt at erklære denne praksis for ulovlig. Omkring halvdelen af de lande, der udgør Den Afrikanske Gruppe, fulgte dette forslag, selv om håndhævelsen stadig er inkonsekvent overalt i de kulturer, der praktiserer FGM.

WHO klassificerer FGM i fire hovedtyper:

1. Klitoridektomi: hel eller delvis fjernelse af klitoris (en lille, følsom og erektil del af de kvindelige kønsorganer) eller, i meget sjældne tilfælde, kun forhuden (den hudfold, der omgiver klitoris).

2. Excision: hel eller delvis fjernelse af klitoris og de indre kønslæber, med eller uden fjernelse af de ydre kønslæber (kønslæberne er de hudfolder, der omgiver skeden).

3. Infibulation: indsnævring af skedeåbningen ved hjælp af et dækkende væv. Indsnævringen sker ved at skære i og sy de indre eller ydre kønslæber sammen, med eller uden fjernelse af klitoris.

4. Andre: alle øvrige skadelige indgreb mod de kvindelige kønsdele af ikke-lægelige grunde, for eksempel ætsning, gennemboring og at skære eller skrabe

i kønsorganerne.

Jeg må have været omkring atten eller nitten år, da jeg første gang hørte om FGM i en avisartikel, som mine veninder og jeg faldt over på universitetsbiblioteket i Jeddah.

Vi læste artiklen om FGM i tavshed og med rædsel. Det var slet ikke noget, vi (i hvert fald ikke jeg) forbandt med vores eget liv. Kort efter fandt jeg dog ud af, at mange kvinder i min familie var blevet omskåret, da de var små, og jeg blev besat af tanken om, at de kvinder, jeg elskede, havde været udsat for dette grusomme indgreb. Jeg havde brug for at vide alt om denne mishandling, der blev udført i kærlighedens og acceptens navn, og i fornægtelse af den stærke fysiske, psykologiske og følelsesmæssige smerte, den medfører.

FGMs kulturelle oprindelse er ukendt. I Sudan er infibulation (den mest ekstreme form for FGM) beskrevet som den “faraonske” metode, og i Egypten er den samme metode kendt som den “sudanesiske” metode. Den historiske baggrund har ingen relevans for de piger, der bliver mishandlet brutalt, mens deres egne mødre ser på og nogle gange endda hjælper med at holde dem nede. Kan man forestille sig et større svigt? Og i kærlighedens navn! Ja, kærligheden. Disse mødre hader ikke deres døtre. De kan ikke have glemt den mishandling, de selv var udsat for, mens deres egne mødre holdt dem nede. Hvordan skulle de kunne det? De har i hvert fald ikke glemt smerten.

Alligevel ved de – når de lytter til deres døtres skrig som et ekko af deres egne skrig et par årtier forinden at deres piger uden denne mishandling vil blive opfattet som seksuelt ude af kontrol og ikke vil kunne blive gift.

Så de amputerer for at gøre dem hele – hvor ironisk, at de skal lemlæstes for at blive fuldendte!

Den egyptiske feminist Nawal aal Sedawi husker, da hun blev omskåret som seksårig. “Jeg vidste ikke, hvad de havde skåret væk, og jeg prøvede heller ikke at finde ud af det. Jeg græd bare og kaldte på min mor, for at hun skulle hjælpe mig. Men det værste chok var, da jeg så mig omkring og opdagede, at hun stod lige ved siden af mig.

Ja, det var hende – jeg havde set rigtigt, hun stod der midt imellem disse fremmede, og hun talte til dem og lo sammen med dem, som om de slet ikke havde været med til at mishandle hendes datter kort forinden.”

Hvordan overlever en pige dette barbari med sin tillid til andre mennesker i behold, især når hendes egen mor var til stede uden at beskytte hende?

For de heldige få, som undslipper, kan jomfruelighedens gud slå ned, bedst som man troede, at man var blevet sikkert overleveret til en ægtemand. I 1994 dækkede jeg FN’s internationale konference om befolkning og udvikling. En af de feministiske grupper, der deltog, gav mig en undersøgelse om seksuelle og reproduktive rettigheder i Egypten, som de havde foretaget inden konferencen.

I afsnittet om FGM var der en historie, som jeg aldrig siden har glemt. En syttenårig kvinde vendte tilbage til sin mors hjem på sin bryllupsnat med en besked fra den unge kvindes ægtemand til hans svigermor: “Hvis du vil have, at din datter skal være gift, ved du, hvad du må gøre.” Moderen tilkaldte på stedet en traditionel jordemoder, der kunne skære det nødvendige kød væk – et pund kød for at besegle handelen, overgivelsen fra barndomshjem til ægtemand, overgangen fra datter til kone. Nu forstår man, hvorfor mødre vil holde deres døtre nede og lukke ørerne for deres skrig, ikke sandt? De ved, hvad der må gøres, hvad der må udholdes, hvad der må forties, og hvad der må siges, så deres døtre kan gøre sig fortjent til en ægtemand.

Der er ikke nogen tænd og sluk-knap på en mødom. Kønsdriften er ikke styret af tilstedeværelsen eller fraværet af en mødom. Den er heller ikke styret af klitoris eller det, der er tilbage af den, efter der er blevet skåret i den. Hvor begynder lysten egentlig, og hvor slutter den?

Det lader ikke til at være vigtigt for dem, der insisterer på FGM. Det vigtigste er, at familien leverer en fysisk jomfru til en ægtemand, som så selv kan tage hendes mødom.