Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

Den anonyme kvinde bag denne bog gik undercover i Gellerup og fik adgang til et lukket land af ortodoks islam.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

  • ’Blitz’ af Agnete Friis

  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press et boguddrag, så du har masser af læsestof hele sommeren.

Den anonyme kvinde bag denne bog gik undercover i Gellerup og fik adgang til et lukket land af ortodoks islam.

KØB BOGEN HER: UNDERCOVER. JEG VAR FATMA I DANMARK

I uddragets første del fortæller Marie Louise Toksvig om muldvarpen Fatmas infiltrering af en somalisk moské i Århus. I uddragets anden del fortæller ’Fatma’ selv.

FATMA ville aldrig have fundet Bilal-moskeen i Åbyhøj på egen hånd, og hvis hun ikke havde været sammen med de andre, havde hun måske ikke engang opdaget, at den anonyme toetagers ejendom, der officielt hed ’Det sociale værested for unge’, overhovedet rummede både moske og koranskole. Nogle drenge løb og spillede fodbold udenfor, men ellers lignede huset med de store, kvadratiske vinduer og gule mursten mest en slags industribygning.

Stueetagen var for mænd, mens en separat trappe førte til kvindeafdelingen på første sal, hvor Fatma og de andre stillede skoene og gik indenfor.

Det første store rum var indrettet til bøn med en højtaler, så de bedende kvinder kunne høre med, når bønnerne blev reciteret nede hos mændene. Derudover var der et klasselokale med kateder og tavle, et mindre opholdsrum med et par skriveborde til de ældre piger og et større lokale, hvor kvinderne kunne sidde med de mindste børn, og hvor de som regel drak te og spiste mad, de havde med hjemmefra eller tilberedte i et lille køkken.

Det myldrede med voksne kvinder og piger fra børnehavealderen til teenagere, alle tækkeligt pakket ind i mørke, lange kjoler og med håret dækket. Netop i dag fejrede alle en 14-årig, som havde lært hele Koranen udenad. Der blev gjort stads af barnet, der fik både højlydt anerkendelse og en pengepræmie, som var samlet ind i moskeen. Familien stod for et mindre festmåltid, som flere af de andre kvinder bidrog til med medbragte lækkerier.

Bagefter blev pigerne samlet til en test i klasselokalet, hvor der var spørgsmål til navne og centrale skikkelser i Koranen. Pigerne klappede begejstret, da en af deres veninder svarede rigtigt på et spørgsmål.

Men klapsalverne blev straks afbrudt:

»Nej! Ikke klappe, sådan gør muslimer ikke. Man siger: Det er Guds vilje,« lød formaningen.

I den kommende tid hørte Fatma jævnligt den type regler blive indskærpet. Der var aldrig nogen forklaring ud over en henvisning til Koranen, Profeten eller islams love, og irettesættelserne faldt skarpt og indiskutabelt.

Fatma blev præsenteret for den kvindelige leder, som søstrene i butikken havde fortalt hende om: Maryam, en myndig og karismatisk mor til fire, der udstrålede en naturlig autoritet og tog imod Fatma med åbne arme. De kunne ganske rigtigt godt bruge hjælp til arabisk­undervisningen, ikke mindst fordi den anden lærer, der stammede fra Marokko, for tiden var syg og derfor ikke havde tid og kræfter til at undervise. Den marokkanske lærerinde var der selv, hun bød også Fatma velkommen og gav hende sit telefonnummer, så Fatma altid kunne ringe, hvis hun havde brug for det.

Både hun og Maryam var tydeligvis lærde, ledende skikkelser. Det var dem, kvinderne gik til med spørgsmål om små og store udfordringer i hverdagen, som de havde brug for at få afklaret i forhold til de religiøse tekster.

Da det blev tid til eftermiddagsbønnen, lagde Fatma sig på knæ blandt alle de andre og lod sig lede af stemmen, der blev transmitteret nede fra herreafdelingen.

Bagefter kom Maryam hen til hende: Hun havde knælet bag Fatma under bønnen og kunne ikke undgå at bemærke, at Fatma havde en del at lære, hvis hun skulle bede helt korrekt. For eksempel var den måde, hun sad på, ikke helt i overensstemmelse med forskrifterne.

Fatma havde, siden hun som barn begyndte at lære at bede, sat sig på knæ med en balle hvilende på hver hæl. Men Maryam forklarede, at man skulle lade den ene fods forfod hvile mod svangen på den anden, sådan at man kom til at sidde en smule skråt mod venstre – for sådan havde Profeten siddet.

Maryam anbefalede Fatma at slutte sig til en studiekreds, der netop handlede om, hvordan Profeten selv havde gennemført bønnen og de mange ritualer og bevægelser, den indebar. Fatma takkede straks ja. For en pligtopfyldende, hengiven muslim var det en naturlig ambition at forsøge at komme så tæt på Profeten som muligt, blandt andet ved at gøre som ham. I studiekredsen, der blev ledet af en sheik, blev hun og 10-15 andre kvinder i detaljer belært om, hvordan Profeten vaskede sig før bønnen; rækkefølgen, bevægelserne, og hvor lang tid han brugte på de forskellige dele af ritualet. Hvordan hænder og fingre helt præcist skulle holdes ud for hovedet i optakten til bønnen og foran kroppen mellem bryst og mave under selve bønnen, hvordan benene skulle være strakte, inden man knælede og så videre. Imamen læste passager op af en bog, der var mere teknisk og indviklet end noget, Fatma selv var stødt på, da hun som ung studerede islam.

I Bilal-moskeen var der studiekredse og undervisning i utallige aspekter af religionen, teksterne, reglerne og sproget – for den korrekte oplæsning af Koranen krævede meget mere end blot at beherske arabisk. Der var betoninger og rytme, udtale og klang og dertil selvfølgelig ambitionen om at lære hele den tykke, hellige bog udenad. Fatma kunne både hjælpe med børnenes arabisk­undervisning og selv blive undervist i tajwid – reglerne for læsning af Koranen med korrekt udtale, frasering, grammatik og så videre.

Mellem studier og bønner var der selvfølgelig også tid til bare at hygge sig med hinanden. Kvinderne tilbragte det meste af weekenderne i Bilal-moskeen, og selv som et helt nyt ansigt mærkede Fatma det stærke sammenhold og følelsen af, at her passede man på hinanden. Der var altid nogen, der havde mad med og delte med andre, og ingen kunne være i tvivl om, at fællesskabet stod klar til at tage hånd om en, hvis man havde brug for det. Der var kvinder, der skiftedes til at passe to børn, hvis mor var død, så de på den måde kunne støtte børnenes far, og der var altid tilbud om, at Fatma bare kunne låne eller få alt fra tøj til kaffekopper, så hun ikke behøvede at bruge penge på at købe det.

Kvinderne lukkede hende ind i fællesskabet, komplimenterede hendes fine hennadekorationer på hænderne – det kunne hun altså tage penge for, mente de – og spurgte ivrigt, om Fatma og hendes mand ikke snart skulle have børn, når de nu allerede havde været gift i næsten et år.

Fatma gled af på spørgsmålene, det var ikke så let at tale om, men efterhånden indviede hun nogle af de andre i, at hun nok slet ikke kunne få børn – et problem, hun søgte behandling for, og som bestemt også skabte gnidninger mellem hende og Muhammed.

De somaliske mødre, Fatma mødte på første sal i Bilal-moskeen, var kvinder, der holdt sammen langt væk hjemmefra. De bestræbte sig på at skabe et godt, trygt liv for sig selv og deres børn, der ret konsekvent betegnede sig selv som danske, mens forældrene, der stadig havde rødder, slægtninge og minder i Somalia, først og fremmest følte sig som somaliere. At lære det danske sprog var vigtigt, understregede kvinderne gang på gang over for Fatma, men samtidig var der aldrig tvivl om, at det var hos imamerne og de skriftkloge, man søgte råd.

I kvindeafdelingen var det Maryam, der altid tog sig tid til at lytte og støtte. Fatma skød hende til at være et sted i 40’erne. Eftersom hun både talte somalisk, dansk og arabisk, forestod det meste af undervisningen i Bilal-­moskeens kvindeafdeling og dertil var uddannet i både islam og børnepleje, var hun både respekteret og anerkendt som en naturlig myndighed. Hun var en erfaren og begavet kvinde – sådan en, der i mange familier eller lokalmiljøer ville være en, man lyttede til. I moskeen var hun en streng lærer, som børnene frygtede, og en varm, stærk leder.

Når de var på tomandshånd, havde Fatma mangt og meget at spørge Maryam om, for der var adskillige ting, hun og Muhammed var uenige om derhjemme.

Var det for eksempel i orden at se dansk tv?

Flere af kvinderne havde anbefalet Fatma at få en parabol, så hun og Muhammed kunne modtage de islamiske tv-kanaler, men Maryam mente også, at det kunne være godt at se danske nyhedsudsendelser, om ikke andet så fordi det var god sprogtræning.

»Hjemme hos os ser vi kun nyhederne, og vi sørger for, at børnene ikke ser noget dansk tv. Der er nogle meget beskidte kanaler: Nogle gange er der reklamer, og de viser en røv, må Gud tilgive dem,« forklarede hun hovedrystende.

»Der kan også pludselig komme noget med kysseri, når du sidder og ser det. Det er bedre, hvis I kan få arabiske kanaler, der er der oplæsning af Koranen, og du kan høre, når der kaldes til bøn,« anbefalede hun.

Men hvad så med at lytte til musik?

Det gik kun an, hvis det var passende musik, hvilket ville sige religiøse sange, fremført af mandlige sangere. Instrumenter var ikke tilladt, omend trommer som akkompagnement til sang var acceptabelt.

Maryam svarede beredvilligt og med den voksne, veluddannede kvindes sikkerhed, men tilføjede ofte, at hun også ville konferere med sin mand, imamen, for at være sikker. Og hun opfordrede Fatma til bare at ringe, hvis hun havde brug for at snakke. Hvis det blev nødvendigt, kunne Mary­am måske også arrangere, at Fatma og Muhammed kunne møde imamen.

Fatma takkede. Hun tilbragte hele dagen i moskeen og aftalte at vende tilbage, så hun både kunne studere og hjælpe til med undervisningen af børnene.

I basarens mange butikker var der andre kvinder, der iagttog de synlige forandringer i den nyankomne Fatmas fremtoning, efter at hun havde fulgt de somaliske kvinders anvisninger og dækkede sig til. Enkelte ­kommenterede forsigtigt, at man altså hverken behøvede at gå med hijab eller abayaens lange gevandter i Danmark.

Der var mange forskellige måder at leve som muslim, også i Gellerup – og blandt kvinderne i Bilal-moskeen blev der ikke lagt skjul på misbilligelsen over for ‘de andre’. Den marokkanske lærerinde havde betroet Fatma, at hun end ikke ville købe kød hos shiamuslimer i basaren, for de var lige så urene som alle andre kuffar: jøder, kristne, vantro, frafaldne eller muslimer, der ikke fulgte den rette vej, som Profeten havde vist, og som var beskrevet og forklaret i teksterne.­­

På vej hjem mellem boligblokkene fik Fatma øje på en pige, der løb og legede med en fodbold. Hun var dygtig, kunne man se, sådan som hun driblede og tæmmede bolden og kunne holde den i luften med foden. Hun var ikke mere end knap 10 år, vurderede Fatma og kunne ikke få blikket fra pigen, der kæmpede med de lange skørter. Hun hev og sled i stoffet, så man kunne se de jeans, hun havde på inde under den sorte, spøgelsesagtige abaya, der omsluttede hende fra hoved til hæl, så kun hendes hænder og ansigt var fri.

Vejret var lunt, og pigen måtte være ved at omkomme af varme i alt det tøj, tænkte Fatma, ikke mindst når hun så ihærdigt trænede med sin fodbold.

Fascineret af pigens anstrengelser gik Fatma ganske langsomt forbi, så hun var sikker på at få gode billeder på det skjulte kamera, der snurrede i bh’en og optog alt gennem de små bitte linser i knappen på kjolen og i håndtasken.

Fatma fortæller

JEG hev tørklædet af og smed abayaen, så snart jeg var kommet op i lejligheden og havde tjekket, at gardinerne var trukket for. Det føltes grotesk, at jeg selv i mit eget hjem var nødt til sikre mig imod, at nogen udefra kunne få et glimt af mig uden tildækning. Men jeg var nødt til at leve bag nedrullede gardiner og kunne selvfølgelig heller ikke bruge den store altan, medmindre jeg ville gå rundt med Fatmas hijab derhjemme.

Jeg kunne ikke udstå at have det på: Det stramt bundne tørklæde, der fik det til at klø i håret, og den upraktiske lange abaya, der trods det løse snit hæmmede min bevægelsesfrihed, gjorde muligvis Fatma mere accepteret blandt kvinderne i Bilal-moskeen, men det gav mig følelsen af at blive trukket baglæns i tiden. Tilbage til dengang, jeg ikke selv kunne vælge. Det sidder stadig dybt i mig, at jeg ikke vil finde mig i, hvis nogen vil bestemme, hvordan jeg skal gå klædt – jeg ville også protestere over en dresscode, der foreskrev høje hæle på mit arbejde, medmindre den også gjaldt mænd.

Billederne af pigen med bolden havde lagret sig, ikke bare på hukommelseskortet i mit skjulte kamera, men også som noget tungt om hjertet. Jeg kunne sagtens huske, hvordan jeg selv hadede det, når jeg som stor pige fik besked på at trække tækkelige gevandter ud over mine shorts og T-shirt, når der kom gæster derhjemme.

Jeg var kun lidt ældre end den pige, jeg lige havde set, da jeg begyndte at spørge og brokke mig: Hvorfor skulle kvinder være klædt på den måde? Hvorfor behøvede jeg at følge alle de regler, når jeg nu ikke havde lyst? Jeg husker frustrationen over, at jeg aldrig rigtig syntes, jeg fik ordentlige svar.

Da jeg endelig gjorde op med mig selv, at religionen bare ikke var noget for mig – at jeg simpelt hen ikke troede på det – var jeg 14-15 år. Men selv om mine forældre altid bakkede mig og mine søskende op i, at vi havde lov til at vælge selv, så var det ikke en ret, landets love gav mulighed for. Derfor var jeg nødt til at blive ‘i skabet’ og udadtil respektere reglerne og religionen, så længe jeg levede der. Så da jeg gik på universitetet, var jeg også i perioder nødt til at bære hijab, uanset at der selv i den islamiske stat var langt større variationer over, hvordan påbuddet blev praktiseret, end man øjensynlig tillod i de kredse, jeg var i gang med at infiltrere i Gellerup.

Pigen med fodbolden illustrerede så klart, hvordan reglen om tildækning bliver en fysisk begrænsning for børn. En pige som hende får heller ikke andre svar, hvis hun spørger, end at det er den rigtige måde, at det er bedst for hende – og så vil hun sandsynligvis blive skældt og skammet ud, hvis hun overhovedet tillader sig at udfordre reglerne. Til sidst gør man det bare.

Men hijab er mere end tørklæder og lange, upraktiske klæder. Selve det arabiske ord betyder dække eller skjul og er dermed et afgørende element i hele doktrinen om adskillelse af kønnene og de begrænsninger, den religiøse ideologi påtvinger kvinder. Hijab gælder i alle livets sammenhænge, for det betragtes som helt nødvendigt for at forhindre fitna, som betyder kaos eller konflikt i samfundet. Derfor er det ikke alene syndigt ikke at være tildækket, det er simpelt hen skadeligt, for dig selv og for samfundet.

Jeg oplever stadig at blive stoppet på gaden i Europa af både mænd og kvinder fra islamiske lande, der skyder mig til at være muslim ud fra mit udsende og mit sprog og derfor føler sig kaldet til kommentere min påklædning og skælde mig ud for at være noget nær en luder og i hvert fald en meget dårlig muslim.

Princippet er, at kvinder skal gøres usynlige og ikke på nogen måde stikke ud. Det er leveregler, pigerne opdrages med, nogenlunde som at man skal vaske hænder, før man spiser, på samme måde som at de lærer, at de altid først og fremmest er en del af en familie: De vil være underlagt en mand – først deres far, eller måske en onkel eller bror, siden deres ægtefælle. De er aldrig noget i sig selv. Den tankegang kvæler selvtilliden og forestillingen om at være et selvstændigt individ. Og selv om de somaliske kvinder, jeg havde mødt i moskeen, virkede grundlæggende tilfredse og glade for deres liv i Danmark og mest af alt var optagede af at skabe et godt og trygt liv for deres familier, så var de samtidig forpligtede til som gode muslimer at arbejde på at dygtiggøre sig gennem moskeens studiegrupper og undervisning, som alt sammen trak i den samme retning.

Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af en kvinde som Fatma, der var nødt til at underkaste sig den indiskutable præmis, som hijab er.