Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Uddraget handler om nedprioriteringen af indsatsen mod narkokriminalitet i Nordsjællands Politi – Danmarks politikreds nummer 9.



Afdelingen for organiseret kriminalitet i Helsingør var hårdt spændt for.
Efter politireformen i 2007 var de startet 19 efterforskere i OC – OC som i organized crime – men de blev langsomt færre. Nogle rykkede ned til den fælles sjællandske bandeenhed Task Force Øst med hovedkvarter i Karlslunde, så de til sidst kun sad 12 efterforskere tilbage med arbejdsbyrden i en politikreds, der husede tre Bandidos-chapters, herunder hovedchapteret for Danmark og Europa, for ikke at tale om indvandrerbanderne, som spredte sig nordpå fra København.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Dagens sommerlæsning: ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Blårud Larsen

Du får også et boguddrag fra:

  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf

  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman

  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske

  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud

  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen

  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy

  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork

  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'

  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’

  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'

  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

  • ’Blitz’ af Agnete Friis

  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Uddraget handler om nedprioriteringen af indsatsen mod narkokriminalitet i Nordsjællands Politi – Danmarks politikreds nummer 9.

Afdelingen for organiseret kriminalitet i Helsingør var hårdt spændt for.

Efter politireformen i 2007 var de startet 19 efterforskere i OC – OC som i organized crime – men de blev langsomt færre. Nogle rykkede ned til den fælles sjællandske bandeenhed Task Force Øst med hovedkvarter i Karlslunde, så de til sidst kun sad 12 efterforskere tilbage med arbejdsbyrden i en politikreds, der husede tre Bandidos-chapters, herunder hovedchapteret for Danmark og Europa, for ikke at tale om indvandrerbanderne, som spredte sig nordpå fra København.


KØB BOGEN HER: 'DEN 9. KREDS. POLITIET INDEFRA' AF KRISTIAN BLÅRUD LARSEN

Når rockerne og banderne bekrigede hinanden, kom OC-folkene ofte med i efterforskningen, selv om det var afdelingen for personfarlig kriminalitet, der officielt efterforskede sagerne. Hvis bandefolk blev skudt efter på åben gade, så skulle OC afgive folk. Det samme gjaldt, når rockerne forsøgte sig med hvidvaskning eller socialt bedrageri i større skala. Så blev OC-efterforskerne også en del af holdet omkring en sag, selv om den rent teknisk sorterede under afdelingen for økonomisk kriminalitet. Økonomisk kriminalitet var egentlig blevet nedprioriteret til fordel for personfarlig kriminalitet efter politireformen, så antallet af sager i retten var faldet med 24 procent fra 2006 til 2009 på landsplan. Men i 2010 var Rigspolitiet begyndt at måle på fremdriften i større sager om økonomisk kriminalitet, og hvis politidirektøren skulle have fuld lønbonus i 2011, så skulle Nordsjællands Politi begynde et samarbejde med Skat og Bagmandspolitiet for at ramme rockere og bandemedlemmer på pengepungen med den såkaldte Al Capone-metode.

Det var noget, de kunne mærke i OC.

Til sidst måtte de pressede OC-folk i Helsingør også tage sig af samtlige afpresningssager i kredsen, uanset om baggrunden var en hashgæld på 150 kroner eller en dummebøde på 15.000. De få betjente i OC blev lånt ud til alverdens ting, mens en af afdelingens grundopgaver, de rigtig store narkosager, blev mere og mere umulige at løse. De sager, der ikke handlede om at beslaglægge 100 gram amfetamin hos en pusher; de lange efterforskninger med tidskrævende aflytninger, hvor man gik efter de helt store fisk – alt det måtte »prioriteres«.

Narko var ikke nævnt i en eneste resultatkontrakt fra 2007 til 2012, så det var ikke et område, Rigspolitiet lagde særlig vægt på. Køber og sælger var selvfølgelig glade, hvis politiet holdt sig væk, og alt i alt var der ingen, der brokkede sig, hvis Nordsjællands Politi brugte ressourcer på andre ting. Så det gjorde man.

Typisk kørte der kun én større narkoefterforskning ad gangen i Nordsjællands Politi, med omkring fem efterforskere på sagen. Der var også perioder uden en eneste narkoefterforskning, i et enkelt tilfælde en »pause« af næsten et halvt års varighed. Efterforskerne havde ellers altid en håndfuld gode tip på alt fra 30 kilo amfetamin til 100 kilo hash, som man uden problemer kunne gå i gang med.

Der var lige så meget narko i Nordsjælland som i de omkringliggende politikredse. Efterforskerne vidste for eksempel, at Bandidos fik sejlet masser af hash ind i Frederiksværk Havn. De kunne ikke bevise det, men de så, hvordan bagmændene tjente kassen på at sælge for 52 kroner grammet; hver mandag eftermiddag klokken tre mødtes bagmand og pusher på en parkeringsplads, hvor kontanter skiftede hænder. Men ledelsen sagde nej til at starte en efterforskning. Det var for kompliceret og krævede for mange ressourcer, lød beskeden til folkene på gulvet.

Narkoefterforskninger var dyre i drift. Politiet skulle betale for aflytninger, fordi teleoperatørerne skulle have penge for at sætte direkte linjer op, og samtidig krævede det rigtig mange mandetimer at sidde og lytte. Man kunne ikke bare slå optageren til og gå hjem klokken 16; hvis de mistænkte pludselig sagde i telefonen, at slikkepindene nu kørte fra lageret, skulle politiet kunne rykke på stedet og alarmere folk fra observationsgruppen – de ti specialuddannede betjente, der hjalp OC med at holde øje med, hvor de mistænkte var, hvem de var sammen med, og hvad de lavede. Derfor førte narkoefterforskninger til lange weekendvagter, og det var ikke unormalt at oparbejde månedsvis af afspadsering for hver eneste narkosag, man efterforskede. Man efterforskede i et halvt år og holdt så fri tre måneder. Narkosager krævede også altid arbejde på skæve tidspunkter, hvilket gav løntillæg til betjentene.

På et tidspunkt fik efterforskerne i OC at vide, at de ikke længere måtte arbejde over eller lade sig tilkalde med kort varsel. Det var alt for dyrt for kredsen, lød det oppefra. Efterforskerne i OC kunne bare ryste på hovedet, for det kunne slet ikke lade sig gøre at efterforske en narkosag inden for kontortid. En narkosag kørte i princippet døgnet rundt, mens den stod på.

Narkoefterforskeren sad fra morgenstunden og planlagde indgreb såsom telefonaflytninger, hemmelige rumaflytninger og ransagninger samt en række andre redskaber. Op ad formiddagen stod de kriminelle op, gik ned og trænede, spiste måske en stor brunch, og så begyndte der at være travlt på telefonlinjerne. Derfor sad efterforskere og lyttede med om eftermiddagen, om aftenen og ofte til helt ud på natten.

Observationsgruppen var belastet på samme måde. De havde en pulje til overarbejde og tilkald, men det skete, at puljen allerede var brugt fire måneder inde i året. Så skulle der igen rigtig gode argumenter til over for politiledelsen, hvis de skulle kaldes ind på skæve tidspunkter.

Engang imellem slap et tip dog igennem politikredsens økonomiske nåleøje, og så lavede efterforskerne en sag.

En sag tog chefpolitiinspektør Flemming Drejer personligt initiativ til, efter at hans datter havde været til frisør i Fredensborg og angivelig overhørt en snak om navngivne personer, der solgte hash. På et møde gav Drejer informationerne videre til OC-lederen med besked om at se nærmere på sagen. Det var Drejer, der sagde nej og ja til efterforskninger, og nu havde han sagt ja. Et par mand blev sat af og tjekkede op på navnene – et par små fisk, som ikke engang var en aflytning værd.

En gang imellem blev der også råd til en større efterforskning som hashsagen om de såkaldte brune bude i Helsingør, hvor unge mænd leverede hash til rygernes dør. OC aflyttede en salgstelefon i 130 dage fra september 2013, og kriminalmagasinet Station 2, TV Avisen og lokalpressen var inviteret med, da Nordsjællands Politi slog til den 28. januar 2014. Der var et kamerahold med i den civilpatrulje, som lavede den første anholdelse på en tankstation og i kommandocentralen.

De brune bude var en prestigesag for Nordsjællands Politi, hvor man ville vise offentligheden, at man slog ned på narko. Der havde været omkring 10.000 handler med hash, hvilket svarede til 76 opkald om dagen – eller fem i timen. To 25-årige bagmænd blev dømt for salg af 18 kilo hash og fik et år og tre måneders fængsel i byretten. Fire andre bude blev idømt samme straf eller mindre i sagen, mens 1.185 telefonnumre med kontakt til salgstelefonen fik en sms fra politiet. Der var bestilt hash fra deres nummer, og politiet opfordrede køberne til at melde sig, hvad 60 personer gjorde.

På TV2 kaldte Flemming Drejer sagen historisk for politikredsen: »Sagen er usædvanlig i sit omfang – at man i så kort et tidsrum afdækker så stort et antal handler – og mængden af solgt hash. Det har chokeret os som politi.«

Da Andreas Hogsted hørte sin chefpolitiinspektørs udtalelse, kunne han ikke lade være med at tænke, hvilken planet Flemming Drejer mon befandt sig på. Blandt politifolk var det i hvert fald velkendt, at der var masser af hash og masser af salgsnetværk som de brune bude i Nordsjælland. Jo, sagen var god, alle narkosager var gode. Men der var noget falsk over den melodi, politiet nu promoverede sig med. For det første var der kun tale om »lyttehash«, som de kaldte det på stationerne. Politiet havde ikke fjernet hash fra gaden, men aflyttet og lagt handler sammen i et sagskompleks om hash, der for længst var både solgt og røget. For det andet var de brune bude ét sælgernetværk blandt mange: Sagens kerne var én salgstelefon, og dem var der masser af, som ikke blev efterforsket.

Et par måneder efter den tv-transmitterede aktion i sagen om de brune bude fandt en betjent en ung fyr med en salgstelefon i Nordsjælland; en af de billige Samsung-telefoner til 79 kroner i Elgiganten, og den var fyldt med salgsbeskeder.

»Har du noget?«

»Kan vi mødes?«

»Kan jeg få for 100?«

Hashsælgeren blev anholdt og telefonen beslaglagt. Den lå så på et kontor hos politiet, hvor den blev ved med at bimle og bamle i takt med, at hashkøbernes ordrer tikkede ind. Salgstelefoner blev typisk udskiftet hver fjerde dag, og på tredjedagen stoppede opkaldene og sms’erne. Politiet havde nu netværket, og det ville kræve omkring fire mand at efterforske sagen med aflytning af en ny salgstelefon.

Efterforskerne kendte også til den anholdte sælgers chef, pusheren, og måske endnu vigtigere: hashleverandøren, som var en højtstående Bandidos-mand, der havde solgt hash i årevis uden at blive dømt. Men i denne sag afviste den lokale leder at starte en efterforskning, så hashsælgeren blev kun sigtet for den smule, han havde haft på sig, da han blev anholdt. Tippet blev sendt til OC, men da de overbebyrdede efterforskere netop havde lavet sagen om de brune bude i Helsingør, gjorde de intet ved det nyopdagede hashnetværk, selv om det kun var marginalt mindre.

I sagen om de brune bude havde chefpolitiinspektøren udvist stor bekymring for de unge, som købte hash til døren.

»De risikerer at få konsekvenser mange år ud i fremtiden. Et opkald til dette nummer – eller andre – er en rigtig skæv vej at slå ind på i tilværelsen,« sagde Drejer.

Det skulle køberne nok ikke lægge for meget i, tænkte Andreas for sig selv. Men det, der bekymrede ham mest, var de konsekvenser, spareøvelsen i politiledelsen havde for hans arbejde som kildefører.

Andreas Hogsted sendte mange tip til OC, som ikke kom særlig langt, og hver gang skulle han forklare sig over for sin kilde, når de mødtes næste gang.

»Hvorfor er han ikke blevet taget?« sagde kilden en dag under et hemmeligt møde.

Når Andreas havde fået detaljerede oplysninger om en amfetaminpusher, hvorfor gik han så stadig rundt med salgsposer på gaden?

»Hvorfor gør I ikke noget?« spurgte kilden Andreas.

Andreas vidste godt, hvorfor der intet var gjort.

Tippet var godt, men det krævede efterforskning, før man kunne anholde. Det nummer til pusherens hemmelige taletidstelefon, kilden havde givet, skulle aflyttes, hvis sagen skulle løftes. På stationen i Frederikssund kunne man kun sætte en aflytning op i et par dage, og kun i sager, hvor en person for eksempel var efterlyst. Der var ikke folk på Station Vest, der kunne sidde bundet til en aflytning, for så skred driften, og det havde cheferne udviklet allergi overfor. Derfor var tippet sendt videre til OC, som nok heller ikke havde tid til sagen. Det var i hvert fald, hvad Andreas regnede med, for han havde intet hørt fra OC, siden han sendte en klassificeret rapport, en såkaldt 13B. Det var formentlig gået den, som det gik massevis af tip, Andreas havde sendt til Helsingør.

Men det kunne han jo ikke sige til kilden.

»Du må have tålmodighed,« sagde Andreas bare.

Sandheden var, at OC kun nødtørftigt tog de store narkosager, og at OC-efterforskerne skulle præsentere sagen godt på et tidligt stadie, før ledelsen indvilgede i at kaste ressourcer efter den. De skulle virkelig sælge en sag. De mindre og meget konkrete tip om gemt narko eller våben måtte stationerne i Frederikssund, Hillerød, Helsingør og Lyngby selv håndtere – hvis de havde tid og fik lov af den lokale ledelse. Det meste derimellem var et sort hul.

Selv tip som det om grønthandleren, der var mistænkt for at sælge hash kun 200 meter fra politistationen i Hillerød, blev der intet gjort ved. Sådan et tip var for lidt til OC, men for meget til lokalpolitiet, der havde travlt med vold og indbrud. Gedigne tip om narko og våben forsvandt simpelthen i systemet. Kun hvis ildsjæle på stationen af egen drift tog narkotippet på sig, skete der noget.

»Vi samler informationer, og så rykker vi på det,« sagde Andreas til kilden. Men han var ret sikker på, at det slet ikke forholdt sig sådan.

Nordsjællands Politi vidste for eksempel, at Bandidos havde skaffet en pistol, som man opbevarede fast i en rockerborg efter at være raget uklar med nogle tidligere brødre i Næstved og nogle lokale indvandrergrupper. Tidligere havde politiet fundet et haglgevær i elskabet ved vejen i nærheden af rockerborgen, men nu sagde en kilde, at der også var en pistol i selve klubhuset, som politiet ikke ville finde ved en normal ransagning.

Politiet skulle gå ud i rockerborgens køkken og hive komfuret lidt ud, så man kunne komme ind til væggen bagved. Herefter skulle man hive noget tapet op, og inde bag en løs gipsplade ville pistolen ligge. Muret inde.

Alligevel fjernede Nordsjællands Politi aldrig pistolen, som muligvis ligger der endnu, hvis ikke rockerne selv har fjernet den.

Et par gange forsøgte OC at rykke på de mange tip med en metode, som Andreas syntes var decideret åndssvag. Når bunken af tip havde hobet sig op gennem et års tid, slog man dem sammen og iværksatte en større politiaktion.

Aktionen »Hit Man« skulle for eksempel slå ned på narko og våben i Nordsjælland, forlød det. Den fik fuld skrue i medierne med ord som »kæmpeaktion«, »rockerborg«, »narko og våben«, da 180 betjente og 28 politihunde slog til på 44 adresser over hele Nordsjælland den 5. marts 2009. Det var ellers sjældent, politiet afslørede de nærmere detaljer omkring en operation over for offentligheden, herunder mandskabets sammensætning; når journalisterne spurgte, fik de som regel at vide, at politiet var »folk nok«. Men med »Hit Man« var det anderledes. Her var selve politiets indsats i fokus, mens fangsten virkede underordnet.

Selvfølgelig havde OC ikke 44 friske narko- og våbentip liggende klar til operationen. Så lige inden dagen oprandt, havde man spurgt rundt i kredsen, om nogen havde friske tip, man kunne gå efter.

Andreas kunne se, at mange af de tip, »Hit Man« nu rykkede på, var flere måneder gamle, nogle næsten et år. Han kunne simpelthen genkende nogle af de tip, han selv havde sendt op til Helsingør. Med det resultat at ransagningsholdet flere gange under aktionen kom ud på adresser, hvor den mistænkte var flyttet for længst, ligesom der de fleste andre steder ingen spor af ulovligheder var at finde.

»Vi vil gerne sende et budskab om, at vi ikke vil acceptere narkotika og våben i Nordsjælland,« sagde OC-leder Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.

Men politiet ransagede vel ikke for at sende et budskab, men for at finde noget, tænkte Andreas. Og hvad var det modsatte af, hvad OC-chefen sagde; at politiet accepterede narkotika og våben. Selv den mest tungnemme kriminelle kendte vel loven, selv om Andreas nogle gange kunne føle, at ledelsen i Nordsjælland vendte det blinde øje til.

En stor aktion mod narko og våben var altid kærkommen for folk som Andreas. Men »Hit Man« var en alibi-aktion, så Nordsjællands Politi fremstod handlekraftig i medierne.

»Hit Man« var politik. Signalpolitik.

Pressen spurgte, om de mange ransagninger var rettet mod en organiseret narkoring. Nej, der lå ikke en lang efterforskning bag aktionen, måtte politiledelsen erkende. De mange tip var med OC-chefens egne ord »alt muligt blandet«, så man med aktionen kunne »få gjort rent i politikredsen«.

De 180 betjente og 28 politihunde anholdt syv personer, hvor de tre fik lov til at gå igen efter afhøring. Udbyttet var 1,1 kilo amfetamin, 5,2 kilo hash, anabolske steroider, ecstasy og 881.000 kroner i kontanter, der formentlig stammede fra narkosalg. Det var næppe en nordsjællandsk hovedrengøring, tænkte Andreas, da han læste pressens omtale. Men i medierne lignede aktionen muligvis en succes, og det var faktisk kun takket være et gammelt tip fra Andreas’ makker Simon. Politiet var nemlig heldige at finde størstedelen af aktionens narkotika og godt 700.000 kroner hos en mand på en gård i Ølstykke. I Charlottenlund fandt politiet to kilo hash og 140.000 kroner.

Uden de to fund havde aktionen langt fra været noget at prale med, taget i betragtning hvor mange mand der var udkommanderet.

»Hit Man« var også på besøg i Bandidos-hovedkvarteret i Kvistgård. Her fandt man lidt amfetamin, hash og anabolske steroider, da ransagningsholdet vendte bunden i vejret på sække med savsmuld og brækkede elpaneler ud af væggene. Bandidos-medlem Allan Schack overværede aktionen, og hans analyse indrammede hele aktionen meget godt:

»Det kommer ikke som et chok, at politiet er her. Det er måske mere overraskende, at de ikke har været her før,« sagde han til den lokale avis.

I andre politikredse i Danmark havde man både efterforskere og en operativ gruppe tilknyttet OC-afdelingerne. Den operative gruppe tog sig blandt andet af de tip, man ikke havde ressourcer til at efterforske. De tog ud og bankede på døre, i takt med at tip kom ind, så man i det mindste høstede de lavthængende frugter. Men end ikke dette kunne OC i Nordsjælland, og specialpatruljer var der som bekendt heller ikke længere til at løfte opgaven. Den håndfuld gode og konkrete tip om narko eller våben, som Andreas årligt sendte til OC, skete der ikke noget med, og det samme måtte være tilfældet for kildeførerne på de andre stationer i kredsen.

Der manglede efterforskere, og der manglede en operativ gruppe, hvis man skulle sætte effektivt ind over for kredsens organiserede kriminelle. De burde være 25 efterforskere og en operativ enhed af samme størrelse, mente Andreas. Så ville kredsen have et redskab, man kunne bruge til noget.

Betjente fra nabokredsene fandt også lige så stille ud af, at der intet skete med de tip, de sendte til Nordsjællands Politi. Oplysninger om oversavede jagtgeværer og miniplantager med hamp blev aldrig fulgt op, og derfor blev praksis, at et tip i Nordsjælland – det skulle man selv gøre noget ved.