Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En historie om at miste en, man elsker, og om bid for bid at komme under huden på dem, man bor dør om dør med, og dem, man elsker allermest.

7-årige Elsa er ikke som alle de andre børn. Hun er klog og har kun én ven: Mormoren på 77 år, der skyder med paintballgevær efter udbudne gæster og kører bil uden kørekort. Romanen "Min mormor hilser og siger undskyld" er fortællingen om et venskab ud over det sædvanlige, som dog slutter brat, da mormoren bliver syg og dør. På sygesengen giver hun Elsa en sidste opgave: Hun skal sige undskyld til alle ejendommens beboere for det hun har sagt og generet dem med i årevis.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Min mormor hilser og siger undskyld’ af Fredrik Backman

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske

  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud

  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen

  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy

  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork

  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'

  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’

  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'

  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

  • ’Blitz’ af Agnete Friis

  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En historie om at miste en, man elsker, og om bid for bid at komme under huden på dem, man bor dør om dør med, og dem, man elsker allermest.

7-årige Elsa er ikke som alle de andre børn. Hun er klog og har kun én ven: Mormoren på 77 år, der skyder med paintballgevær efter udbudne gæster og kører bil uden kørekort. Romanen "Min mormor hilser og siger undskyld" er fortællingen om et venskab ud over det sædvanlige, som dog slutter brat, da mormoren bliver syg og dør. På sygesengen giver hun Elsa en sidste opgave: Hun skal sige undskyld til alle ejendommens beboere for det hun har sagt og generet dem med i årevis.

KØB BOGEN HER: 'MIN MORMOR HILSER OG SIGER UNDSKYLD' AF FREDRIK BACKMAN

Mor hentede dem på politistationen. Man kunne se, at hun var meget vred, men hun var kontrolleret og behersket og råbte ikke.

For mor er meget kontrolleret og behersket og råber stort set aldrig, eftersom hun er nøjagtig alt det, Elsas mormor ikke er. Elsa faldt næsten i søvn, før hun overhovedet havde fået sikkerhedssele på, og var allerede i Miamas, da de kom ud på motorvejen.

Miamas er Elsa og mormors hemmelige kongerige. Det er et af de seks kongeriger i Landet Næsten-Vågen. Mormor fandt på det, da Elsa var lille, og mor og far lige var blevet skilt, og Elsa var bange for at lægge sig til at sove, fordi hun på internettet havde læst om børn, der døde, mens de sov. Mormor er god til at finde på ting. Så da far flyttede ud af lejligheden, og alle konstant gik og var kede af det og trætte, sneg Elsa sig hver nat ud ad hoveddøren og trissede gennem opgangen i pyjamas og ind i mormors lejlighed, og så kravlede hun og mormor ind i det store klædeskab, der aldrig holdt op med at vokse, og lukkede øjnene næsten helt i og rejste af sted.

For man behøver ikke at sove for at komme til Landet Næsten-Vågen. Det er ligesom det, der er pointen. Man skal bare næsten sove. Og i de allersidste sekunder, når øjnene er lukket næsten helt i, når tågen ruller ind over grænsen mellem det, man ved, og det, man tror, så tager man af sted. Man rider til Landet Næsten-Vågen på ryggen af et skydyr, for mormor har bestemt, at det er den eneste måde at komme dertil på. Skydyrene kommer ind gennem mormors altandør og henter hende og Elsa, og så flyver de højere og højere og højere op, indtil Elsa ser alle de magiske, vidunderlig skøre væsener, der befolker Landet Næsten-Vågen: enfanterne og rådvilddyrene og Nuen og worserne og sneenglene og prinserne og prinsesserne og ridderne. Skydyrene flyver hen over de endeløse, mørke skove, hvor Ulvehjerte og alle uhyrerne bor, og fejer ned over alle de blændende farver og blide vinde, der svæver rundt om byportene til kongeriget Miamas.

Det er svært at sige på stående fod, om mormor er lidt skør, fordi hun har været for meget i Miamas, eller om Miamas er lidt skørt, fordi mormor har været der for meget. Men det er herfra, alle mormors eventyr kommer. De mest vidunderlig skøre eventyr.

Mormor siger, at kongeriget har heddet Miamas i mindst ti tusind eventyrs evigheder, men Elsa ved, at mormor bare har fundet på, at det skal hedde det, fordi Elsa ikke kunne sige ’pyjamas’, da hun var lille, og sagde ’mjamas’ i stedet for. Men mormor insisterer selvfølgelig på, at hun ikke har fundet på en skid, og at Miamas og alle de andre fem kongeriger i Landet Næsten-Vågen i allerhøjeste grad findes i virkeligheden – at de faktisk er meget mere virkelige end den virkelige verden, »hvor alle er økonomer og drikker laktosefri mælk og gør ved«. Mormor er ikke skidegod til at leve i den virkelige verden. Her er for mange regler, og mormor er ikke skidegod til regler. Hun snyder i Matador og kører Renault i busbanen og tager de gule bæreposer med ud fra Ikea og bliver ikke stående bag stregen ved bagagebåndet i lufthavnen. Og hun går på toilettet for åben dør. Det er også noget af en karakterbrist hos mormor.

Men hun fortæller alle evigheders bedste eventyr, og så kan man tilgive temmelig mange karakterbrister, har Elsa gjort op med sig selv.

Alle eventyr, der er noget værd, kommer fra Miamas, siger mormor.

De andre fem kongeriger i Landet Næsten-Vågen kan andre ting: ’Mirevas’ er kongeriget, hvor man vogter over drømme, ’Miploris’ er kongeriget, hvor man opbevarer al sorg, ’Mimovas’ er der, hvor al musik kommer fra, ’Miaudacas’ er der, hvor alt mod kommer fra, og ’Mibatalos’ er kongeriget, hvor alle de tapre soldater, der kæmpede mod de grusomme skygger i Krigen Uden Ende, voksede op.

Men Miamas er mormor og Elsas yndlingskongerige, for der er historiefortæller det ædleste erhverv, man kan have. Der kan den, der formår at puste liv i en historie, blive mægtigere end en konge. I Miamas er valutaen fantasi – i stedet for at købe noget for penge kan man købe det for en god historie, og et bibliotek hedder ikke et bibliotek, men en ’bank’. I Miamas er hver eneste bog en formue, hvert eventyr en million. Og hver nat har mormor uendelig mange skattekister med sig derfra. Om drager og trolde og konger og dronninger og hekse. Og om skygger.

For alle eventyrverdener skal have frygtelige fjender, og Landet Næsten-Vågens fjender er skyggerne, for skyggerne vil dræbe al fantasi.

Og hvis man fortæller eventyr om skygger, må man også fortælle om Ulvehjerte. For det var ham, der besejrede skyggerne i Krigen Uden Ende. Han var den første og største superhelt, Elsa nogensinde hørte om.

Mormor tager Elsa med til Miamas hver nat. Elsa er blevet slået til ridder der. Hun må ride på skydyr og have sit eget sværd, og siden har hun aldrig været bange for at sove. For i Miamas siger ingen, at piger ikke må være riddere, og bjergene når helt op til himlen, og lejrbålene brænder aldrig ud, og ingen latterlige karlsmarter prøver at rive ens Gryffindor-halstørklæde i stykker.

Mormor siger selvfølgelig, at man i Miamas heller ikke lukker døren, når man går på toilettet. At det faktisk står i loven i Landet Næsten-Vågen, at man skal have en åben dør-politik i enhver henseende. Men Elsa er temmelig sikker på, at hun lige på det punkt fortæller en alternativ version af sandheden. Det er det, mormor kalder løgne. »Alternative versioner af sandheden.«

Så da Elsa næste morgen vågner i en stol på mormors hospitalsstue, sidder mormor på toilettet for åben dør, og ude på gangen står Elsas mor, og mormor er i fuld gang med at fortælle en alternativ version af sandheden. Det går ikke så skidegodt. For den rigtige sandhed er, at mormor flygtede fra hospitalet i nat, og at lsa sneg sig ud af lejligheden, mens mor og George lå og sov, og at de sammen kørte hen til Zoologisk Have i Renault, hvor mormor klatrede over hegnet, og set i bakspejlet kan det muligvis godt fremstå en smule uansvarligt at gøre alt det sammen med en syvårig midt om natten. Det ræsonnement kan Elsa godt følge.

Mormor, hvis tøj ligger i en bunke på gulvet og stadig i allerhøjeste og bogstaveligste grad lugter af abe, forsvarer sig selvfølgelig med, at da hun klatrede over hegnet ind til abegrotten, og vagten råbte ad hende, så troede hun, at han eventuelt kunne være en livsfarlig voldtægtsforbryder, og det var derfor, hun gav sig til at smide jord efter ham og betjenten. Og så ryster mor meget kontrolleret, men træt, på hovedet og siger, at mormor digter.

Og mormor bryder sig ikke om, at folk siger, at ting er opdigtede – hun foretrækker den mindre nedsættende betegnelse ’virkelighedsudfordret’ – så det siger hun til mor. Mor ser ikke ud til at være helt enig. Men hun behersker sig. For hun er nøjagtig alt det, mormor ikke er.

»Det her er noget af det værste, du har gjort,« siger mor sammenbidt vendt mod toilettet.

»Det har jeg meget, meget svært ved at forestille mig, kære datter,« svarer mormor ubekymret derindefra.

Og så gennemgår mor sagligt alt det, mormor har rodet sig ud i, og så siger mormor, at mor bare er sur, fordi mor ikke har humor. Og så siger mor, at mormor burde holde op med at opføre sig som et uansvarligt barn. Og så siger mormor: »Ved du, hvor piraterne parkerer deres biler?« Og da mor ikke svarer, brøler mormor »i en garAAAARGHe« inde fra toilettet. Og da mor sukker og masserer sine tindinger, fnyser mormor og konstaterer: »Det er jo det, jeg siger – ingen humor.« Og så lukker mor toiletdøren, og så bliver mormor mega-mega-mega-sur. For hun kan ikke lide at føle sig låst inde, når hun sidder på toilettet.

Hun har efterhånden været indlagt på hospitalet i to uger, men flygter næsten hver dag og henter Elsa for at tage ud at købe is eller tage hjem til huset, når mor ikke er hjemme, og lave sæberutsjebane i trappeopgangen. Eller bryde ind i zoologiske haver.

Hvad der nu lige falder mormor ind.

Men mormor synes selvfølgelig ikke, det er at ’flygte’ fra hospitalet, for hun mener, der skal ligge en udfordring i det, hvis det skal regnes for flugt. Eksempelvis en drage eller en række fælder eller som minimum en mur og en anstændig form for voldgrav eller lignende. Mor og sygehuspersonalet er ikke helt enige, kan man vist roligt sige.

En sygeplejerske kommer ind på stuen og påkalder sig forsigtigt mors opmærksomhed. Hun giver mor et stykke papir, som mor skriver noget på og rækker tilbage, og sygeplejersken går igen. Mormor har haft ni forskellige sygeplejersker, siden hun blev indlagt. Syv af dem har hun nægtet at samarbejde med, og to har nægtet at samarbejde med hende. En af dem, fordi mormor sagde, at han »havde udstyret i orden«. Mormor hævdede eftertrykkeligt, at det var en kompliment til hans hospitalsudstyr og ikke til ham, og at han ikke burde gå og være så pylret over det. Og så sagde mor til Elsa, at hun skulle tage sine høretelefoner på, men Elsa nåede alligevel at høre, at de skændtes ret så længe om forskellen på »sexchikane« og »en ganske almindelig kompliment til noget udstyr herregud da«.

De skændes meget, mor og mormor. De har skændtes, så længe Elsa kan mindes. Om alt. For hvis mormor er en dysfunktionel superhelt, så er mor til gengæld en uhyre funktionel superhelt.

Deres forhold er lidt som Cyclops og Wolverine i ’X-Men’, tænker Elsa tit, og så savner hun virkelig at have nogen omkring sig, der forstår, hvad hun mener med det. Folk omkring Elsa læser simpelthen alt for lidt kvalitetslitteratur. ’Kvalitetslitteratur’ er det, udannede karlsmarter kalder ’tegneserier’, og over for en, der ikke er så velbevandret i kvalitetslitteratur, forestiller Elsa sig, at hun ville forklare det totalt oversimplificeret med, at X-Men er superhelte. Men faktisk er de mutanter, og der er en vis akademisk forskel, men hvis man skal undgå at gøre det unødigt kompliceret, ville Elsa muligvis sammenfatte det sådan, at mormor og mor har stik modsatrettede superkræfter. Som hvis Spider-Man – der er en af Elsas yndlingssuperhelte – havde haft en nemesis, der hed noget i retning af Skrideskurken, og hvis superkraft var, at han ikke engang kunne kravle op på en bænk.

Bare på den gode måde.

Godt nok har Cyclops og Wolverine ikke som sådan stik modsatrettede superkræfter, men hvis Elsa skulle forklare det for en, der ikke fattede det overhovedet, så vil hun ikke gøre det sværere end strengt nødvendigt, føler hun.

Og når hun tænker nærmere efter, er det muligvis nok at forstå, at mor er orden, og mormor er kaos. Elsa har engang læst, at »kaos er nabo til Gud«, men så sagde mor, at den eneste grund til, at Kaos flyttede ind i Guds opgang, var, at Kaos ikke magtede at bo ved siden af mormor længere.

Mor har ringbind og kalendere til alting, og hendes telefon spiller en lille melodi, et kvarter før hun skal til møde. Elsas mormor skriver ting ned, hun skal huske, med lilla tusch direkte på køkkenvæggen. Ikke kun når hun er hjemme hos sig selv, men uanset hvor hun måtte befinde sig. Det er naturligvis ikke et fuldstændig fejlfrit system, eftersom det forudsætter, at hun befinder sig hjemme hos den samme person, når hun skal huske det, hun har skrevet ned. Men da Elsa påpegede det over for mormor, fnøs hun: »Der er i hvert fald mindre risiko for, at jeg forlægger en køkkenvæg, end at din mor forlægger den dér lille pjat-telefon!« Men så påpegede Elsa, at hendes mor faktisk aldrig forlagde noget som helst. Og så himlede mormor med øjnene og sukkede: »Nej nej, men din mor er jo for himlens skyld også en undtagelse. Det gælder … ja, du ved … uperfekte mennesker.«

Perfektion er mors superkraft. Hun er ikke nær så sjov som mormor, men på den anden side ved hun altid, hvor Elsas Gryffindor-halstørklæde er. »Intet er blevet helt væk, før din mor ikke kan finde det,« hvisker mor altid i Elsas øre, når hun vikler det om hendes hals.

Hun er chef, Elsas mor. »Ikke bare som job, men som livsstil,« fnyser mormor tit. Mor er så at sige ikke typen, man følger med – hun er typen, man følger efter. Elsas mormor er mere typen, man viger uden om end følger, og hun har aldrig i sit liv fundet et halstørklæde.

Desuden kan mormor ikke lide chefer, hvilket er et problem på lige præcis det her hospital, eftersom mor er ekstrameget chef lige her, fordi hun er chefen her.

Mormor sidder på sengekanten med ryggen til døren og taler i telefon uden at opdage hende. Elsa kan høre, at hun taler medsin advokat, for mormor instruerer ham i, hvilken slags øl hun vil have, næste gang han kommer ind på hospitalet. Elsa ved, at advokaten smugler øllene ind i store opslagsværker, som mormor siger, hun skal bruge til sin ’forskning’, men som er udhulet med huller til ølflasker. Elsa tager halstørklædet fra knagen og skal lige til at råbe til mormor, da hun hører hendes stemme blive grødet i telefonen:

»Hun er mit barnebarn, Marcel. Himlen velsigne hendes lille hoved. Aldrig har jeg mødt så vaks en pige. Ansvaret må overdrages til hende. Hun er den eneste, der kan træffe den rigtige beslutning.«

Der bliver stille lidt. Så fortsætter mormor beslutsomt:

»Jeg VED godt, at hun kun er et barn, Marcel! Men hun er fandeme da klogere end alle de andre tåber tilsammen! Og det er MIT testamente, og du er min advokat. Gør nu bare, som jeg siger!«

Elsa bliver stående på gangen og holder vejret. Og da mormor iger »fordi jeg ikke VIL fortælle hende det endnu, Marcel! Fordi alle syvårige fortjener superhelte!«, vender Elsa om og lusker lydløst ud gennem døren med Gryffindor-halstørklædet fugtigt af tårer.

Og det sidste, hun hører mormor sige i telefonen, er:

»Jeg vil ikke have, at Elsa skal vide, at jeg skal dø, for alle syvårige fortjener superhelte, Marcel. Alle syvårige fortjener superhelte med superkræfter, der forhindrer dem i at få kræft.«