Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
En ung kvinde findes død i en plantage nord for Kalundborg. Hun er blevet skudt i ryggen, hendes tøj er gennemvædet af saltvand og retsmedicinerne finder sand i hendes sko. Med sine sidste kræfter har hun skåret bogstaver og tal ind i sit maveskind.
Bogen udkommer til efteråret.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
Du får også et boguddrag fra:
'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv'
’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
’Blitz’ af Agnete Friis
’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
’Tarme med charme’ af Giulia Enders
'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
En ung kvinde findes død i en plantage nord for Kalundborg. Hun er blevet skudt i ryggen, hendes tøj er gennemvædet af saltvand og retsmedicinerne finder sand i hendes sko. Med sine sidste kræfter har hun skåret bogstaver og tal ind i sit maveskind.
Bogen udkommer til efteråret.
KØB BOGEN HER: 'ENHJØRNINGEN' AF STEFFEN JACOBSEN
Du får også et boguddrag fra:
'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv'
’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
’Blitz’ af Agnete Friis
’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
’Tarme med charme’ af Giulia Enders
'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
PROLOG
Batapora, Kashmir, Indien
Det, der i Michael Sanders øjne adskilte Batapora fra så mange andre grænseliggende byer i Kashmir, var distrikts- fængslet. Og fængslet var forhåbentlig endestationen for en fire måneder lang menneskejagt gennem De Store Floders Land ved foden af Himalaya.
I dette øjeblik sad han på bagsædet af en Range Rover med Dannebrog vajende fra forskærmen og studerede byen i dalsænkningen gennem kikkerten: De sædvanlige ét- og toetagers betonhuse med flade tage tilfældigt strøet langs bredderne af en doven, brun flod, et virvar af lavt hængende luftledninger, vasketøj på snore, spundet i et indviklet netværk mellem husene, overfyldte gader – og så denne optiske fladtrykthed, der var et vilkår for al bebyg- gelse inden for synsvidde af det mægtige Hindukush.
Han kunne efterhånden ikke skelne den ene lille by i Kashmir fra den næste.
Michael tændte en cigaret og granskede endnu en gang den krøllede telex, han havde bestukket sig til hos en se- kretær på den danske ambassade i New Delhi. Han havde været overbevist om, at den indeholdt afgørende informa- tion, og overstadigt betalt den moderlige, indiske sekretær yderligere 10.000 rupees for at tilbageholde informationen fra ambassadens øvrige stab en uge og hurtigst muligt melde hans ankomst til fængslets øverstkommanderende som Michael Berg, chargé d’affaires danoise.
Det var to dage siden, og nu var han ikke længere så sikker.
Han mødte sin turbanklædte chaufførs mørke øjne i bakspejlet. De udtrykte en vis utålmodighed. Chaufføren havde en kone og tre børn, han ikke havde set længe.
»Okay, Gurpal, mumlede Michael. – Lad os køre der- ned. Jeg magter bare ikke en ny …«
»Jeg er sikker på, at Batapora er vort sande mål, sahib, sagde chaufføren med vægt. – Jeg har set dette sted …«
»I en drøm. Det siger du altid, oh mægtige Gurpal Singh, når vi holder på en rådden bjergvej, og du tror, Shangri-La ligger for enden.
Han må jo være et sted, indvendte Gurpal meget for- nuftigt. – Der er ikke noget levende menneske, der kan være ingen steder, Michael.
»For fire måneder siden ville jeg have været enig med dig, men det ser ud til at lykkes for Silas Monell. Eller også er jeg bare ikke god nok.« Sig ikke sådan noget, sagde Gurpal Singh harmfuldt.
»Lev ikke dit liv i skyggen af tænkte nederlag.«
Michael blinkede til chaufføren. De havde mødt hinan- den for et par år siden. Dengang havde Gurpal Singh været taxachauffør i København, og han havde uden tanke for eget liv og sin førlighed hjulpet Michael med at forhindre et islamistisk terrorangreb på Udenrigsministeriet. For den ærespension, staten tildelte ham, havde han trukket sig tilbage til sit hjemland og var blevet forenet med sin familie.
Range Roveren skrumplede de sidste kilometer ned ad den ujævne bjergvej, mens Michael bekymret konsulterede sine papirer.
Der var fire skuffer til afdøde fanger i det lille, overophe- dede og klaustrofobiske lighus. I alle hjørner lå mørke, dampende pytter fra utætte kølerør. Michael filtrerede stanken gennem en utændt cigaret.
Sergent Hazari, den unge fængselsinspektør, smilede velvilligt.
Sergenten var ulastelig. Et smukt, tæt skæg, et skud- sikkert smil, en snehvid turban, blankpoleret læderbælte med skrårem, og man kunne skære sig på kakiuniformens pressefolder. Tilsyneladende var inspektøren vekselvarm, for der var ikke en dråbe sved at se på hans ansigt, mens Michael kunne vrides. Sergenten signalerede til kvarterme- steren, der åbnede øverste låge til venstre, manøvrerede en hydraulisk lift ind under åbningen og pumpede den op til brysthøjde. Kvartermesteren trak en båre over på liften, og nye bølger af liglugt fik Michael til at træde et skridt tilbage og løsne slipset. Hazari betragtede ham med sit overbærende smil.
Liften sank til knæhøjde under en byrde, der var ind- svøbt i et groft, plettet lagen. Et par tynde, hvide fødder stak ud, og Michael studerede et stykke pap, der med en stump sejlgarn var bundet om afdødes højre storetå. Da- toen i dag var noteret, men intet navn.
»Han døde i dag?«
»Tidligt i morges, mr. Berg. Faktisk blev den unge mand arresteret for blot tre dage siden. Han ville imidler- tid hverken oplyse sit navn eller sin nationalitet.«
Med en mine som en tryllekunstner trak kvartermeste- ren lagnet bort fra liget. Michael lukkede øjnene i en slags træt triumf. Han var øjeblikkelig sikker i sin sag. Gurpal og han behøvede ikke at lede længere.
Så åbnede han øjnene og kiggede nærmere på den af- magrede, unge mand. Munden var et sort hul, hvor flere tænder manglede. Den døde var udsmykket med primitive tatoveringer med reminiscenser fra hippie-kulturen: fugle, kompasroser, fredstegn, regnbuer og stjerner. Hans irisser havde samme farve som neglene, det tynde, lyse skæg nå- ede til brystbenet, og håret var tvundet i beskidte, blonde dreadlocks. Alle vegne var der blå, blodunderløbne skader fra gamle kanylesår, især ved lysker, håndled og albueled. Halsen var lejret i en unaturlig stilling, og en blå, blod- underløben streng strakte sig fra øre til øre. Han havde familiens typiske, krogede næse og brede, hvælvede pande. Ansigtstræk, døden havde fremhævet.
For et syns skyld bladrede Michael gennem en stak fotografier, mens han skævede mod den dødes ansigt.
»Hvorfor blev han arresteret?«
Hazari smilede: – Først og fremmest fordi han solgte rå opium på det lokale gymnasium. Dernæst fordi han ikke havde et gyldigt visum, for ikke at tale om opholds- eller arbejdstilladelse. Vi kan ikke tolerere, at disse vesterlæn- dinge fordærver vore unge, mr. Berg.
»Selvfølgelig ikke. Havde han penge på sig?«
Vi fandt nogle få rupees i hans besiddelse. Han boede i en Fiat uden hjul eller nummerplader, og tilsyneladende er det længe siden, han har fået sig et ordentligt måltid mad. Det er meget tragisk, mr. Berg, men det er langtfra første gang, vi arresterer en af disse unge rejsende. Af en eller anden grund udøver vores land en magnetisk tiltræk- ning på yngre vesterlændinge.
»Narkomaner, mener De?«
Sergenten virkede ilde berørt. Han ville ikke fremstå fordomsfuld, fornemmede Michael.
»Well, måske søger de en slags åndelig afklaring i de lokale ashrams og bofællesskaber. Til at begynde med, i det mindste, men ofte ender de hos os. Lige dér.«
Sergenten pegede på det tomme hul i væggen, der fik Michael til at tænke på en ensrettet passage til det hinsides.
»Javel. Og han havde ikke længere noget pas, forstår jeg?«
Michael kunne næsten ikke få presset ordene gennem luften.
Med en let knirken vippede Hazari i sine blanke, brune støvler.
Når de har fået leverbetændelse og ikke længere kan sælge blod til blodbankerne, er næste skridt som regel at afhænde deres pas til en pakistansk mellemmand. De er i høj kurs i visse islamistiske netværk. Den slags, der rejser. ISIL, al-Queda, Boko Haram. Vælg selv.
Sergenten drejede omkring og pegede på en væg, hvor flere fliser manglede.
»Abottabad ligger hundrede og halvtreds kilometer stik vest herfor, mr. Berg. Vi havde så at sige Osama bin Laden som nabo i en halv snes år. Vi befinder os i en slags kronisk belejring fra Pakistan.«
Michael så på sit ur.
»Jeg forstår. Hvad skete der i nat?«
»Det lykkedes ham at flå og tygge sig igennem sit tæp- pe. Han flettede strimlerne til et reb, bandt det til et gitter og hængte sig, Han havde faktisk været død et stykke tid før morgenrunden.«
Et beundrende udtryk havde bredt sig i sergent Hazaris glatte, unge ansigt.
»Var han alene? spurgte Michael.«
»Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde vore indsatte individuelle celler, mr. Berg, sagde Hazari strengt. «– Dette er ikke Danmark, ved De.
Så han var ikke alene? vedblev Michael.
»Det var han ikke, nej.«
Og der var ingen, der slog alarm eller prøvede at hjælpe ham?
Denne del af samtalen var forbi for sergent Hazaris vedkommende. Han så udtryksløst på Michael med sine sorte øjne.
Måske respekterede medfangerne hans ønske, måske sov de. Hvem ved?
Michael mærkede efterhånden kun sin trang til at und- slippe denne filial af middelalderen med dens stank og trøstesløshed. Han åbnede attachétasken.
Tillader De?
Sergent Hazari gjorde en gæstfri håndbevægelse.
Naturligvis.
Michael trak latexhandsker på hænderne, åbnede en pakke særlig tape og tog omhyggeligt fingeraftryk fra den afdøde. Herefter stak han en podepind ind i den unge mands mund og rullede den over slimhinden. Så stak han pinden i et reagensglas med konserverende medium og knækkede enden af. Han forseglede glasset, skrev et par ord på etiketten og afsluttede identifikationen ved at tage billeder af den dødes ansigt og tatoveringer med sin mo- biltelefon.
Hazari nikkede til kvartermesteren, der dækkede liget til, pumpede liften op og skubbede båren ind i væggen. Michael stod et øjeblik og betragtede åbningen og lågen, der svingede i med et endegyldigt klik. Han nikkede til Hazari, der høfligt åbnede døren for ham.
De gik gennem en kølig hal med søjler, der strakte sig mod spidse hvælvinger langt over dem. Det kunne have været en kirke, tænkte Michael. Der var stille som i en kirke. Rummene mellem søjlerne var afspærret med sorte smedejernsgitre kronet af pigtråd og elektriske wirer. Bag gitrene var mange, mange fanger stuvet sammen. Michael begreb ikke, der var gulvplads nok til alle. Måske sov de i hold. Eller i lag. Der var gamle, magre mænd med sølvhvi- de skæg, profiler og øjne som rovfugle og lasede turbaner: stammefolk fra de nordlige provinser, der var unge mænd fra byerne i neonfarvede nylonskjorter og jeans, og der var midaldrende gangstere; kraftige mænd, der stirrede tilbage på ham med utæmmet trods.
Dette hjørne af Indien havde siden Alexander den Sto- res tid været et epicenter for konflikter, der gik på tværs af grænser, stammer, klaner, religioner og undertiden fa- milier. Nøjagtig som i Mellemøsten. Der ville altid være overfyldte fængsler i Kashmir, tænkte han. Fangerne hang i gitrene og iagttog ham uden nysgerrighed – de fleste uden håb.
Sergent Hazari ænsede ikke sine klienter.
Så hvem var han, mr. Berg?
Han var eneste barn af en betydningsfuld mand. Nav- net er Silas Monell. Han blev treogtyve år.
Monell …? Navnet lyder bekendt.
Hvis De smadrede Deres mobiltelefon og havde et mikroskop til Deres rådighed, ville De finde navnet ind- graveret i mindst halvdelen af komponenterne. Det samme gælder Deres computer og Deres søns spillekonsol, hvis De da har en søn.
Hazari standsede brat.
Den Monell?
Det er jeg bange for. I må nok forberede jer på en vis interesse fra verdenspressen. Jeg beklager.
Sergent Hazari stod et øjeblik lammet ved Michaels oplysninger. Så rettede han ryggen og skød underkæben frem: Han var klar; ske, hvad der ville.
Michael var sikker på, at sergenten ville nå langt.
De nåede ud i det skarpe sollys, og Michael tog solbriller på, trak vejret dybt for at få liglugten ud af hals og mund og tændte en cigaret. Han betragtede Hindukush-kædens utilnærmeligt fjerne, hvide tinder. Han forstod udmærket landets tiltrækning på vildfarne sjæle. Det var et godt sted at forsvinde. Også fra sig selv.
Den hvide Range Rover var parkeret bag to støvede po- liti-jeeps med udrykningslys og lange antenner, som svajede i den lette vind, der stod ned gennem dalen. Da Gurpal fik øje på Michael, startede han bilen. Dannebrog lyste hvidt og rødt fra forskærmen.
Hvorfra vidste De, hvilken ambassade De skulle kon- takte? spurgte Michael.
Sergent Hazari pegede på flagvimplen på den falske ambassadevogn.
Han havde samme flag på sin rygsæk, såmænd.
»Godt tænkt. Jeg underretter naturligvis de pårørende, sergent Hazari.«
Den unge fængselschef smilede forlegent.
»Tak, mr. Berg. Det vil jeg sætte pris på. Og helst så hurtigt som muligt. Det er et lille sted, og vi har kun fire skuffer i lighuset, som De så. Med Silas Monell er de alle fyldt, så … ja, vi har brug for instruktioner så hurtigt som muligt angående afdøde.«
»Jeg ringer med det samme.«
Sergent Hazari gjorde stramt honnør. Måske genkendte han en våbenfælle bag Michael Sanders lyse, velsiddende jakkesæt, hvide skjorte, neutrale slips og ranke holdning.