Dagens sommerlæsning: ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af, om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer. I dag får du uddrage af bogen 'FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’.

'FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’ blotlægger de lyssky aktiviteter og luskede spil om milliarder af kroner, som skulle være gået til at udvikle fodbolden – men som i stedet endte i lommerne på skruppelløse gangstere i FIFA-jakkesæt.

Det er ikke nyt for alle, at alt ikke kører lige efter bogen i det internationale fodboldforbund, FIFA. Alligevel kom det som lidt af en bombe, da schweizisk politi i foråret 2015 stormede et luksushotel og arresterede syv medlemmer fra fodboldforbundets top.

Aktionen og arrestationerne skete på grund af én mand - nemlig journalisten  Andrew Jennings. I mange år har Jennings undersøgt og afdækket FIFAs gennemkorrupte organisation og uden hans viden havde FBI og statsadvokaten Loretta Lynch ikke haft nok beviser til at indlede den gigantiske bestikkelsessag.

Bogen 'FIFA banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden' er Jennings bog om FIFAs bagside og om det bevismateriale, han overleverede til FBI og myndighederne.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ' FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden'.

Du får også et boguddrag fra:

• 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'

• ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

• Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

• ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

• 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

• ’Blitz’ af Agnete Friis

• ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

• ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

• 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af, om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Bogen 'FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’ blotlægger de lyssky aktiviteter og luskede spil om milliarder af kroner, som skulle være gået til at udvikle fodbolden – men som i stedet endte i lommerne på skruppelløse gangstere i FIFA-jakkesæt.

Det er ikke nyt for alle, at alt ikke kører lige efter bogen i det internationale fodboldforbund, FIFA. Alligevel kom det som lidt af en bombe, da schweizisk politi i foråret 2015 stormede et luksushotel og arresterede syv medlemmer fra fodboldforbundets top.

Aktionen og arrestationerne skete på grund af én mand - nemlig journalisten  Andrew Jennings. I mange år har Jennings undersøgt og afdækket FIFAs gennemkorrupte organisation og uden hans viden havde FBI og statsadvokaten Loretta Lynch ikke haft nok beviser til at indlede den gigantiske bestikkelsessag.

Bogen 'FIFA banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden' er Jennings bog om FIFAs bagside og om det bevismateriale, han overleverede til FBI og myndighederne.

KØB BOGEN HER: 'FIFA-BANDEN - AFSLØRINGEN AF SEPP BLATTER OG DEN KORRUPTE FODBOLDVERDEN'

Havelanges gyldne dokumentmappe

Hvorfor er den så tung, når han forlader Zürich?

Lufthavnen i Zürich på et hvilket som helst tidspunkt mellem 1974 og 1998: Chaufføren Rudi havde den enkle opgave at hente FIFA’s præsident i lufthavnen, når hans fly ankom fra Paris. Havelange elskede at blive et par dage i Paris på sin vej fra Rio. Rudi lagde sin chefs bagage ind i den fornemme limousine og satte den lille dokumentmappe af aluminium i den ene side. Den var let som en fjer. Når Havelange senere forlod Zürich, var det en helt anden sag. Så var Rudi nødt til at bruge begge hænder for overhovedet at få bakset dokumentmappen op i bilens bagagerum.

Når præsidenten ankom til FIFA’s gamle kontorer i Sonnenberg og åbnede sin mappe, trillede der måske 20 grønne vakuumforseglede pakker med pulverkaffe ud. Gaver til de ansatte. »Den smagte rædselsfuldt,« husker en FIFA-official. »Det var ikke det, du forventede fra Brasilien.« Når mappen var tom, kørte Rudi Havelange til en af de førende guldhandlere i Zürich. Der var han kendt som »en særdeles god kunde«, for hver eneste gang han rejste fra Rio til Zürich, kørte Rudi ham en tur, så han kunne få fyldt sin mappe med guldbarrer.

»I gennemsnit brugte Havelange op mod 30.000 dollars pr. gang,« husker en af de ansatte. Hvor kom pengene fra? Ingen vidste det med sikkerhed – men Havelange havde altid rigeligt med store bundter af pengesedler at række over disken hos guldhandlerne. Købte han guldet på vegne af sine gangstervenner i Rio? Eller hvidvaskede han den returkommission, han trak ud af Schweiz som tak for at have sikret sine venner lukrative VM-kontrakter?

Den lille aluminiumsdokumentmappe var mindst fem gange om året i Zürich med FIFA-præsidenten. Og hver gang vendte den hjem igen fuld af guldbarrer. Hvordan smuglede Havelange adskillige kilo guld ind i Brasilien? Det var let! Han havde diplomatpas, og hans bagage blev aldrig undersøgt. Hans underordnede, Sepp Blatter, var en mand, der nidkært fulgte med i selv den mindste detalje. Han må have set det hele. Men han valgte at holde sin mund lukket, mens han opmærksomt sugede til sig af de kriminelle metoder.

En af Havelanges store meritter var at skjule sine kriminelle aktiviteter bag det aristokratiske image som hårdfør, men generøs gentleman. Det opdagede jeg ved selvsyn til FIFA’s kongres i Seoul i 2002. På det tidspunkt var Havelange ærespræsident. På præsidentposten var han blevet erstattet af sin ambitiøse kuffertbærer Sepp Blatter, en ussel bureaukrat, som ikke var i nærheden af at have Havelanges klasse.

Jeg forsøgte at få et godt foto af Havelange, da han var på vej op på scenen i kongressalen. Han så mig, stoppede halvvejs oppe ad trinene, indtog en alfaderlig positur som en karismatisk erhvervsleder og gav mig tid til at tage et par billeder.

Havelange havde tæmmet journalister i både Brasilien og Europa. De skrev en fabel om, at FIFA’s rigdomme skyldtes Havelanges fantastiske forretningstalent. Det havde intet på sig. Havelange var heldig at overtage roret i international fodbold, netop som tv og sponsorer var parat til at betale hastigt voksende beløb til fodboldofficials som Havelange selv – folk, som i det skjulte privatiserede og udbyttede folkets spil.

Sandheden er, at en ærlig og redelig FIFA-præsident kunne have fået langt bedre aftaler ved at koncentrere sig om det forretningsmæssige. Havelange prioriterede i stedet bestikkelse og returkommission. Frem for at gøre spillet rigere gjorde han sig selv rigere. Horst Dassler og hans folk i marketing- firmaet International Sport and Leisure (ISL) fik for alvor millionerne til at rulle kloden rundt. Hvor må de have grinet bag Havelanges ryg. Deres kunder ville have betalt meget mere, hvis Havelange havde ført reelle forhandlinger om prisen på sit fantastiske produkt. I stedet forærede han det hele væk for at få sin returkommission.

Tilsvarende uærligt var det, når Havelange fremstillede sig selv i offentligheden som en god familiefar. »Jeg havde i 1946 den store lykke at kunne gifte mig med Anna Maria Hermanny-Havelange, og vores ægteskab har indtil videre varet i 52 år,« udtalte han i 1998. »Vi har en datter, Lúcia, og hun har velsignet os med tre børnebørn, Ricardo, Joana og Roberto, som er vores store glæde og vores håb for fremtiden.«

Det er utroværdigt. Han var så ligeglad med sin datter Lúcia, at han tillod hende at gifte sig med den slimede Teixeira, som – da han blev midaldrende – droppede hende til fordel for den langt yngre Anna.

Havelange viste sin verdensklasse i vandet og blev hyldet for sine olympiske resultater i svømning og vandpolo, både i 1936 og i 1952. Han var fast besluttet på at gøre det lige så godt på lagenerne. I FIFA-sammenhænge har Havelange altid spillet rollen som manden, der ærede sin elskede hustru, Anna Maria, men hver eneste official kendte udmærket hemmelighederne om hans utroskab.

En af hans mest mindeværdige elskerinder i FIFA var en smuk, høj kvinde – lad os kalde hende frøken Lækker. På et tidspunkt fik hun øje på præsidenten, da han var på besøg fra Rio, og de indledte en affære, som kom til at vare i fem år.

Frøken Lækker blev installeret i en luksuslejlighed i Zürichs mest elegante forstad, Zürichberg, indrettet med de allerdyreste møbler. Det regnede ned over hende med gaver af det pureste guld.

Havelange tilbragte ikke så megen tid i Zürich, og frøken Lækker kedede sig og indledte et forhold til en mellemleder fra FIFA. De gjorde ikke så meget for at skjule deres hyrdetimer, og snart kendte alle i hele FIFA-bygningen til dem. En anden af præsidentens funktionærer blev misundelig og skrev et anonymt brev til frøken Lækkers nye elskers hustru. Det begyndte at udvikle sig til en farce.

I 1985 var FIFA’s topfigurer på turné i Sovjetunionen, hvor de begyndte i Moskva. Havelange havde to gæster med: en brasiliansk væddeløbshesteejer – en gammel ven og allieret fra Rio – og Abilio d’Almeida, et brasiliansk medlem af FIFA’s magtfulde, 24 mand store eksekutivkomité. De var tilsyneladende blevet briefet af misundelige officials i Zürich og fortalte nu præsidenten, at han ikke var den eneste lagenatlet, som disponerede over frøken Lækker.

Turen gik videre til Aserbajdsjan, hvor værterne i Baku havde planlagt en overdådig aften med mad og underholdning. Havelange fremstod deprimeret, og efter få minutter rejste han sig, gav signal til sin brasilianske entourage om at følge med og spadserede ud af lokalet. Aftenen var ødelagt, værterne var mundlamme, og hele showet blev aflyst.

Snart vidste de FIFA-ansatte, at Havelange var blevet tippet om, at frøken Lækker slap djævelen løs derhjemme sammen med sin anden elsker. Havelange ringede hjem til ham og spurgte, om hun var der. I stedet for at benægte sagde han til Havelange: »Vent lidt ... jo, her er hun.«

Da FIFA-delegationen kom tilbage til Zürich, nægtede Havelange at se frøken Lækker og betalte hende for at forsvinde. Hendes elsker blev skånet.

Det var dyrt, meget dyrt, at fravriste den aldrende englænder sir Stanley Rous topposten i FIFA. Da Havelange var færdig med sin verdensturné, hvor han ofte fulgtes med selecão, var der et stort hul i det brasilianske idrætsforbunds kasse. Han havde malket den siden 1958, og da han forlod forbundet og skiftede til FIFA i 1974, manglede der efter sigende 6,6 millioner dollars.

De generaler, som gennem to årtier sad ved magten fra 1964-85, ville egentlig gerne efterforske Havelanges tyveri af idrættens penge. Men problemet var, at fra juni 1974 var han en verdensfigur – boss for den største sportsgren. Det kunne kaste skam over Brasilien at anklage ham for korruption. Han slap af sted med det.

En anden af Havelanges påstande er, at han har været »en visionær idealist«. Han udelader våbenhandler fra sit eget cv. I kølvandet på den fascistiske Salazars diktatur i Portugal fra 1968 fulgte en massiv kapitalflugt til Brasilien. I 1994 under- søgte Roberto Pereira de Souza, i et udvidet portræt af Havelange i Playboy, hans samarbejde med portugisiske immigranter om at fragte krigsmateriel til den brutale diktator Hugo Banzer i Bolivia. De Souza meddelte, at dokumentationen var blevet destrueret på ordre fra den forhenværende præsident Fernando Collor de Mello. I det, der blev omtalt som en »lyssky« handel, blev 80.000 granater solgt til en voldsomt oppustet pris.

Havelange hoppede hurtigt mellem de forskellige diktatorer i nabostaterne. Det næste VM blev holdt i det militærfængsel, som Argentina i 1978 havde udviklet sig til. Den uruguayanske forfatter Eduardo Galeano opsummerede: »Til tonerne af en militærmarch dekorerede general Videla Havelange med en medalje under åbningsceremonien på Monumental Stadion i Buenos Aires.«

»Nogle få skridt derfra opererede Argentinas Auschwitz, tortur- og henrettelseslejren ved søværnets mekanikerskole. Få kilometer derfra blev levende fanger smidt ud fra flyvemaskiner og ned i havet. ‘Endelig kan verden se Argentinas sande ansigt,’ brægede FIFA’s præsident til tv-kameraerne.«

Havelange fik mere end en medalje ud af at omfavne de fæle mordere i Argentina. FIFA fik en ny vicepræsident, som hjalp til med at trække organisationens rygte ned i rendestenen, en generation før den seneste tyvebande kom til. Admiral Carlos Lacoste blev berygtet for beskyldningen om, at han i 1976 bestilte mordet på sin respekterede kollega, general Carlos Omar Actis, som var udpeget til at organisere VM. Havelange var rasende på Actis, fordi han hverken ville bruge penge på nye stadioner eller opgradere argentinsk tv, så man kunne vise turneringen i farver.

Eduardo Galeano gennemskuede Lacoste. »Admiralen er en illusionist, der er dygtig til at få dollars til at fordufte og pludselig rigdom til at opstå. Han tog magten over VM, efter at hans forgænger på topposten på mystisk vis var blevet myrdet. Lacoste håndterede enorme pengesummer uden det fjerneste overblik, og han endte med at beholde en del af byttepengene – angiveligt fordi han ikke fulgte godt nok med.«

Lacoste bestod alle Havelanges prøver og blev i 1979 vicepræsident i FIFA. Heldigvis holdt han ikke længe. Da Argentina i 1983 vendte tilbage til demokrati, protesterede præsident Raul Alfonsin over, at Lacoste repræsenterede landet internationalt. Havelange gjorde, hvad han kunne, for at forhindre det, men i 1984 blev Lacoste tvunget til at gå af. Havelange mente, at Julio Grondona, som i 1978 havde overtaget argentinsk fodbold, kunne have kæmpet hårdere for Lacoste, og de næste fem år var der kold luft imellem de to. Men Grondona så sin egen store chance for at få Lacoste smidt på porten, så han selv kunne blive spidskandidat til den ledige stilling i FIFA.

Arkivfotos viser Grondona, der fedter for general Jorge Videla, som stod i spidsen for militærkuppet og senere blev straffet for diverse ondsindede krænkelser af menneskerettigheder og idømt fængsel på livstid. Havelange forsynede diktator Banzer med våben og hjalp diktator Videla med at vinde VM, og imens udvekslede han varme håndtryk med en tredje latinamerikansk massemorder, den chilenske diktator Augusto Pinochet. Fodboldsporten er blevet både manipuleret og vanæret. Men det har de gamle mænd fra FIFA, CBF og CONMEBOL ikke tænkt sig at undskylde for.

Grondona blev forfremmet til chef for FIFA’s finanskomité; Jack Warner fra Trinidad blev udpeget til souschef – men han tog sig dyrt betalt for at levere stemmer til Havelange og Sepp Blatter. Da Warner blev styret til magten i CONCACAF i 1990, betalte han tilbage til Zürich i en fortrolig fax: “Jeg er evigt taknemmelig og i evig gæld til jer, og jeg ønsker at forsikre om, at jeg fremover – som højeste prioritet i alle drøftelser og handlinger – vil være loyal over for jer, vores præsident dr. Havelange og hele organisationen FIFA.” Grondona så den anden vej, mens Warner plyndrede FIFA.

FIFA’s rodede regnskaber afslører en del af, hvordan Havelange udnyttede organisationen. Der er blevet gættet på mange store tal for hans udgifter og den høje pris for hans kontor i Rio. Det lykkedes mig at få fat i hans krav for sit sidste år, 1998. Omkostningerne for hans kontor i Rio var 1,8 millioner schweizerfranc (dengang godt otte millioner kroner, o.a.). Det kan man få mange telefonsamtaler for.

Gennem sine 24 år som præsident i FIFA nød Havelange et ekstraordinært og nærmest utroligt privilegium: Han kunne underskrive checks, uden at nogen anden official samtidig skrev under. Han havde ret til på egen hånd at udskrive checks til sine venner, til folk, han havde brug for at bestikke – og til sig selv. Senere overgav han dette hemmelige privilegium til Blatter.

En særlig luksus, Havelange havde hang til, var at købe dyre ure og give dem til rige mennesker – især magthaverne i Golfen. Milliardærsheikernes gavekultur inkluderer ure af guld og platin med overdådige juvelbesætninger. Mantraet i FIFA-hovedkvarteret i Zürich var: “Du er nødt til at give for at modtage.” FIFA betalte for sheikernes gaver – men FIFA- officials beholdt selv de gaver, de modtog ved sheikernes besøg. FIFA’s yndlingsleverandør var Genève-afdelingen af den internationale juvelerkæde Harry Winstons “Rare Jewels of the World”-boutique i Quai General-Guisan.

Selv efter at han var gået af og havde overladt præsidentposten til Blatter, fortsatte ekspræsident Havelange med at bruge FIFA’s penge hos Harry Winston. Det ved jeg, fordi en ven i Schweiz gav mig en kopi af en ordre, der blev afgivet af Havelanges personlige sekretær. Den 11. juni 1999 bestilte hun – på papir med FIFA’s brevhoved – fem fornemme ure, det ene fremstillet af platin. Den samlede regning lød på 97.000 schweizerfranc (knap en halv million kroner i datidens valuta, o.a.).

I sit otium fortsatte Havelange med at bruge penge som en fordrukken milliardær. Han havde retten til at tjekke ind – med en gæst – på et hvilket som helst luksushotel i verden. Og han kunne når som helst bruge op til 30.000 schweizerfranc på sit FIFA-American Express-kort. Folkene i FIFA’s finansdepartement bed det i sig, når ærespræsident Havelange betalte 600 euro for en flaske vin på en restaurant i Paris.

Ricardo Teixeira delte sin ekssvigerfars dyre smag – når FIFA betalte. Som ethvert andet medlem af FIFA’s eksekutivkomité havde Ricardo sin egen konto hos FIFA i Zürich. Det er dér, de gemmer penge for skatteinspektørerne derhjemme. De kan få udbetalt vanvittige beløb for rejser og hotelophold, fordi FIFA ikke afkræver dem kvitteringer for billetter og restaurationsregninger som dokumentation for deres forbrug.

Blatter ser gerne, at de er tilfredse, så de bliver aldrig bedt om at dokumentere deres krav. Det er alligevel ikke hans egne penge, de putter i lommen!

Pengene bliver gemt på deres FIFA-konti. Her kan man trygt sætte pengene ind, hvis man har begået ulovligheder med VM-billetter. Eksekutivkomitémedlemmerne har også ret til at kradse 200 dollars ind i diæter for hver eneste dag, de er væk hjemmefra, og de penge ryger også ind på deres konti i Zürich. Senere hævede præsident Blatter (kontonummer 469) de daglige diæter til 500 dollars – og indførte diæter på 200 dollars om dagen til partnere.

Og så kunne man tro, at det var et problem at få pengene – i US dollars eller den møntfod, man foretrækker – med sig hjem. Næh. Folk fra FIFA’s finansdepartement overrækker store bundter af pengesedler. På vej til lufthavnen kan du så proppe dem ned foran i bukserne og op i armhulerne. Af og til kan det være belejligt at have en veninde med meget store trusser.

Jeg har nogle af de hemmelige dokumenter fra Ricardos FIFA-konto i Zürich, nummer 1663. I perioden fra 1994, da han blev forfremmet til eksekutivkomitémedlem, til 2012, da han blev presset ud, fungerede kontoen som hans private guldmine. Ikke en eneste brasiliansk skatteinspektør kunne røre de penge. De vidste ikke engang, at kontoen eksisterede. Her er et lille eksempel på, hvordan han bestjal FIFA:

Tidligt på sommeren i 1998 var Ricardo nødt til at tilbagelevere det VM-trofæ, som Brasilien vandt i 1994, til FIFA’s kontor i Paris, så det kunne være klar til det kommende VM. Ifølge hans udgiftsbilag turede han rundt i ti dage på jagt efter en person – bare én eller anden – der ville tage imod VM-trofæet. Han afkrævede FIFA 7.700 dollars blot for at være der. Andre 11.550 dollars for flyrejser. Det var små 20.000 dollars på ti dage. Gad vide, om han samtidig fik CBF til at betale for de samme flyrejser.