Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Både TV 2, bachelorer og singlekvinder har lært noget af sidste års sæson af 'Bachelor'. Og det kan enten blive programmets succes – eller død.

»Jeg synes, det er meget fint, at det er på pigernes banehalvdel. At de også har noget at skulle have sagt. Og jeg glæder mig til at dele den oplevelse med Kasper.«

Bum. På ti sekunder får den ene af årets to bachelorer punkteret sidste års heftige debat om, hvorvidt 'Bachelor' er et kvindefjendsk og patriarkalsk koncept, når én mand kan vælge og vrage mellem 17 kærlighedshungrende kvinder.

Samtidig tager han brodden af et potentielt drama lig det, der udspillede sig bag de slukkede kameraer, da TV 2 sidste år tog fusen på bacheloren og først introducerede en konkurrent halvvejs inde i sæsonen.

De to bachelorer, Philip Geisler Berg og Kasper Skak.
De to bachelorer, Philip Geisler Berg og Kasper Skak. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Vis mere

Programmet er dog ikke mange minutter gammelt, før den samme bachelor står 'på pigernes banehalvdel' og drengerøvsagtigt kommenterer deres udseende. Og således er TV 2 ikke blevet så fine, at de ikke kan snuppe de seere, der har vendt 'Paradise Hotel' ryggen, efter at realityformatets grand old lady i år besluttede sig for at blive woke.

Sidste års bachelor Casper Berthelsen fik en hård medfart på de sociale medier, da han blev præsenteret som programmets eftertragtede ungkarl. Han var glat som en ål, lød kritikken. Kedelig. Og uden personlighed.

Kritikken blev til dels underbygget (han afslørede trods alt, at han havde læst en bog om, hvordan man konverserer, inden han gik i gang med at date sig igennem de forventningsfulde kvinder, og at hans rebelske side inkluderede at tage til gadefesten Distortion, fordi man ‘står på vejen og drikker’).

Men forventningerne til selveste ‘The Bachelor’ som et uopnåeligt unikum lå nok mere hos seerne end hos både TV 2 og stakkels Casper Berthelsen, der da også siden har afsløret, at han efterfølgende fik en depression over at føle sig som en fiasko på landsdækkende tv.

Sidste års bachelor Casper Berthelsen.
Sidste års bachelor Casper Berthelsen. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Heldigvis for årets bachelorer, Kasper Skak og Philip Geisler Berg, ved seerne i dag, at det ikke er mændene, der er programmets egentlige hovedpersoner.

Det er til gengæld deres 17 bejlere, der har personlighed nok til tre sæsoner af ‘Paradise’ – før det blev woke i hvert fald.

Og det er både sæsonens styrke og svaghed.

Men lad os først præsentere nogle af dem:

Der er Frida B, som beder drengene knipse, så hun uentusiastisk kan rappe dem en kærlighedserklæring. Hun kan hverken rappe eller holde takten, men slår alligevel benene væk under bachelorerne med ‘sin gode humor’.

Der er Francesca, der har ‘forberedt et lille show’ til mændene, inden hun tænder en bluetooth-højttaler og vrikker sensuelt med numsen.

34-årige Kasper Skak med bejleren Francesca på 35.
34-årige Kasper Skak med bejleren Francesca på 35. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Vis mere

Én nulrer sine brystvorter stive, inden hun gør entre, mens en anden kører op ad den røde løber i sin gravko.

Og det bliver hurtigt tydeligt, at pigerne har gjort deres hjemmearbejde og set første sæson af 'Bachelor'.

Her tog Casper Berthelsen fusen på seerne – og sikkert også TV 2 – da han valgte at give sin sidste rose til højdramatiske Michaela og således opsagde den gode gamle tv-kontrakt, der siger, at hende der deltager for berømmelsen ikke også kan få prinsen.

Og det har tilsyneladende ændret spillereglerne radikalt i årets sæson.

TV 2s ‘Bachelor’-debut blev en bragende succes sidste år. Måske fordi man havde sat mestendels helt almindelige jordbundne kvinder ind i et stramt, klichéfyldt realityformat og således skabt et ‘socialt eksperiment’, som ikke engang DR kunne have udtænkt.

Fem af årets 17 kvindelige bejlere, Maibritt, Helena, Kristine, Frederikke og Sofie.
Fem af årets 17 kvindelige bejlere, Maibritt, Helena, Kristine, Frederikke og Sofie. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Vis mere

Derfor er det ærgerligt at se, at årets singlekvinder allerede er blevet så inspirerede af Michaela, at de vader ind i hinanden med træsko på for at stjæle både prinsen og opmærksomheden.

Kvinderne er blevet Paradise Hotelificerede i en sådan grad, at det kun er et spørgsmål om tid, før nogen fortæller, at de ‘klinger’ godt med deres ‘bedste veninde herinde’, som de ikke ‘bærer den af’ til.

Til gengæld betyder det også, at årets 'Bachelor' kommer godt fra start med en usagt forventning om, at dramaerne nok skal lure i kulissen.

Og så længe vi stadig har de gæve jyske piger som Sofie, der hilser på bachelorerne med et frejdigt: ‘Halløjsovs’, kan vi heldigvis læne os tilbage og nyde, at koncept og casting fortsat er så stærkt, at TV 2 tilsyneladende har skabt endnu en succes.

Og mon ikke de også i år har et par esser i ærmet.

Andre læser også