I den seneste sæson af 'Paradise Hotel' blev den mangeårige vært Rikke Gøransson erstattet af realitystjernen Olivia Salo og beautyinfluenceren Emil Olsen.

Tirsdag går ændringerne i det klassiske realityformat endnu videre, for her får realityformatet premiere på den første sæson under det nye navn 'Paradise', hvor der bliver rusket godt og grundigt op i konceptet.

Blandt andet er dobbeltsengene på det mexicanske luksushotel skiftet ud med enkeltmandssenge, og deltagerne – der er forsøgt castet ud fra et diversitetsprincip – skal ikke længere partout danne par i 'dreng og pige' i kampen om at stå tilbage med finalens pengepræmie.

Men de mange ændringer er ikke blevet taget godt imod, fortæller værtsparret Olivia Salo og Emil Olsen til B.T.

Her ses alle deltagerne i første sæson af 'Paradise'. De er castet efter at skulle repræsentere danskerne bredere end de stereotype 'badejern', man plejer at se i programmet.
Her ses alle deltagerne i første sæson af 'Paradise'. De er castet efter at skulle repræsentere danskerne bredere end de stereotype 'badejern', man plejer at se i programmet.
Vis mere

»Der har selvfølgelig været enorm meget kritik, fordi folk kan ikke super godt lide forandring. Sådan er det jo altid, når man laver nye ting. Så vi vidste jo godt, at folk ville være lidt stride til at starte med,« indrømmer 25-årige Olivia Salo.

»Folk er så skide traditionstro og vil bare gerne have, at alt skal være, som det plejer at være,« tilføjer Emil Olsen.

»Det kan jeg i og for sig godt forstå, men jeg vil gerne bede seerne om at have et åbent mindset over for, hvorfor vi gør det her. Der er en grund til, at vi er et af Danmarks største, hvis ikke dét største, realityprogram, og derfor har vi et ansvar for at følge med tiden og sætte et eksempel for, hvordan vi lever i dag,« mener den 27-årige 'Paradise'-vært.

Men trods de mange kritiske røster på særligt sociale medier mener Olivia Salo og Emil Olsen stadig, at det har været på tide at gøre 'Paradise' mere woke og få luget ud i fortidens dårligdomme.

'Paradise Hotel' hedder fremover kun 'Paradise' – og det er den mindste af ændringerne i de reformerede sæson, som kendisforsker har kaldt for en svær balancegang for Viaplay.
'Paradise Hotel' hedder fremover kun 'Paradise' – og det er den mindste af ændringerne i de reformerede sæson, som kendisforsker har kaldt for en svær balancegang for Viaplay. Foto: Viaplay
Vis mere

»Selvfølgelig dræber man det gamle format i den forstand, at det jo ikke er, som det plejer at være. Der har jo været mobning på 'Paradise' tidligere, og der har også været ubehagelige scener og en masse sex, men hvis det er det, vi skal tage ved lære af og tage med ud i den virkelige verden, så ændrer det jo også os mennesker til noget dårligt,« begrunder Olivia Salo.

Så i den nye sæson er der »skruet ned for de seksuelle aktioner«, og der er også kommet fokus på at løse deltagernes interne konflikter frem for at facilitere dem.

»'Paradise' når ud til mange forskellige kanter af Danmark, så jeg føler bare, at vi nærmest skal være så woke så muligt, fordi så kan man måske lære nogle mennesker noget, som ikke bliver belyst – for eksempel i forhold til seksualitet og etnicitet – i deres dagligdag. Det kunne da være dejligt, hvis man kunne lære lidt af at se reality,« mener 'Paradise'-værten.

Både hun og hendes værtsmakker kan dog godt forstå frygten for at skræmme kerneseerne væk.

Men:

»Vi kan ikke gøre så meget ved, hvis der er mennesker, der springer fra. Men jeg tror til gengæld, at der er rigtig mange mennesker, der kan få rigtig meget ud af at se den her sæson. Jeg håber, at folk kan lære noget af det – samtidig med, de bliver underholdt af det,« lyder det fra Emil Olsen.