Du har formentlig hørt Antonio Browns navn før.

NFL-stjernen er nemlig en hyppig bidrager til de kulørte sider på den anden side af Atlanten, og nu kan Tampa Bay Bucaneers-receiveren bryste sig af at have rystet USA - igen.

Ifølge en lang række medier har den 33-årige spiller forsøgt at snyde sig til et vaccinebevis på ulovlig vis, så han slap for det omdiskuterede stik.

Det skriver blandt andet NBC Sports og Tampa Bay Times.

Ifølge Steven Ruiz skylder Antonio Brown ham også 10.000 dollar.
Ifølge Steven Ruiz skylder Antonio Brown ham også 10.000 dollar. Foto: Mike Ehrmann
Vis mere

»JNJ skud. Ab sagde, at han ville give dig 500 dollar (svarende til knap 3.300 kroner, red.).«

Sådan lyder den angivelige besked fra Antonio Browns kæreste Cydney Moreau til parrets kok og personlige assistent, Steven Ruiz, da hun efterspurgte et bevis for Johnson & Johnson-vaccinen.

Tampa Bay Times har modtaget billeder af korrespondancen, hvor Moreau blandt andet direkte spørger Ruiz om han kan »skaffe covid-kortene,« hvilket han ikke lover.

»Jeg kan prøve,« svarer han.

Udvekslingen stammer fra 2. juli, og ifølge Ruiz er formodningen, at Brown ønskede et Johnson & Johnson-bevis, da vaccinen kun kræver et stik, og det ville lette papirarbejdet i forbindelse med at fremskaffe det falske dokument.

Det lykkedes ikke Steven Ruiz at få fingere i vaccinekortene, men historien er langtfra færdig her.

Ifølge avisen har Antonio Brown fortalt flere i sin omgangskreds om sin nervøsitet i forhold til vaccinens bivirkninger på kroppen, men han slipper også for en lang række omfattende covid-protokoller ved at erhverve sig et ulovligt bevis.

Senere viste det sig så - fortsat ifølge Steven Ruiz - at Antonio Brown lykkedes med at skaffe et ulovligt vaccinekort til sig selv og til sin kæreste.

Så tog sagen en drejning derfra.

To dage senere kom Alex Guerrero - en personlig træner med forbindelse til superstjernen Tom Brady - forbi Antonio Browns hus for at hjælpe ham med at komme sig efter en knæskade. Skal man tro på Ruiz, tog træneren et billede af vaccinekortet og sendte det ind til Browns arbejdsgiver, Tampa Bay Buccaneers.

Guerrero har ikke udtalt sig om sagen. Det har Antonio Browns advokat Sean Burstyn til gengæld, og hans melding er klar: Der er intet at komme efter, og stjernen er vaccineret.

Hvis Antonio Brown rent faktisk har fået sit Johnson & Johnson-stik, er han en af de, som har fået virussen på trods af vaccinen.

I september blev han nemlig konstateret smittet, og her er den normale procedure for de, der er vaccinerede, men er blevet smittet alligevel, at man kan vende tilbage til træningen efter to negative tests med 24 timers mellemrum.

Men Antonio Brown var i karantæne i 10 dage, inden han kom tilbage.

Hverken hovedpersonen selv, hans agent har udtalt sig.

Det har Tampa Bay Buccaneers til gengæld.

»Efter en omfattende proces gennem vores virksomhed i den overståede offseason, hvor vi har påpeget fordelene ved covid-19 vacciner, har vi modtaget vaccinekort fra alle spillere i Tampa Bay Buccaneers,« skriver klubben i en udtalelse.

»Alle vaccinekort blev gennemtjekket af Buccaneers-ansatte, og ingen uregelmæssigheder blev konstateret.«

Steven Ruiz anklager i øvrigt Antonio Brown for at skylde ham 10.000 dollar - eller 65.000 dollar, for noget af det arbejde, Ruiz har udført for ham.

Antonio Brown har blandt andet tidligere været anklaget for voldtægt.