Askeskyen er slet ikke ved at løje af, faktisk stiger den i intensitet. Det siger en svensk seismolog. England bliver ramt i mandag nat, det nordligste Norge i mandag eftermiddag og Danmark måske i tirsdag og onsdag.

SE BILLEDERNE: Islandsk vulkan i udbrud

SE BILLEDERNE: 2010-vulkanens onde ansigt

Selv om askeskyen skulle være ved at miste pusten, så tyder det faktisk på det modsatte, nemlig at den holder trykket. Det skriver svenske Aftonbladet.

- De seneste seks til otte timer er intensiteten øget, og der er ingen tegn på, at det vil stoppe foreløbigt, siger Reynir Bödvarsson, der er seismolog ved Uppsala Universitet til Aftonbladet mandag morgen.

Det er luftstrømmene over Europa der afgør, om de enkelte lande bliver ramt, og det kan meget vel blive en kedelig gentagelse af flypanikken i 2010.

- Som luftstrømmene blæser lige nu, så rammer det ikke Europa, men hvis udbruddet fortsætter med denne her intensitet, så er det bare et spørgsmål om, hvordan vinden blæser, siger Reynir Bödvarsson.

- Det er fortsat muligt, at det bliver præcis samme kaos som sidste år, siger seismologen til Aftonbladet.



Andreas Nyholm, der er meteorolog hos TV2 Vejret, og tidligere flyvemeteorolog, vurderer at askeskyen kan ramme Danmark tirsdag middag og frem til onsdag aften.

Også nordmændene kan blive ramt af askeskyen fra den islandske vulkan Grimvötn, og det kan sætte en stopper for den norske flytrafik allerede mandag eftermiddag.

Det skriver den norske internetavis VG.

I første omgang bliver det nordlige Svalbard ramt omkring klokken 14 mandag eftermiddag af en askesky med en middel til stærk koncentration af aske.

- Efter klokken 18 vil det være næsten umuligt at flyve, siger kontrolchef hos Avinor, den norske pendant til det danske Naviair, Jens Petter Duestad til VG.

Er du ramt af askeskyen? Kontakt bt.dk på 1929@bt.dk