Den britiske prins George fyldte tre år for nogle få dage siden.
Selv om den lille charmetrold ikke er specielt gammel, så må han alligevel stå model til kritik fra den republikanske del af Storbritanniens befolkning.
En af disse er tilsyneladende embedsmanden Angela Gibbins, der arbejder for organisationen the British Council, som delvist er finansieret af skattepenge. Organisationen fremmer Storbritannien og det engelske sprog i mere end 100 lande.
Hun har ifølge den britiske avis the Telegraph langet ud efter prinsen på de sociale medier.
»Det frække grin er tegn på den medfødte viden om, at han er royal, rig, har fordele og aldrig kommer til at få det svært eller opleve nogen som helst problemer i livet,« har hun ifølge the Telegraph skrevet under et billede af prinsen, som hun har lagt op.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Angela Gibbins omtaler sig selv blandt andet som republikaner, socialist og ateist. Hun begrunder her, hvorfor hun er mod kongehuset og den lille prins. Hun mener blandt andet, at familien og dermed prinse George nasser på samfundet.
»Jeg tror ikke på, at den royale familie har en plads i et moderne demokrati, og slet ikke når de lever af offentlighedens penge. Det er et privilegium, som er nødt til at slutte.«
Angela Gibbins arbejdsgiver har taget kraftig afstand fra hendes kommentarer om prinsen. Ifølge the Telegraph hæver Angela Gibbins det, som svarer til 711.000 kroner om året i løn fra den delvist skattefinansierede organisation.