Hvis du hele tiden tænker på træning, kost og sundhed, kan det være et tegn på ortoreksi - også kendt som "den fjerde spiseforstyrrelse".

. Ønsket om at leve sundt kan i værste fald blive ekstremt usundt.

Paradoksalt nok kan overdreven fokus på sundhed nemlig udvikle sig til en decideret spiseforstyrrelse, som er et resultat af vores sygelige fokus på at spise, motionere og leve så sundt som muligt.

Det officielle navn for den usunde besættelse er ortoreksi, der også bliver kaldt "den fjerde spiseforstyrrelse".

- Når ønsket om at leve sundt bliver mere tvangspræget, end det bliver lystbetonet, så er det problematisk, lyder vurderingen fra psykoterapeut Louise Stokholm fra Klinik for Spiseforstyrrelser i Hellerup.

- Mange oplever, at ønsket om at leve et sundt liv fylder for meget, så ens tanker begynder at kredse så meget om sundheden, at det begynder at blive tidskrævende, siger Louise Stokholm til Ritzau Fokus.

Også hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade kan man genkende tendensen, selv om ortoreksi stadig ikke er en anerkendt diagnose.

Ofte bunder en spiseforstyrrelse i andre problemer i tilværelsen end blot kosten, og derfor er det vigtigt at indse, hvis man har et reelt problem og eventuelt søge professionel hjælp.

- Der er rent faktisk ingen opgørelser over omfanget af ortoreksi - blandt andet fordi de, der lider af det, ikke selv opfatter, at de har et problem. De nærmeste er nok dem, der først bliver opmærksomme, forklarer Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

- I nogle miljøer er risikoen for ortoreksi større end andre. For eksempel inden for fitness, idræt, dans, mode og lignende miljøer, hvor der er et stort fokus på vægt og udseende, lyder vurderingen fra Steen Andersen.

Det kan være svært at vide, om ens fokus på sundhed er decideret usundt, for de fleste mennesker er enige om, at sundhed generelt er vigtigt.

- Man skal gøre op med sig selv, om man synes, det begynder at slide på ens livskvalitet. En spiseforstyrrelse er jo, når man oplever, at ens tanker og adfærd konstant kredser sig om mad, vægt, krop og sundhed, så det begrænser ens livsudfoldelse, forklarer Louise Stokholm fra Klinik for Spiseforstyrrelser i Hellerup.

- Hvis man erkender, at det har taget overhånd, så skal man tage kontakt til sin læge. For spiseforstyrrelser går yderst sjældent over af sig selv, lyder rådet fra psykoterapeuten.

Fakta: Alvorlige tegn på ortoreksi

- Når dit ønske om at leve "et sundt liv" fylder så meget i dine tanker, at det begynder at være tidskrævende.

- Når du føler skam, skyld eller angst, hvis ikke det er muligt for dig at overholde din "sunde livsstil".

- Du begynder at være mindre social. Dels fordi dit fokus på sundhed er tidskrævende, og dels fordi det sociale gør det svært at følge dine regler for, hvad der er sundt. Det er problematisk for dig at spise mad, du ikke selv har tilberedt.

- Du kan finde på at tage din egen mad med til sociale sammenkomster eller blive væk.

- I starten giver "den sunde livsstil" dig en god følelse af at have kontrol med dig selv og din krop. Efterhånden oplever du det mere som om, livsstilen styrer dig.

- Det er blevet mere vanskeligt for dig at deltage i og leve et normalt liv. Et sundt liv er blevet vigtigere end et godt liv.

Kilder: Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Klinik for Spiseforstyrrelser, Hellerup.

/ritzau/FOKUS