Han har været et velkendt ansigt på svensk tv gennem 15 år. Som fodboldekspert på alle de store kampe og ligaer.

Mandag sagde Jens Fjellström en brat stopper for tv-karrieren. Tirsdag blev hans nye job kendt.

Den 49-årige svensker skal fremover være assistenttræner for danske Allan Kuhn hos Allsvenskans tophold, Malmö FF. Det har klubben meldt ud.

Jens Fjellström er selv tidligere professionel fodboldspiller, og han spillede i stort set hele sin karriere – undtaget en enkelt sviptur til Kina – i netop Malmö FF. Her stoppede han i 2000. Og blev altså fodboldekspert på tv-kanalerne C More og TV4.

»Velkommen tilbage til Malmö FF,« skriver klubben da også.

Allan Kuhns nye assistent skal hovedsageligt beskæftige sig med analyse og data af både egne spillere og modstandere.

»Jeg er en nysgerrig type, der har været ambitiøs i at følge med i udviklingen, og jeg har kigget rundt rundt om hjørnerne for at se, hvad man kan udvikle,« siger Jens Fjellström til sin nye og gamle klubs hjemmeside:

»Hele samfundet går mod en digital transformation, hvor data kan hjælpe os til at blive dygtigere inden for alt. Jeg tror, at analyse, statistik, og anden sportdata i forskellige former er et af de områder, der kan udvikle spillere og klubber allermest. Hvis vi kigger på de kommende 5-10 år, så tror jeg, at der kommer til at ske uendeligt meget. Jeg er glad for, at Malmö vil være førende inden for det område,« siger han.

Den nu tidligere tv-ekspert begynder i sit nye job d. 1. august og har kontrakt til udgangen af 2017.

Allan Kuhn har til gengæld ingen udløb på sin kontrakt, der er i stedet er fortløbende og kan opsiges med et års varsel.