Maserati GranCabrio er en designstatement af en bil. Med den går design, lyd og præstationer op i en højere enhed, og så kan et løst bakspejl undskyldes.

Seneste skønhed fra italienske Maserati hedder GranCabrio. Det er den åbne udgave af modellen GranTurismo, men selvom den blot ser ud som om den har fået ståltoppen erstattet af en klud, så er 70 procent af bilen ny.

Maserati satte sig simpelthen tilbage til tegnebordet for at konstruere modellen som en cabriolet fra bunden. Resultatet er en særdeles vridningsfri åben 4-personers supersportsvogn der kun vejer 100 kg mere end den lukkede GranTurismo.

Fabrikken i Viale Ciro Menotti har siden 1940 spyttet den ene gudesmukke automobilkreation ud efter den anden. Det hele startede i Bologna i 1914, men pladsen blev for trang og i 1940 rykkede virksomheden til Modena ikke langt fra Ferrari. I 1997 overtog Ferrari så Maserati, og den nyeste GranCabrio er et af de smukkeste børn af det ægteskab. V8 motoren på 4,7 liter har Ferrari nemlig stået fadder til, og den lyder fuldstændig himmelsk.

Særligt når bilen sættes i sport mode. Så åbnes et lille spjæld i udstødningssystemet, og lyden går fra ond hysterisk til ond infernalsk. Dens 440 hysteriske racerheste giver bilen en 0-100 km/t tid på 5,4 sekunder og en topfart på 283 km/t.

GranCabrio handler dog ikke om vilde accelerationer eller autobahncrusing ved 250 km/t. Det er en raffineret gentlemans gran tourer, der er lavet til at krydse kontinenter mere end til at sætte rekorder på Nürburgring. På den måde minder den mere om Aston Martin end om Ferrari, og det er da også britternes hårdeste konkurrent i titlen om at have verdens smukkeste bil på programmet.

For Maserati GranCabrio er smuk. Næsten så beskueren bliver stakåndet. Den befinder sig i grænselandet hvor industriprodukter bliver til kunst. Som den første Jaguar E-type eller Ducati 916. Linjer er på en gang ekstremt aggressive og elegante. En genistreg i bogstaveligste forstand. Og set i det lys, lader vi detaljen om det skødesløst løst monterede bakspejl glide i stilhed.

Prisen lander på lige omkring de 3 millioner danske kroner afhængigt af udstyrs tilvalg. For de penge får du den smukkeste og mest komplette åbne supersportsvogn til fire voksne på markedet lige nu.