VM i fodbold må vige, når sønnike bliver student.

Det har TV 2s VM-kommentator Thomas Kristensen ikke været et sekund i tvivl om, og det er derfor, at han i nogle få dage har forladt Rusland for i stedet at tage hjem til Danmark midt i den intense dækning af slutrunden.

»Der er ikke noget, der er vigtigere end ens børn. Nu har jeg i tre år vidst, at min søn skulle blive student i år, så det var der ikke noget overraskende i. At det så skulle falde sammen med VM gjorde bare, at jeg måtte tage hjem for at give ham huen på,« siger Thomas Kristensen til B.T.

Han understreger, at han fået fuld opbakning fra TV 2.

Og derfor forlod den rutinerede kommentator søndag Rusland for mandag at kunne stå på Rybners Gymnasium i Esbjerg. Her kunne Thomas Kristensen så give sin 19-årige søn Oliver studenterhuen på hovedet.

Som man kan se herunder sluttede det med et 10-tal:

Trods en lidt mere bøvlet rejseplan har Thomas Kristensen ikke et øjeblik fortrudt:

»Det er naturligt, at man som far prioriterer det. Det var en dejlig oplevelse og en fantastisk dag,« siger han:

»Nu kommer jeg aldrig til at score et mål ved VM, så det her kommer til at være fuldt på højde med det for mig.«

Planlægningen af den indlagte hjemtur midt i VM-slutrunden blev også hjulpet på vej af fordelingen af VM-kampene på den danske sendeflade mellem TV 2 og DR.

»Det har desuden passet sådan, at DR havde alle VM-kampe tirsdag, så vi har kendt til det her scenarie rigtigt, rigtigt længe,« siger Thomas Kristensen.

TV 2-kommentatoren har dog ikke kunnet holde helt fri under det korte ophold i Danmark - som den opmærksomme læser (og seer) måske har bemærket. For selv om det var DR, der tirsdag blandt andet sendte Danmarks skæbnekamp mod Frankrig, blev den også sendt på streamingtjenesten TV 2 Play.

Til den transmission var det Thomas Kristensens stemme, der guidede seerne igennem nullerten. Men det skete fra TV 2s studie i Odense, hvor også den faste ekspertmedkommentator, Thomas Sørensen, var med.

Thomas Sørensen rejste nemlig med til tilbage til Danmark, hvor han også fik set lidt til familien midt i den langvarige VM-dækning.

»Overraskende gæster i studiet. Dejligt at se familien, inden jeg vender tilbage til Rusland,« har han skrevet på Instagram:

Tirsdag aften gik turen så tilbage til Rusland, og onsdag aften er Thomas Kristensen og Thomas Sørensen så tilbage på kommentatorpladserne i Rusland, i Moskva.

Her vil de sætte de ord på Brasilien-Serbien. Og nu er der ikke flere VM-afbrydelser forude.