Sluthornet lyder i Malmö Arena omkring klokken 22.00 onsdag aften. Danmark spiller uafgjort med Ungarn, og den videre EM-skæbne ligger i hænderne på Island og Ungarns møde to dage senere.
Thomas Kristensen er skuffet. Men den mangeårige TV 2-kommentator kan dog finde et lille, personligt lyspunkt.
Kampen var hans nummer 1.500 som håndboldkommentator. Det valgte han selv at gøre opmærksom på via sin Twitter-profil forud for kampen.
B.T. har taget en snak med den folkekære TV 2-vært om blandt andet slutrundehøjdepunkter, den nylige EM-skuffelse og et helt særligt venskab.
Hvorfor sendte du det her tweet ud med de 1.500 kampe, og hvad betyder det for dig?
»I 10-12 år har jeg på en eller anden mærkelig måde ført oversigt over det her kampantal. Det opstod lidt ved en tilfældighed, der en gammel arkivar på TV 2 gjorde mig opmærksom på, at jeg havde lavet 347 kampe eller sådan noget.«
»Siden da har jeg ført det her tal, og så er det jo lidt sjovt, når det klikker rundt. Det gjorde det så i Danmarks kamp mod Ungarn.«
»Så satte jeg mig ned og begyndte at regne lidt på det, og det er jo vanvittigt lang tid, der er brugt på det. Næsten 21 år. 40 håndboldslutrunder og fem olympiske lege for at nå det tal. Det kan man godt blive lidt rundtosset af at tænke på.«
Hvad husker du tilbage på som dine bedste minder fra slutrunderne?
»Jeg var jo også med, dengang håndboldkvinderne vandt. Det var jo en stor tid. Men der var den lille detalje, at jeg var andenkommentator degang. Så jeg sad og lavede alle de kampene uden Danmark. Så jeg har eksempelvis aldrig kommenteret en guldmedalje med de danske håndboldkvinder, men en sølvmedalje ved EM i 2004. Men derfor har oplevelserne jo været der.«
»Bagefter kommer den her megarejse med håndboldherrerne. Og den har været voldsom med de mange store oplevelser.«
»Der er to fikspunkter på herrelandsholdet, som har været meget store oplevelser. Det er VM-kvartfinalen mod Island, hvor Lars Møller Madsen scorer i sidste sekund. Den står selvfølgelig stærkt. Og så den første guldmedalje til dansk herrehåndbold ved EM i 2008.«
Hvad har været det værste øjeblik?
»Der er ikke nogen tvivl om, at det, vi sidder i lige nu, er det værste, jeg har prøvet. Den havde jeg sgu ikke set komme. Den har været hård at skulle videre på. Livet går videre nu i de her dage i Malmø, men den skulle jeg lige have rystet af mig.«
Er det ligesom spillerne, at det først er bagefter, det for alvor går op for én, hvad der er sket?
»Mjah. Jeg vil sige, at det er jo fair nok at tabe til Island, når det er marginaler og så videre. Men alarmklokkerne begyndte at ringe, da holdet heller ikke kunne slå Ungarn. Så var skæbnen spillet ud af egne hænder. Så jeg tror, at jeg under anden halvleg af den der Ungarn-Island-kamp sad lige så forstenet som spillerne.«
Hvordan er det så nu at skulle fortsætte med dit arbejde den næste uges tid uden dansk deltagelse?
»Det første døgn var jeg bare træt. Jeg kunne ikke rigtigt se det sjove i det. Det kan jeg i dag. Nu venter der nye, spændende håndboldkampe. De indeholder desværre bare ikke Danmark.«
Du har også arbejdet med andre sportsgrene, herunder fodbold og cykling. Hvordan står andre sportsgrene i forhold til håndbold for dig?
»Jeg havde tre år som Tour de France-kommentator. Jeg har været til 10 fodboldslutrunder og har kommenteret Danmark ved fodboldslutrunder. Det har altid været en bevidst strategi for mig at sørge for at komme ud og lave andre ting.«
»Jeg tror, det er farligt, hvis man bliver ved med kun at lave én ting. Jeg har også for nyligt vendt tilbage for at lave lidt ishockey, som jeg har inde under huden fra min tid i Esbjerg. Og jeg kan mærke, jeg bliver udfordret på at lave de ting.«
»Frygten i det her er, at man bare kommer til at sidde tilbagelænet og køre den ind på rutinen. Og det har jeg ingen ønsker om at gøre. Jeg har altid lovet mig selv, at den dag, jeg ikke sætter mig ned og laver min forberedelse, eller ikke synes, det er fedt at gå på arbejde, dér skal jeg stoppe.«
Og hvor længe regner du med at fortsætte?
»Ja, det er jo i sidste ende min chef, der bestemmer det. Men jeg har ingen planer om at stoppe. En gang i mellem har jeg da stoppet op i mit liv og tænkt, om det var kursen, der skulle følges resten af livet. Det er der ikke nogen garanti for, men jeg har svært ved lige nu at se, hvor jeg skulle stikke hen, hvis ikke jeg skulle være kommentator. Jeg synes stadig, det er verdens bedste job. Og jeg synes stadig, at TV 2 er en helt unik arbejdsplads.«