Fredagsslik med børnene og 'X Factor' i fjernsynet. En obligatorisk cocktail for mange danskere fredag aften klokken 20.

Det bliver der dog ikke noget af på fredag den 24. januar. TV2 har nemlig måttet flytte det populære underholdningsprogram.

Det skyldes, at kanalen viser semifinalerne fra EM i håndbold fredag aften og bronzekampen fra EM lørdag aften på hovedkanalen.

Grunden til, at TV2 vælger at vise de kampe, er ifølge Michael Hansen, der er redaktør for TV2 Kommunikation:

Danske fans under EM kampen mellem Island og Ungarn i Malmö Arena onsdag den 15. januar 2020.
Danske fans under EM kampen mellem Island og Ungarn i Malmö Arena onsdag den 15. januar 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»For det første er der forventeligt mange, som gerne vil se EM-semifinaler, selv om Danmark ikke er med. Det viser erfaringerne fra tidligere år – og det antydes også af seerinteressen i den forgangne weekend for EM-kampene, selv om Danmark ikke var med. Når vi gennem to uger har dækket EM-slutrunden tæt, giver det rigtigt god mening over for seerne, at vi også prioriterer de bedste og vigtigste kampe til hovedkanalen.«

»For det andet, fordi vi er forpligtet af rettighedskontrakten til at sende semifinalerne på TV 2's hovedkanal,« siger Michael Hansen.

Grundet de tre håndboldkampe bliver 'X Factor' i stedet for fredag klokken 20 vist lørdag klokken 20.15 på TV2.

Det skulle være sendt klokken 20.30 lørdag, men TV2 har mandag eftermiddag besluttet at skære i EM-studiet efter bronzekampen, så man kan vise 'X Faktor' et kvarter før ellers planlagt:

Det fortæller Mette Gravesen, der er planchef for TV2, til B.T. i en mail:

»'X Factor' sendes lørdag klokken 20.15, fordi TV 2's hovedkanal kun bringer en kort afrunding efter bronzekampen. Dermed sender vi 'X Factor' på lørdag på samme klokkeslæt som i fredags.«

Dermed slutter programmet klokken 21.30 i stedet for 21. Det tror Mette Gravesen dog ikke bliver et problem for de mange børnefamilier:

»Det vurderes ikke at være for sent for familierne. Lige om lidt går 'X Factor' i øvrigt live, og så sender TV2 også et afgørelsesprogram fredag aften, som først slutter efter klokken 22, uden at det generelt går ud over seertilslutningen,« slutter Mette Gravesen i mailen.

Søndag eftermiddag spilles EM-finalen. En kamp, du kan følge live her på bt.dk.