Regler er til for at blive brudt, lyder det.

Billederne af Lionel Messi med VM-trofæet iklædt den såkaldte bisht gik verden rundt.

Det vakte i dén grad undren, da argentineren blev iført den sorte kåbe af emiren af Qatar, i sekunderne før han endelig kunne løfte det gyldne trofæ.

Nu er der nye opsigtsvækkende detaljer om episoden.

Lionel Messi modtager VM-trofæet af FIFA-præsident Gianni Infantino, efter Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani har iklædt argentineren den sorte bisht.
Lionel Messi modtager VM-trofæet af FIFA-præsident Gianni Infantino, efter Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani har iklædt argentineren den sorte bisht. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Det viser sig nemlig, at FIFA brød forbundets egne regler, da Messi fik bishten på. Det skriver flere internationale medier som Bild og Express.

Mens det ofte udskældte fodboldforbund stod hårdt fast på forbuddet mod at bære det omdiskuterede 'One Love'-anførerbind under VM-slutrunden i Qatar, er sagen åbenbart en helt anden, når FIFA selv bryder reglerne.

Ifølge paragraf 27.2 i FIFAs reglement skal spillerne nemlig være iført deres kamptøj under officielle aktiviteter.

'I FIFA-slutrunder må festtøj kun bæres på banen, efter at følgende officielle FIFA-aktiviteter (hvor holdet skal bære de trøjer, de bar under den pågældende kamp) har fundet sted: præmieceremonien, fotosessionen og medieseancen,' står der.

Dermed var Lionel Messis påklædning altså i strid med FIFAs regler, da han modtog VM-trofæet og løftede det i vejret, mens holdkammeraterne jublede.

FIFA-præsidenten Gianni Infantino var ellers med til at iføre Messi den såkaldte bisht og overrække trofæet.

Efter VM-finalen er salget af den sorte og let gennemsigtige kåbe eksploderet.

Men episoden, hvor Messi iklædes bishten, er også blevet heftigt kritiseret.