225 millioner euro - 1,6 milliarder danske kroner.

Det er ifølge spanske Sport.es den pris, Barcelona må betale, hvis de vil købe Christian Eriksen fri af hans kontrakt i engelske Tottenham.

Det lyder vanvittigt, ja nærmest urealistisk, men det er ikke desto mindre den værdi spillere af Christian Eriksens kaliber har. Det vurderer partner og sportsøkonom hos revisionsfirmaet, Jesper Jørgensen, der i en årrække har beskæftiget sig med økonomien i international topfodbold:

»Niveauet lyder rigtigt, og det er der flere årsager til. Hvis du ser på, hvad Barcelona gav for både Coutinho og Dembele, så er beløbet ikke helt ude i skoven. Derudover er Tottenham ved at sikre alle sine store spillere nu. De har forlænget med manageren, de har forlænget med Harry Kane, og Christian Eriksen vil de helt sikkert også gerne forlænge med. De er interesseret i at holde sammen på det de har, så hvis Barcelona virkelig gerne vil have ham, skal de frem med den store pengepung. Tottenham er økonomisk stærk. Det skal man huske,« siger han til B.T. og peger desuden på en tredje årsag til, at Christian Eirksen denne sommer kan skrive sig ind statistikkerne som en af klodens dyreste fodboldspillere:

»Historisk set er VM-årene nogle år, hvor det hele går lidt agurk. Der kommer nogle transferbeløb i år, som kommer til at gå igennem loftet, så jeg vil ikke være forundret, hvis Christian Eriksen ender blandt de allerdyreste, hvis han bliver solgt«

»Klubber som Manchester United, Manchester City, Real Madrid, Barcelona, Chelsea og Paris Saint-Germain sidder og følger de spillere, som virkelig kan rykke dem, og det, der sker, når der først går hul på bylden, så kommer der gang i transferkarrusellen, og kampen blandt de store klubber om de allerbedste spillere er benhård,« siger Jesper Jørgensen.

Den høje pris kan afskrække Barcelona. Det beretter på Sport.es og Mundo Deportivo, en anden spansk avis. Katalanerne har dog ifølge Jesper Jørgensen et tungvejende kort på hånden, som måske kan hjælpe dem i forhandlingerne med Totenhams ellers behårde bestyrelsesformand, Daniel Levy.

»Tottenham står med et nyt stadion, som har kostet meget mere, end de havde regnet med, så det kunne være, at pengene blev så store, at de vælge at ’cashe’ ind for at finansiere det nye stadion. Det er nok Barcelonas bedste chance for at få vristet Christian Eriksen ud af Tottenham,« siger han.

B.T. har tidligere fredag været i kontakt med Christian Eriksens agent, Martin Schoots, men han har ingen kommentarer til rygterne om Barcelona. Samme melding har lydt fra hovedpersonen selv hver gang, han er blevet forholdt interessen fra Spanien.