Resterne af en pingvin på størrelse med et menneske er blevet fundet i New Zealand.

På baggrund af de fossilerede knogler anslås det, at dyret har været 1,6 meter højt og vejet op til 80 kg. Det levede for mellem 66 og 56 millioner år siden.

Dyret, der allerede har fået kælenavnet 'monster pingvinen' af museet i Canterbury i Christchurch i New Zealand, er blot endnu et kæmpedyr, der er opdaget på øerne.

Kæmpepapegøjer, kæmpeørne, kæmpeflagermus og så moaen – en fugl på over tre en halv meter – har de før fundet rester af.

Her ses Vanesa De Pietri, Paul Scofield og Gerald Mayr, der undersøger fossilet i Canterbury Museum.
Her ses Vanesa De Pietri, Paul Scofield og Gerald Mayr, der undersøger fossilet i Canterbury Museum. Canterbury Museum

»Det er en af de største pingvinarter, der nogensinde er blevet fundet,« siger museets senior kurator Paul Scofield til BBC.

Nutidens største pingvin er kejserpingvinen, der kan vokse til en højde på ca. 1,2 meter.

Videnskabsfolkene tror, at dyrene for over 56 millioner år siden udviklede sig relativt hurtigt.

Vandet omkring New Zealand var for eksempelt ideelt med en temperatur på omkring 25 grader celcius. I dag er det blot otte grader varmt.

New Zealand var stadig en del af Australien, som man mener, var forbundet til Antarktis.

Den nye art, der kaldes crossvallia waiparensis, ligner en anden forhistorisk kæmpepingvin, crossvallia unienwillia, som er blevet fundet netop i Antarktis.

Det er endnu ikke helt klart, hvorfor disse kæmpe pingviner forsvandt fra havet for millioner af år siden. Man regner med, at det skyldes konkurrencen fra andre dyr i havet.

»Den nøjagtige årsag til kæmpepingvinernes forsvinden diskuteres stadigvæk,« forklarer Gerald Mayr fra Senckenbergs naturhistoriske museum i Frankfurt, Tyskland, der er en af de kuratorer, der har analyseret de fundne knogler.

Knoglerne blev fundet i det nordlige Canterbury sidste år, og de er siden da blevet analyseret af videnskabsfolkene.

Man har fundet fossile fund på stedet siden 1980'erne, og mange af fundene er – ligesom kæmpepingvinen – gjort af renlivede amatører.