De seneste par døgn har udviklet sig særdeles dramatisk i Odense Zoo:

Et homo-pingvinpar har koldt og kynisk - og samtidig af ren kærlighed - kidnappet en unge fra dens biologiske forældre og simpelthen lavet en fjendtlig overtagelse af det lille væsen.

Det fortæller dyrepasser Sandie Hedegård Munck, som nu har været tvunget til at skære igennem og har måttet bruge sine allermest kreative evner i forsøget på igen at få skabt ro i anlægget, hvor de to bøsse-pingviners brandvarme følelser for deres nye stedbarn har - selv efter pingvin-standard - affødt nærmest tumultariske scener.

»Der har lige været et kæmpe drama igen,« siger hun. Og fortsætter:

 

»Moderen stormede rundt i anlægget og kaldte på ungen, og da den hørte sin mor, svarede den.«

»Det hørte hannen også, og selv om han ellers har virket til helt at have opgivet kampen over for homoparret og bare har spankuleret rundt siden i går, blev han pludselig verdens bedste far og gik - sammen med hunnen - til angreb på homoparret og hakkede løs på dem. Men de forsvarede sig og ville ikke afgive ungen.«

»Og da jeg forsøgte at gå imellem, gik de amok på mig,« siger en både lettere forpustet og grinende Sandie Hedegård Munck til BT.

Da hun mødte ind mandag morgen, kunne hun med det samme se, at noget var helt galt:

Forældreparret til den lille unge var ikke at se, og i stedet var ungen hos de to homohanner.

“De havde simpelthen snuppet den og stod med den. I første omgang gik dens far bare og lignede en, der var ret ligeglad, mens moderen gik søgende og usikker rundt i anlægget.«

»Jeg tror, der er sket det, at hunnen har været ude for at få sit bad, og så har det været hannens tur til at passe ungen. Og så har han ikke kigget godt nok efter den, og homoparret har tænkt: Det var da synd - den snupper vi.«

»To hanner kan jo ikke selv lægge æg og få unger. Og så har de simpelthen kidnappet den her unge,« siger den 36-årige dyrepasser, der i Odense Zoo, udover pingvinerne, har sælerne og søløverne som sit ansvarsområde.

Og Sandie Hedegård Munck kan sin metier.

For efter et par døgn med hysteri og højspændte scener har hun nu endelig igen fået skabt harmoni i pingvin-anlægget.

»Jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre? Vi har så en 'enlig mor' - en hun der har stået på ægget i nu 63 dage uden på noget tidspunkt at have været i vandet, for faderen er ukendt.«

»Ægget skulle allerede have været klækket, så det er nok ikke befrugtet. Så jeg har taget chancen ved at tage ægget fra hende og har så i stedet givet det til homoparret. De er meget omsorgsfulde og har heldigvis overtaget det med det samme.«

»Og nu har jeg så uden problemer kunne tage den kidnappede unge fra dem og givet den tilbage til dens rigtige forældre. Den enlige mor ser også ud til at nyde sin frihed. Hun er lige nu i gang med sit første bad i 63 dage. Så alle er glade. Og der er igen fuldstændig ro i hele anlægget,« fortæller Sandie Hedegård Munck.

Som - på trods af en øm og hævet hånd efter bøsse-pingvinernes frontalangreb - stadig ikke er det mindste i tvivl om, at hun har verdens bedste job.