Næsten halvdelen af Europa kæmper med tørke – hvilket blandt andet har medført flere alvorlige skovbrande og skaber frygt for høsten mange steder. Og for at transport af varer på Rhinen må standse på grund af kritisk lav vandstand.

Mange steder er vejret ekstremt denne sommer – men det er kun et lille forvarsel om den katastrofe, der kan være i vente.

Sådan lyder det i hvert fald fra den svenske klimaekspert Johan Rockström.

Han er medforfatter til et nyt studie, som er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

Denne cykel er kommet til syne i den hollandske by Lobiths havn i Rhinen på grund af den lave vandstand.
Denne cykel er kommet til syne i den hollandske by Lobiths havn i Rhinen på grund af den lave vandstand. Foto: Vincent Jannink/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Konklusionen er, at hidtidige modeller for den globale opvarmning – som blandt andet blev brugt til at fastslå, hvordan vi skal forsøge at begrænse temperaturstigningen til omkring 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau i Paris-aftalen fra 2015 – er for optimistiske.

Det får forskerne til at slå alarm – på hele menneskehedens vegne.

»Vi undervurderer risikoen for, at vi når de værste skrækscenarier,« siger direktøren ved Potsdam-instituttet for klimaforskning i Tyskland, Johan Rockström, til Aftonbladet.

Ifølge den svenske forsker viser nye klimamodeller og studier, at temperaturstigninger på op til tre-fire grader ikke er usandsynligt.

Varmt vejr i Spanien, her i Cordoba – hvor temperaturen sidst i juli nåede op på 42 grader.
Varmt vejr i Spanien, her i Cordoba – hvor temperaturen sidst i juli nåede op på 42 grader. Foto: SALAS
Vis mere

»Hvis vi når dertil, vil det være en katastrofesituation for planeten – et slutspil for den menneskelige civilisation, som vi kender den,« advarer Johan Rockström.

Præcis hvor store temperaturstigninger der skal til, før menneskeheden vil være truet, er ifølge den svenske forsker svært at forudsige.

»Men allerede ved tre grader er det sandsynligt, at en tredjedel af verdens befolkning vil bo i regioner, hvor det vil være svært at overleve på grund af ekstrem varme og mad- og vandmangel,« siger Johan Rockström.

Derfor mener han og de andre forskere bag det nye studie, at det haster med at få bedre og mere kontrol over udslippet af drivhusgasser på verdensplan – og at FNs Klimapanel skal gøre mere for at få det til at ske.

Johan Rockström understreger, at katastrofescenariet ikke er nært forestående, men han mener, vi bør få mere viden om, hvad der kan udløse det – så vi kan nå at handle i tide og forhindre det.